Sophia Brommer, Gidon Saks, Zoltán Nyári og Gisela Stille i ‘Hoffmanns eventyr’ på Operaen (tegn. Claus Seidel)

TRAPPEN,

FALDET

OG SANGEN

’Hoffmanns eventyr’ på Operaen er et flimmer af magi og gåder, overraskende hvert øjeblik i de tre timer, den varer.

Komponist: Jacques Offenbach. Iscenesættelse: Stefan Herheim. Scenografi. Christof Hetzer. Medvirkende: Sophia Brommer, Gisela Stille, Elisabeth Jansson, Zoltan Nyari, Gidon Saks, Bengt-Ola Morgny, Taras Shtonda, Jens Christian Tvilum, Lars Bo Ravnbak, Lasse Bach, Stefano Olcese og Pär (Palle) Karlsson. Dirigent: Frédéric Chaslin. Det Kgl. Kapel.

’Hoffmanns eventyr’ spiller på Operaen endnu ti gange indtil den 9. juni. Varighed: 3 timer inkl. pause.

******

PUBLIKUM forlader ’Hoffmanns eventyr’ på Operaen med mindst ét billede på nethinden.
Og mindst én melodi i ørerne.
Billedet er den forbløffende indledning: Sangerinden Stella, der dukker op på toppen af en gigantisk trappe. Hun er en mand i kvindeundertøj, hun har en tom whiskyflaske i hånden, træder det første trin ned, snubler, ruller tyve trin ned og bliver liggende.
Melodien er den berømte barcarole – gondolsangen fra operaen, en vuggende slager, som i denne udgave af ’Hoffmanns eventyr’ henlægges til sidste akten som det yndefulde akkompagnement til Carons båd, der sejler døde gennem Venedigs kanaler.

DESORIENTERING og fortryllende skønhed er yderpunkter i denne opsætning af Offenbachs opera ’Hoffmanns eventyr’.
Vi er i en eventyrlig og grotesk verden med nordmanden Stefan Herheims iscenesættelse. En verden af regnbue og distortion. Offenbachs opera blev sidst spillet for ti år siden på Det Kgl. – dengang også med en  forbløffende visuel indledning: Vi så os selv som i et spejl på teatret, teatrets indre var rammen for den sceniske fremstilling af historien om den forvildede digter E.T.A. Hoffmann, der hænger i teatrets bar og fortæller og fabulerer for alle, der gider høre det, om sit kærlighedsforhold til operasangerinden Stella, der netop i det øjeblik står på scenen og synger Donna Anna i Mozarts ’Don Juan’. Hans fortælling er kaotisk i sin fordrukne besættelse, hvor hele tre kvinder rodes rundt i hans fantasi – de tre kvinder, som i det følgende får hver deres kapitel i operaen.
HERHEIMS indledning er visuelt overvældende. Trappen, Stella styrter ned ad, er gigantisk. Den kan oven i købet med Operaens formidable teknik flække og åbne sig, så vi i de følgende scener får noget, der kunne ligne Auerbachs hvælvede kælderværthus i ’Faust’, Venedigs nattemørke kanaler til gondolsejlads i de sidste scener, og ind imellem Coppelius’ mekaniske dukkeværksted eller violinbyggeren Crespels hus i München.

