SÅ

SYNG DA

DANMARK

Drømme og afsindigheder hænger kærligt i luften, når Skuespilhuset favner ’Højskolesangbogen’.

Manuskript og instruktion: Minna Johannsson. Komponist, kapelmester og arrangør: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Marie Bach Hansen, Mads Rømer Brolin-Tani, Esben Dalgaard, Marie Dalsgaard, Rasmus Fruergaard, Sicilia Gadborg Høegh, Thomas Hwan, Jens Jørn Spottag, Tammi Øst og Jane Engelund.

’Højskolesangbogen’ spilles på Skuespilhusets Store Scene. Foreløbig indtil den 4. februar. Varighed: Knap tre timer inkl. pause..  

*****

DET er lige til en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Og så til et suk. Og et fnis. For ikke at sige et godt grin. Og et overbærende: Så hold da kæft, kammerater!
Kort sagt: Vi er hjemme i Danmark, det dejlige, det fortvivlende, det selvoptagne, det erklæret lykkelige, det fortumlede, det masochistiske, det jordiske paradis, som det ligger her bag grænsekontrollen.
Landet, der synger sine vemodige og tapre sange, eller rettere er begyndt at gøre det igen. Heldigvis. Inden vi glemmer alle dem, der – fortjent eller ufortjent var på vej ud for en generation siden.
Her vandrer man nu ud af Skuespilhuset med Tammi Øst og ’Sku’ gamm’l venskav rejn forgå’ i hovedet, og det sku’ det altså ikke, det gamle venskav til sangene: Forgå. For der bliver sunget i Skuespilhuset fra scene og sal, og det gør hverken fra eller til med dén melodi. Den er skotsk. Jeppe Aakjær snuppede og gjorde den jysk, og Tammi Øst spiller netop sådan en dejlig madam fra det jyske i teaterkoncerten ’Højskolesangbogen’.
En forbløffende forestilling, der med ét slag bærer nationalscenen og os ind i dagens verden, hvor vi spørger: Hvem er vi egentlig?
VI i salen. Og de ti medvirkende på scenen:
Den jyske efterlønsmodtager Tammi Øst. Hendes efterlønsmand Jens Jørn Spottag, rolig og lidt betuttet over det, han og Danmark har rodet sig ind i. Svineavleren Mads Rømer Brolin -Tani, frisk på det hele, også at iføre sig kongekrone. Evighedsstudenten Marie Bach Hansen, som føder barn midt i tummelen. Kommunalpolitikeren Thomas Hwan, der bærer rundt på sin mors afsjælede legeme. Livstilcoachen Sicilia Gadborg Høegh, der på den mest nuttede måde sætter hvad som helst i sving. Esben Dalsgaard som fordrukken julemand – stykket har jo haft julepremiere, men vi genkender nok typen resten af året. ’Højskolesangbogen’ tegner til at blive en langdistance-forestilling. Der regnes med genoptagelse senere i 2017. Så er der Marie Dalsgaard som splendid Miss Danmark og med sangstemmen skruet på fuldeste blus. Rasmus Fruergaard, kæk skraldemand i orange-mundering. Og endelig Jane Engelund, som liget, der jo må afholde sig fra at synge. Vi er ikke til Shakespeare, hvor afdøde kan finde på hvad som helst.
Et herligt og præcist rodsammen af danskere – ikke en forstyrrende indvandrer eller asylsøger stikker næsen frem, for at få én over den eller et kys på den. Det kunne der sagtens være. Men vi er i en verden af gennemført national nostalgi.
Det nærmeste, vi kommer en migrant er ’Ole’, der ’sad på en knold og sang’, men han var jo en lille danser, der ville den anden vej.

RABUNDUS

Situationen er, at instruktør Minna Johansson har anbragt de ti mennesker i et Danmark, der er gået rabundus i år 2020. De ti er overlevende, der prøver at få styr på, hvem de er og hvorfor, og hvordan de får tørret krudtet til overlevelse og genetablering af kongeriget.
Og hvordan det kan lade sig gøre ved bare at være lige så søde og rørende, lige så kværulerende, lige så rodede og lige så kærlige og afslappede, som de plejer at være. Det lykkes nemlig. I kraft af gamle og nye venskav’er. Og på trods af skænderi, død og børnefødsel og andre dårlige vaner, f.eks. julemanden, der drikker sig en kæfert til under udførelse af sin opgave og ikke kan holde nallerne fra selskabets unge dame.
Samt hvad der ellers rører sig af lykke og forstyrret hverdag mellem parterne i det lille, syngende samfund. For synge gør de hele tiden, højskolesangbogens repertoire vokser ud af deres munde på det herligste. Det er der, de kender og finder sig selv.
Og vi med. Eller hvad? Jeg mindes, hvordan vores ’Lørdagskanal’-redaktion på DR I 1980’erne havde den prikkende fornemmelse af provokation, når vi til morgenmøderne sang fra Højskolesangbogen – nu skulle den dér smuldrende 70’er-’Rend mig i traditionen!’-model lige få sin tradition tilbage, lige i synet.
Nu lyder det måske, som om Det Kgl. Teaters publikum er anbragt på højskole med fællessang.
Slet ikke. Vi synger med en enkelt gang – på ’Det er så yndigt at følges ad’. Oog det gør vi så. Ellers er vi vidner til et stykke musikteater, et værk, et kunstfærdigt produkt, sat sammen med lige så stor målbevidsthed og akkuratesse som den lille forestilling, vi anmeldte i går fra Teater Får302, hvor der blev leget musikalsk med tekster fra avisers kontaktannoncer.
’Højskolesangbogen’ ser ud og lyder, som om den er lappet sammen ved tilfældige nedslag i sangbogen.
Der er ingen egentlig handling i den næsten tre timer lange forestilling, vi vandrer bare fra sang til sang, fra situation til situation. Men der er den lyksalige mening i galskaben, at vi får en spraglet, musikalsk billedbog af danskere i lyst og nød, tegnet med humor og overbærenhed.

