Jens Albinus i ‘Hvis dette er et menneske’ (Tegning: Claus Seidel)

OGSÅ DENNE DAG

Jens Albinus investerer sig selv og sit talent i dramatiseringen af Primo Levis beretning om sit ophold i Auschwitz.
 
*****

Nok?
Aldrig. Beretninger om liv, død og rædsler i tyske koncentrationslejre bliver ved med at være en slags bibelske fortællinger. Vi synes, vi kan dem og kender dem, men hårene bliver ved med at rejse sig på vores hoveder.
Til selvransagelse. Og årsag til en slags selvudløsende blanding af resignation og raseri. Som erkendelse af menneskets potentiale – helt ud i ekstremerne. De forfærdende og de livgivende. 
Det er det, Jens Albinus rammer med sin monolog-forestilling på Skuespilhusets Lille Scene ’Hvis dette er et menneske’. Og som må have ramt ham selv, da han læste den italienske forfatter Primo Levis bog om, hvordan han som jøde havnede i Auschwitz, hvor han tilbragte et år og slap levende fra det.

NØGEN SOM FANGERNE

I Albinus’ mund bliver beretningen episk drama. Han har valgt passager fra bogen, bygger dem op som en fortælling i enkelt scener med korte pauser, hvor der enten høres sekvenser fra en klaverkvintet af Shostakovitj – eller ingen ting. Kun stilhed. Den hørte stilhed. Den lydmættede pause. Den, Carl Nielsen taler om i ’Levende musik’: ’Pauser er i virkeligheden rytme i videre og dybere forstand.’
Der er ingen dekoration omkring Albinus, scenen er nøgen som de fanger, vi hører om klædt af til skindet efter ankomsten i lejren. På scenen kun Albinus, der er Levis talerør, nøgternt fortællende om arrestationen i Italien, togtransporten i kreaturvogn den lange vej til Polen. Intenst, men tonens intensitet stigende. Også tempoet i de passager, hvor han går i detaljer med oplevelserne i lejren.

VALGENE

Vi lytter åndeløst, noterer os, hvor langt ud man kan komme i kampen med sig selv og andre om at overleve. Hvordan hvert øjeblik i en koncentrationslejr er valg mellem at stjæle eller lade være, gemme eller lade være, trække vejret regelmæssigt – eller lade være, når man står med sin skovl i arbejdskæden og er ved at bukke under.     
Tale eller holde kæft i de rigtige situationer. Prøve at vise de sidste stumper af muskler, når SS’erne udvælgelse af fangerne afgøres på brøkdele af sekunder. Hvem kan bruges i tvangsarbejdet? Hvem ekspederes direkte til gaskammeret?
Og erkende det mest knusende: Tilfældighedens lov. Selvopholdelsedriftens overlegne fjende.
Albinus bruger ingen rekvisitter. Meget lidt gestik. Stemmen, alvoren, den tilbageholdte, eksplosive indignation er nok. Sprogets rytme. Teksten.
Og så Primo Levis erindring om overlevelsen, der kan rummes i de få ord:
’Også denne dag’.
Sagt om den stædige overlevelse fra dag til dag. Men også som metafor for evigtgyldige, skæbnebelastede menneskelige vilkår.    
 
GregersDH.dk