EFTERMÆLE
Den gudbenådede, men også skånselsløse teaterkritiker Henrik Lyding bisættes i morgen. Hans anmeldelser var exceptionelt læseværdige.
I morgen, fredag, bisættes Henrik Lyding fra kapellet på Vestre Kirkegaard. Han havde for længst meldt sig ud af folkekirken, men vi tillader os at kalde ham en gudbenådet teaterkritiker, hvor så end de enorme evner han havde kom fra, og hvordan han end bliver modtaget i det hinsidige.
HANS død er kommet overraskende og chokerende. Mange af os har siden den 16. juli i tanker og skrift beskæftiget os indgående med hans ubegribelige, pludselige død – han var kun 62 år, men blev ramt af en serie blodpropper, som ingen åbenbart – heller ikke han selv – havde observeret i forvejen, han arbejdede til det sidste som en velsmurt dynamo, tilsyneladende med massevis af kræfter, ubrugte endnu til et langt liv som alt det, han var: Skrivende kritiker, den flittigste på holdet af teateranmeldere, ustandselig på farten til nære og fjerne scener, skrev sine anmeldelser undervejs i togene – fly nægtede han at bruge. Hver fjortende dag på skærmen i sit eget DK4-teaterprogram. Vittigt og konstruktivt medlem af juryen, der afgjorde Årets Reumert-priser. Og dagligt på sin post som dramaturg og instruktør ved Tivolis Pantomimeteater.
UFATTELIGT, hvordan har overkom det hele. Vi så ingen anden forklaring end en lige så ufattelig disciplin og logistisk kontrol over sig selv og sin hverdag – egenskaber, der ikke forhindrede ham i at virke rolig, glad og imødekommende, f.eks. over for os andre, når vi spurgte ham om et eller andet, som vi regnede med, han med sin enorme erfaring måtte kunne huske – al det gods af viden, han selv anvendte, når han havde brug for det i sine hurtigt nedfældede, præcise anmeldelser, der blev læst i Jyllands Posten eller i Teateravisen – dansk børne- og ungdomsteaters blad, som han også skrev i med stor flid – tit længere anmeldelser end i Jyllands Posten, hvor han som regel var begrænset af den tildelte spalteplads. – ’Det blev nok ikke til mange linjer!’ kunne man bemærke til ham, når han klappede sin ipad sammen i toget, mens man selv griflede videre. – Jeg havde fået 40, sagde han. Ikke noget ’kun’. Han spildte aldrig krudt på at ærgre eller brokke sig.
KORT eller langt – teatrene havde indgroet respekt for hans anmeldelser, uanset om han var positiv eller negativ. Men forstår hvorfor, når man ser på f.eks. de seneste, han skrev op til sin død. En lille strøm af sommerrevy-anmeldelser, Dragsholmrevyen, Rødvig Revyen og flere andre. Skrevet kyndigt og indforstået. Som teatergenre var revyen lige så spændende for ham som alle andre genrer. Børneteater. Cirkus – så sent som 28. juni anmeldte han Cirkus Summarum på Tiøren på Amager.
ALLE vegne var han. Selvom balletten nok lå ham særligt på hjerte. Den 12. juli – to dage før han blev indlagt og fire dage før han døde – var han på Sølyst i Klampenborg for at skrive om premieren på Jens-Christian Wandts turné med ’Verdensballetten 2018’. Han roste dansere fra Royal Ballet i London og Staatsballett Berlin, men tilføjede, at de satte den hjemlige talentmasse i perspektiv. Med den sidste bemærkning fik vi bare en flig af den lammende kritik af Den Kgl. Ballet, specielt balletchef Nicolai Hübbe, som han har ført frem i lang tid. Og som vi også i de senest forløbne uger har set ham udfolde med stor voldsomhed. Først den 10. juni med en anmeldelse af teatrets ’Balletfestival 2018’, som han kaldte en ’tilfældig ophobning af, hvad der lige var på repertoiret’. Hübbes forhold til Bournonville-traditionen karakteriserede han som ’kærlighedsløst’: ”Hübbe synes at have masser af idéer, men aldrig idéen. Den bærende idé, der fornyr uden at forråde. Hübbe forråder… skider på traditionen”, som han selv siger. Hans ”kvælergreb på balletternes kerne og kerneværdier er ingen fornyelse, men en forråelse og forrådnelse.”
LYDINGS vrede og temperament blev ekstra udløst, da han to uger før sin død var i Hamborg til premieren på John Neumeiers Beethoven-ballet, hvor han strømmer over af begejstring i sin beskrivelse af ”Neumeiers særlige organisk strømmende trinsprog”. Men han begynder sin anmeldelse sådan: ”På Kgs. Nytorv har Den Kgl. Ballet netop humpet sig igennem en flov og uambitiøs balletfestival, der kaldte på latteren hos festival-kendere og fik balletelskere til at græmme sig.”
INGEN pardon. Hamborg skulle sætte Kgs. Nytorv i perspektiv. Neumeier sætte Hübbe i perspektiv.
SÅ skånselsløs kritik var sjælden fra Lydings pen. Men sikre meninger havde han. Han kunne sine klassikere. Alle slap ikke ubemærket fra at sjuske med alexandrinerne i Molieres ’Misantropen’ i opførelsen af stykket på Grønnegaards Teatret denne sommer, selvom han i øvrigt var glad for forestillingen og de medvirkende. Hans speciale var egentlig Holberg. Han skrev magisterkonferens om ’Jeppe på Bjerget’ i sin tid på Københavns Universitetet.
HENRIK LYDINGS eftermæle vil være en enestående placering som altfavnende, stærk og kompetent teateranmelder.
gregersDH.dk