I SOFAEN

Den måde at gå til et emne på har Minna Johannesen demonstreret før og med held i sine år på Aalborg Teater. Hun omsatte i 2012 Anne Linnets ’Hvid magi’ til ’Jeg er jo lige her’ i kaleidoskopiske, sorte snit. Og hun skabte lige så broget mangfoldighed, da hun året før omdigtede Naja Marie Aidts ’novellesamling ’Bavian’ til en teaterforestilling.
Flere af skuespillerne og de musikalske samarbejdspartnere på Det Kgl. er i øvrigt hentet med fra Aalborg.
Jonas Fly har bygget scenen op omkring et orgie af sofaer i alle afskygninger, umiskendeligt et katalog over standardmodellen i den danske dagligstue, læder, skind, brune som nypløjede efterårsmarker. Dem, vi jo bor i, ser tv i og falder i søvn i, hvis vi ikke gør det, der er sjovere. Et otte mands orkester sidder højt hævet i bagscenens bredde. Skønt at skue. Og godt lyder det.
Nikolaj Heyman og Niels Søren Hansen har skrevet udspekulerede akkompagnementer til sangerne.
På en måde lige ud ad landevej efter forskrifterne, men alligevel hele tiden med underfundige drejninger, små breaks og pauser, sange, der udvikler sig ganske overraskende: Den troskyldige ’Marken er mejet’ vokser f.eks. fra hyggelig høstfest til et brus af irsk folkedans.
Ingen problem med det. Og forbavsende ingen problemer med så mange mere drastiske turneringer. Vi lurer da et øjeblik på, hvordan det skal gå, da ’Mormors kolonihavehus’ efter at være blevet fyret af i buldrende Damhuskro-stemning, afløses af ’Dejlig er jorden’ – Kwan er blevet træt af at slæbe rundt på sin døde mor, og nu bisættes hun til tonerne af den traditionelle begravelseshymne. Med den fordrukne julemand som forsanger. Oplevelsen vil strejfe os ved næste begravelse i slægt- og vennekreds.

FORDI

”Hvorfor ødelægger I alle de skønne sange?” lyder pludselig en vred kvindestemme fra balkonen.
”Fordi…” – det er nok den eneste talte replik i den forestilling! – Fordi, som hele bundtet som svar synger fra scenen: ’Vi elsker vort land!’. Det sker på Shu Bi Dua’s melodi, der blev skrevet til den før omtalte tv-’Lørdagskanal’, Sankt Hans aften i 1982. Nu instrumenteret og harmoniseret i Skuespilhuset som så meget andet med fantasi og venlig munterhed til et skuespillerhold, der magter flerstemmigheden, timingen og den vokale balance. Programmet til forestillingen angiver Lange Müller som komponisten, og vi får da også en stump af hans originale melodi, men Shu-Bi’ernes kærligt ironiske afleveringer af Drachmann-teksten bemærkninger om ’koen, der gumler sin middag i kløveren’, bringer os på flugt over de sjællandske marker og i favnen på en kernedansk michael bundesensk verden, vi møder på denne aften sammen med hele den stribe af digtere og komponister, der også er valgt ud med nænsom eller brutal hånd: Kim Larsen (’Papirklip’), Halfdan Rasmussen (’Noget om helte’), Benny Andersen (’Se hvilken morgenstund’), Tom Kristensen (’Nu hulker den, nu hvæser den’), PH (’I dit korte liv’) o.s.v.
Det er en lystvandring, underholdende, både hensynsfuld og hensynsløs, bedøvende mod slutningen, hvor umætteligheden efter flere sange driver os ud på de tre timer. Sofaerne fylkes som hærskarer fra salig Dalle-Valle i scenens mega tryllende trappeteknik, mens de ti utrætteligt syngende skuespillere dåner på langs og på tværs, og til sidst samler sig foran os for at synge ’Vær velkommen Herrens år’ – Staklerne har jo overlevet 2020-katastrofen ved at holde fast i den fælles strop, ’Højskolesangbogen’.
Vi føler med dem og håber, vi er med på holdet til den tid. Lige så sangglade. Og sikkert lige så tossede.

gregersDH.dk