DET

HEMMELIGE

TEATER

Hofteatret, der gemmer sig bag Christiansborg, fejrer 250 år i fuldt vigør. Ny bog fortæller hvorfor. Den udkommer i morgen.

Peter Christensen Teilmann: Hofteatret i tiden 1767 – 2017. 132 sider i hardback. Mange illustrationer. Udg. af Teatermuseet i Hofteatret. Pris kr. 100.

****

”DET Kgl. Teater – er der andre?” spurgte min onkel fra Jylland, engang han besøgte os i København. Han fortalte, at han og min tante skulle i teatret. Og så stillede drengen det underlige spørgsmål: – Hvad for ét?
Det var da på Kgs. Nytorv, det foregik, det årlige teaterbesøg i København. Der var ikke andre teatre i onkels bevidsthed. I hvert fald ikke, hvis det skulle være ordentligt og standsmæssigt.
Bemærkningen dukker op, fordi Peter Christensen Teilmann i bogen om Hofteatret skriver, at det gamle hofteater på Christiansborg ”for en større offentlighed stadig er det hemmelige teater på den skjulte del af Slotsholmen.”
Det var selvfølgelig ikke lige Hofteatret, jeg havde i hovedet, da jeg spurgte onkel.

MEN sjovt nok. Hofteatret har ligget, hvor det ligger, i længere tid end noget andet teater i Købehavn, inklusiv teatret på Kgs. Nytorv. Og Teilmann har ret: Det er for mange mennesker et teater, der trives lidt i det skjulte.
Nu fylder det 250 år. Det skal have sin historie, og det har det fået i en smuk bog af Teilmann, der er direktør for teatret – ikke bare for teatret, men også for museet, der bor i teatret. Museet er integreret i det. Det er faktisk en del af ’forestillingen’, når man går ’på museum’ derinde, et rigt og blomstrende museum, der på den yndefuldeste måde bombarderer dig med farverige billeder og rekvisitter samtidig med at du befinder dig i et levende teater, som med scene, kulisser, tilskuerrum, balkon, loger – selv en kongeloge! – og orkestergrav – ja, sådan er der også, når det skal være – får dig til at ”være i teatret”.
Bogen fortæller med en masse illustrationer om dette eventyrlige sted på Slotsholmen. En slags ’baglokale’ til Christiansborg. Et sted med en historie. Et sted, du skal kende indgangen til – den gemmer sig bag ’Borgen’, i søjlegangen omkring ridebanen, den søjlegang, tv-interviewere tit propper politikere ind i, fordi stedet er dekorativt og summer af magt.
Bare en enkel dør, bag den til gengæld en vældig trappe, så lang som Jakobsstigen til himlen, vinrødt tæppebelagt, men mærkelig interimistisk – af gode grunde, for den er bygget ind som adgang for almindeligt dødelige efter enevælden blev afskaffet. Teatret var kongens, og han og hoffet havde indtil da direkte adgang til teatret fra slottets etager.

Blad igennem denne bog, læs og bliv klogere af billeder og tekst på et særligt monument over dansk teater og på uerstattelig dansk arkitektur – billederne viser brøstfældige detaljer, men også forbløffende konstruktioner, og man får indblik i den fuldstændige kopi af den ældste udgave af hofteatret, som scenografen Christian Tom-Petersen er ved at bygge en model af.
Få et sideblik på dansk historie mellem enevælde og demokrati, kik ind i dette hjørne af dansk kultur, der putter sig bag murene i den del af et Christiansborg, der overlevede de to storbrande, i 1794 og igen i 1884.
Et teater, hvor duften fra de kongelige stalde nedenunder trænger igennem de gamle guldbrædder. Og hvor man kan genopfriske historiske hændelser som det maskebal, der en aften i vinteren 1772 var forspil til statskuppet, der senere på natten førte til arrestation og henrettelse af Struensee, lægen, som var dronningens elsker.
Frygtindgydende nok – men kunne de for resten danse – med eller uden maske – på det skæve gulv, vi betræder? Selvfølgelig ikke. Teilmann fortæller i bogen, at på den sindssyge Christian 7.s. tid var gulvet konstrueret, så det kunne hæves til fladt niveau.

MAN genopfrisker, hvad man selv har oplevet på stedet. For denne anmelders vedkommende teaterforestillinger, der har fungeret perfekt på den lille scene, fordi de i stil har ramt epoker og historier, der knytter sig til hofteatrets fortid: Skuespilleren Linnea Voss’ optræden som Johanne Louise Heiberg. Eller Katrin Weisers ’Clara’, en monolog om Robert Schumanns kone, pianisten Clara Schumann. Romantisk biedermeier-teater klæder scenen og rummet eminent. Også mindre opera og operette-forestillinger.
Og så en pinefuld erindring, der dukker op, når jeg læser om udviklingen i det gamle teaters belysning gennem årene: Engang – var det i 1980? – optog vi en scene til Ebbe Reich Kløvedals tv-spil ’Københavns bombardement’ på Hofteatret, hvor Paul Hüttel skulle sidde som Chr.7 i kongelogen. Under en prøve kom jeg forbi logen ved siden af kongelogen og så en af tv’s lamper uhyggeligt nær træloftet i logen. Det har været et spørgsmål om øjeblikke, før loftet kunne bryde i brand. Lampen blev slukket øjeblikkelig. Men oplevelsen har siden kunnet få mig til at vågne om natten med sved på panden.

BOGEN udkommer i morgen fredag, der også har festaften på Hofteatret i anledning af de 250 år, der er gået, siden den franske arkitekt Jardin på Chr.7.s ordre lod slottets rustkammer ombygge til teater. Han lod alt male i perlehvidt, blåt og guld, som det var skik i europæiske hofteatre dengang. De røde og mørke farver kom til – jeg havde nær sagt i kejsertiden. De farver, der har præget de store, europæiske teatre gennem 18- og 19-hundredetallet.
I et enkelt afsnit fortæller Teilmann om de lydoptagelser på gamle valser og lakplader, der findes på museet. Det er et emne, der vil blive fortalt mere om i Henrik Engelbrechts bog ’Opera i guldalderens København’, der udkommer i næste uge.

gregersDH.dk