ALTFAVNENDE FORVIRRING

DER er så meget at se på i denne opsætning. Farver, kostumer, djævelske tricks, robotter, magikere, troldmænd, dobbeltgængere, fanden selv, endda en vældig gengivelse af Courbets berømte maleri ’L’origine du monde’ – ’Verdens skabelse’, den franske malers nærbillede af en prægtig, nøgen kvindekrops genitalier, videofilmet som af en borende X, så vi kommer helt til bunds.
Maleriet, som på et tidspunkt provokerede Facebook så meget, at det blev fjernet fra den danske maler Frode Steinckes forside. Men ikke noget problem på Det Kgl., der for længst har afskaffet censorfunktionen.
Men først og fremmest er der midt i den brogede altfavnende forvirring masser at lytte til, masser af sang, skrevet med virtuos, smidig hånd af en komponist, der havde hele sit arsenal af operette-duftende rutiner i baghånden og formåede at omsætte dem til opera-format.
Lyksaligt og ulyksaligt. For han døde midt i det hele, og andre gjorde værket færdigt. Med alt, hvad det har medført af fortolkninger, fratræk, ændringer og tilføjelser. F.eks. de kønslige vidtløftigheder og dobbeltspil, som instruktøren i dette tilfælde lader handlingen tilflyde for at skabe den uhelbredelige flimren af identiteter i hovedet på digter Hoffmann og på os, der indvies i historien. Oven i købet gør Offenbach selv til en person i hans eget værk. Komponisten, der lader stå til eller griber ind undervejs, som det lyster ham. Kæler for orkestret med sin nodepen i konkurrence med dirigenten Frédéric Chaslin.
Al forvirring er tilsigtet. Også Offenbach er på herrens mark, og som publikum placerer vi os overraskede og nysgerrige i den ulyksalige Hoffmanns verden af hjernespind og følger med i forvekslingerne, fantasifostrene og de uberegneligt skiftende identiteter.
Affæren med dukken Olympia, som magikeren Coppelius og urmageren Spalanzani konstruerer, så Hoffmann tror, hun er levende, og som han forelsker sig i, når han er iført deres tredimensionale briller – dén historie er nok den, mange teatergængere kender bedst. Det er den sorte udgave af ’Ole Lukøje’, som bygger på den Hoffmann-fortælling, der hedder ’Sandmanden’, manden, der drysser sand i børns øjne, når de ikke kan sove, så øjnene springer ud af hovedet på dem.
Røde Rum på Det Kgl. spillede den djævelsk for nogle år siden, og Fredericia Teater skrev den skarpeste musical af samme historie i 2015. Fremragende sat op, men samtidig velegnet til at jage forældre til hylden for at komme sig med H.C. Andersens fredsommelige ’Sov sødt, barnlille’-udgave.

SIKRE KORT

Herheims opsætning er en direkte overførsel af den, han lavede ved festspillene i Bregenz for to somre siden. Men med andre medvirkende i de fleste partier. Robot-dukken Olympia bliver sunget af den tyske sopran Sophia Brommer – på Det Kgl. blev rollen for ti år siden sunget af Louise Fribo, der fik en Reumert for præstationen. Gisela Stille synger to af de andre store kvinderoller, Antonia og Giulietta, og også Elisabeth Jansson har dobbeltroller.
Sikre kort. Ligesom tenoren Zoltan Nyari i hovedpartiet som Hoffmann. Og Gidon Saks – Hoffmanns rival og onde ond, der forfølger ham fra det øjeblik, han som trold af en æske springer op fra sin plads på 1. række bag dirigenten og derefter forvandles efter forgodtbefindende til Coppelius, Dr. Mirakel eller værthusholderen Luther. En glimrende baryton med en fransk tekstudtale, der sidder som støbt.
Blandt de mange andre roller: Tenoren Jens Chr. Tvilum og karaktertenoren Bengt-Ola Morgny, der som den eneste Kgl. Teater-sanger også medvirkede i Herheims iscenesættelse i Bregenz. Det var i rollen som Spalanzani.

Og Stella? Den stumme Stella, der så voldsomt brager ned fra toppen af den store trappe i starten, og som vi har stirret på i hans lige så dramatiske transvestit-outfit på de utallige Kgl. Teater-reklamer gennem den sidste måned? Den svenske stuntman Pär (Pelle) Karlsson. Også han en overlevende fra Bregenz-festspillene.
Det forbløffende stunt hænger stadig på nethinden.
Ligesom barcarolen ikke slipper sit tag i ørerne.
Og de stadig tilbagevendende spørgsmål: Hvem var det lige, der var hvem og gjorde hvad og hvornår i den forestilling?

gregersDH.dk