Vibeke Nielsen, Marianne Gunnov Bøgelund, Katrine Hartmann og Line Østergaard i ‘I Afghanistan skyder man med vandpistoler’ (foto: Teaterkorpset)
*
*
*
*
*
*
*
*
TILSTANDSRAPPORT
På Teater Grob lader ‘Teaterkorpset’ Afghanistan-frivilliges græsenker tale ud i ’I Afghanistan skyder man med vandpistoler’. Stærk forestilling.
Stykket spiller på Grob igen 17. juni kl. 14 og 20. Til efteråret flere steder i landet, bl.a. på Operaen i København 24. september.
****
HVORDAN griber man det an på teatret? Hvordan kommer man tæt på krig, tæt på krigens absurditet? På danskere i krig?
Uden at det bliver ’Gøngehøvdingen’ eller sentimentale røverhistorier fra fortiden.
Hvordan kan man f.eks. håndtere danske soldaters deltagelse i Afghanistan-krigen?
Vi har oplevet den sceniske chokeffekt, da Ulf Pilgaard pludselig i Cirkusrevyen sidste år trådte frem som major K.E. Hansen, der gjorde op efter en årrække ved fronten. En Vase&Fuglsang-monolog, der lammede midt i revy-halløjet.
Vi har set dokumentarisme i rystende samspil med ekstrem artistisk teater, da Det Kgl i begyndelse af dette år havde inviteret invaliderede, danske Afghanistan-veteraner til at medvirke i ballettens og Christian Lollikes ’I føling’. En iskold nedsmeltning af officiel dansk Afghanistan-politik.
Og nu kan vi så på Teater Grob opleve en glimrende fiktionalisering af – igen – dokumentarisk stof: Fire unge kvindelige skuespillere, der på basis af konkrete eksempler og grundig research, gennemspiller en række scener, hvor de alle agerer som kvinder, der har deres mænd i krig, sidder, går, sover hjemme med den konstante bevidsthed og den konstante usikkerhed om mændenes usikre tilværelse. En art tilstandsrapport om græsenkerne.
UBARMHJERTIGT
Korte situationer, hvor de hver for sig og sammen bevæger sig rundt om emnet. Hvor tankerne kører, hvor de ryger ud i hjørnerne og ubarmhjertigt – ud over sorgen og savnet – kan afsløre glemslen, vreden, eller utroskaben, der pludselig melder sig med al sin biologiske kraft. Eller, utilsigtet måske, afsløre de vanestyrede, kønsbestemte mønstre, som er deres hverdag: Hvorfor fanden er manden væk, når det nu er ham og ikke mig, der skal tage sig af drengens fumlen med legoklodserne? Og endnu grovere: afsløre drømme om, hvordan man kunne blive inviteret ud i lejren i Helman og gøre ikke bare manden, men også hans kammerater kulrede ved et se en lækker dame på besøg?
Mette Ovesen har iscenesat ’I Afghanistan skyder man med vandpistoler’ i en koncentreret vekslen mellem enkeltsituationer med de fire skuespillere Marianne Gonnov Bøgelund, Katrine Hartmann, Vibeke Nielsen og Line Østergaard (som selv er kæreste med en Afghanistan-frivillig og i øvrigt har fostret teater-idéen).
Scenen er næsten dekorationsløs. Der er stærke optrin. F.eks. er en af de fires mænd blevet dræbt og sendt hjem til begravelse. De fire synger ganske stilfærdigt Grundtvigs gamle heltesang ’Det var en sommermorgen’, der handler om slaget på Isted Hede under treårs-krigen, det blodigste slag under den krig.
Et Holger Danske-slag, som Grundtvig kalder det. Den giftige ironi siver ud af at høre den brugt igen.
