I AL STILHED

’I al stilhed’ er en fin og rørende lille forestilling om demens – Sonja Oppenhagen spiller den med sine livsglade antenner beredt til ulyksalig og hurtig, scenisk afmontering

Spiller på Folketeatret Hippodromen indtil 19.1.

***

DEN livsglade ældre  – man er ikke gammel i Danmark, man er ’ældre’ – nå, altså: Den livsglade, ældre dame, som Sonja Oppenhagen bringer på scenen, sidder og løser kryds-og-tværs.
Hun skal finde et alternativt ord til ’apatisk’. Det glemmer hun så nogle øjeblikke, fordi hun skal fortælle os lidt om sin pensionerede mand, Herman, der fra første pensionsdag sank ned i lænestolen foran fjernsynet og blev hængende dér.
Da hun fortæller dét, kommer hun i tanker om ordet ’sløv’.
Associationer er en god ting i krydsord.
Og Sonja Oppenhagen afleverer det lille svar på ’apatisk’ som et knips med fingeren, ikke noget med at male vittigheden ud som en triumf, hverken over den arme Herman, der altså sank hen i sløvhed foran kassen eller i tilfredshed over sit verbale vid.
Sonja Oppenhagen har den lille, livsnære munterhed, der gør de personer, hun skildrer levende og originale. Et par øjne, der er på spring, en krop og en gestik, der udviser teenager-appetit på livet. Undren og impertinent selvfølgelighed på én gang.

NEDTUREN

Det er egenskaber, hun kan udfolde et stykke hen ad vejen i denne skildring af fru Margrethe Hansen, som er blevet alene og hvis livslinje til omverden er barnebarnet, studenten, der forærer hende en computer, som hun omgående kaster sig over for at finde ud af maile livfulde budskaber til omverdenen.
Men ulykkeligvis går det hurtigt ned ad bakke med hende – demensen æder sig ind på hende.
Det er en kort og hjertegribende proces, hun begynder vrøvle og bytte op og ned på alt, tabe ting, rode rundt i begreberne, og værst: Hun genkender ikke mere barnebarnet, når han kommer på besøg. Hun vandrer hvileløs og mekanisk stuen rundt og er tabt for sig selv og omverdenen.
Som teater forbliver det en enkel proces, nådesløst uden overraskelser, kun båret af Sonja Oppenhagens lynfrosne, forstenede mimik og bevægelser. Livet, der brutalt dør ud. Med den unge Aalborg-skuespiller Andreas Berg Nielsen som den sympatiske og hjælpeløse makker.
Det er Teater Nordkraft i Aalborg, der har produceret forestillingen i forrige sæson, og den befinder sig nu på gæstespil i København, på Folketeatrets Hippodromen. Kamilla Bach Mortensen har blidt iscenesat.
Et lille lærestykke af nok så velkendt, men alligevel rystende indhold.

GregersDH.dk