'Hunden er rask' Folketeatret, Hippodromen 8.1.2015 Anm.

Pia Rosenbaum som Sonja i ‘Hunden er rask’

SONJA OG

 

DEN  SORTE KGB-BIL

 

Sonja Vesterholts og Pia Rosenbaums ’Hunden er rask’ er en morsom, rørende, livsbekræftende, men også iskold sovjet-skylle ned ad ryggen

 

’Hunden er rask’ spiller på Folketeatrets Hippodromen indtil 22. januar.

 

Medvirkende: Pia Rosenbaum. Forfatter: Sonja Vesterholt. Instruktør: Kamilla Wargo Brekling, Scenograf: Helle Damgård.

 

****

DET er egentlig en biografi.
Sonja Vesterholt har skrevet sin historie. Bogen har den snurrige titel ’Hunden er rask’, der kan forlede nogen til at tro, at det er en bog om hundens trivsel i hus og have.
Men nej. Bogen er hendes dramatiske historie om en ungdom i det sovjettiske køleskab af et samfund. Om løsrivelse fra dén ende af verden til Sonja Vesterholts blomstrende tilværelse i København som filmskaber og meget andet. Hunden er en pittoresk detalje undervejs, men på en måde et billede på et menneske, der har været gennem en proces i sit liv.
Bogen er omsat til en dramatisk monolog. Den slags er Pia Rosenbaum en mester i. Hendes ’Oscar og den lyserøde dame’ på Teatret ved Sorte Hest for nogle år siden var et utroligt stykke dramatik om et kræftsygt barn, forløst med virtuositet og varme.
Når hun sammen med instruktøren Kamilla Wargo Brekling griber fat i den hårrejsende historie om, hvordan Sonja Vesterholts forældre har gennemlevet belejringen af Leningrad under 2. verdenskrig, og hvordan hun selv, hendes forældre og hendes venner har været pisket gennem livet i et inferno af sovjetisk kvælersamfund, indtil hendes egen endelige emigration i 1970 til Danmark, føler vi os et stykke af vejen fanget af fortællingen, men også tæt på, at opleve monologen som et foredrag.

FRIGØRELSEN

Men det kan nok være, der sker noget, da Pia Rosenbaum først frigør spillet i et forløb, hvor alle ironiske og rørende og lattervækkende detaljer udfolder sig i beskrivelserne af KGBs evige overvågning af hende fra den evindelige sorte bil, der er i hælene på hende. Og oven i: De konstante indkaldelser til kafkaske samtaler med overvågerne.
Fyrværkeriet af folkelig begejstring ved meddelelsen om Gagarins landing på månen, og løssluppenheden, da lyksaligheden over den musikalske pose, der åbnes, da Lolita Torres latinamerikanske sang og dans for et øjeblik overdøber de kommunistiske slagsange – det er nogle af de lufthuller og udbrud, der får det til at svinge for Pia Rosenbaum. Og til også at udnytte det skuffedarium af rekvisitter, som scenografen og Kamilla Wargo Brekling har givet hende at lege med.
Som teatermonolog er det en forestilling, der lever på tre ting: Tekstens tætte substans af menneskeskildring,  reminderen om de iboende og ubehagelige kræfter i det russiske samfund, og Pia Rosenbaums glimrende insisteren på nærvær til publikum.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *