KONEN I URNEN

Thomas Levin rammer fordomme og absurditeter med sit lynportræt af danskere, der udfolder sig under en Politiken Plus-rejse til Afrika. Stærkt underholdende.

Spiller indtil 12. oktober på Teater Grob, Nørrebrogade.

*****
                                                                                                                                   

VELKOMMEN til Afrika!
Fordommene fyger selvfølgelig ind over savannen – vi har det sydafrikanske Hotel Nelsons sorte receptionist til at bekræfte vores forventninger – flink og smart fyr, servil, er vist ok i pengesager, meeen… kan vi stole helt på ham? Han er fra Ghana, og hjemme sidder hans tre koner og elleve børn og venter på håndører.
Hvad har han så af fordomme over for det lille danske rejseselskab, der er havnet på Hotel Nelson?
Sikkert en hel del. Han har prøvet Politiken Plus-selskaber før. Holder masken, men lader sig alligevel lokke ind i nogle fortrolighedsforhold til flere af dem – danskere er jo åbne og kontaktsøgende, ’frie’ og af typen, der gerne vil være dus med tjenende ånder på et hotel.

DANSKERNE

Det er danskerne, Thomas Levin som dramatiker især vil have fat i. Det får han sandelig. Med instruktøren Madeleine Røn Juul ved hånden og en velberammet flok skuespillere på plads som den rejsende flok, der er et konglomerat af typer hentet ud af folkeregisteret:
En frustreret rejsejournalist – Mette K. Madsen i larmende skisma mellem at passe sit lobhudlende rejseartikeljob og bryde sammen over sit liv.
En ældre ensom kvinde – Kirsten Peuliche, psykolog og med en hasarderet drøm om at blive forløst seksuelt af ’noget sort’, mod betaling i al diskretion selvfølgelig.
Et ægtepar i krise – Helle Dolleris og Ole Boisen – hun i stand til at svine manden til i den type svimlende udbrud, der kan fremkalde hele styrtsøer af sproglig rigdom, de næppe selv tror mulige. Han smækket op mod væggene og lammet i hundeagtig piben og forsøg på tilgivelse og forsoning. Indtil junglestemning og druk får ham til at levere et maskulint come back, halvnøgen og med de stedlige gorillaer som inspiration. Deres søn på 12 vender vi tilbage til.
 

KONEN

Men endelig Henrik Prip, som er som en figur hentet ud af ’Halløj på badehotellet’ – et vildskud af en arbejdsløs evolutionsbiolog, der er hyret som guide for at belære selskabet om Darwin og livets opståen i fællesdrift med aberne.
Og som har den særegne brist at slæbe rundt på sin afdøde kones aske i en urne. Hende kan han føre samtaler med hen ad vejen, til nogle gæsters bestyrtelse, men andres blanke accept, især receptionisten, der knytter fænomenet til egne, nærliggende forestillinger om liv og død.
Urnen, den forstøvede frue, spiller en central rolle i denne henrivende blanding af Thomas Levinsk realisme og selvfølgelig absurditet – det sidste er vi tæt på at kalde endnu et parameter i forestillingen: Ægteparrets søn – spillet flot af den 10-årige Helmer Solberg, men langt ude som påfund: Han leger professionel psykolog, med hele det forvrøvlede vokabularium af professionelt psykologsprog i sving over for Kirsten Peuliche.
Vi tror ikke en døjt på den idé, den er utroværdig, også på crazy-planet. Absurditeter skal hænge i luften som selvfølgelige handlingsimpulser. Ikke som fremmedelementer.
 

SCENEN

Man vil forstå, at det er broget forsamling, hvor alt kan ske. Vi følger et uroligt døgn på hotellet, og det er stærkt underholdende. Madeleine Røn Juul har fået de mange scener til at skifte hurtigt og flydende mellem hinanden i en scenografi, der er et helt show for sig.
Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm har bygget scenen op i to etager og endda udstyret stueetagen med gange og døre, vi som publikum gør vores egen entré og sortie gennem – gange, der er dekoreret med alskens billeder, ligesom der i de to etager er blevet plads til det utroligste: Både dobbeltværelser og eneværelser, foyer og bar og trappe.
Forbløffende, hvor meget der kan lade sig gøre i så lille et teater. Forestillingen er lavet i samarbejde med Aarhus Teater, som den senere skal overføres til. For til sidst at blive spillet sammen med en stribe nye stykker, der sammenlagt skal fortælle om danskeres rolle i en globaliseret verden. Tre skrevet af Thomas Levin. Tre af Kristian Erhardtsen.
Godt begyndt. Levin behersker flowet af situationer og replikker mellem hverdagsmennesker. Og er ikke bange for at lade skuespillerne sprænge rammer. Med Madeleine Røn Juul og Per Scheel-Krüger som instruktører må man have lov at forvente sig noget interessant af fortsættelsen.

gregersDH.dk