Serielogo: ARKITEKTER PÅ TOPPEN
”OPERAEN LIGGER SÅ UNDERLIG DER”
Henning Larsens tegnestue blomstrer med opgaver til hele verden. Men magtkampen med Mærsk om Operaen rumsterer stadig i den gamle mesterarkitekts hoved.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
Beskedent. Et skrivebord i hjørnet, mage til de andres. Et bord og en stol. Det er, hvad Henning Larsen har brug for, når han er på sin tegnestue. TegneSTUE – en sjov underdrivelse for et sted på størrelse med dametøjsafdelingen i Magasin.
Men her sidder 150 arkitekter og andet godtfolk og tumler med store projekter. I to etager omkring en arena af hvidhed og lys, en slags spilleplads i midten. Et mødested. Tegnestuens torv.
”Det ligner en fabrik,” siger fotografen overrasket. Sådan set, hvad det er. En arkitekturvirksomhed.
Engang var disse rum toppen af Havemanns Magasin, Vesterbrogades stolte pendant til Magasin du Nord og Illum. Nu er det produktionsområde for planlægning af fantastiske bygningsværker. Koncerthuse, universiteter, operaer, ministerier, virksomhedsdomiciler. Alt det, der under Henning Larsens navn skal rejse sig rundt om i verden. Ikke nedfældet på hans blok og med hans blyant, som det ville have været for år tilbage. Henning Larsen har i sit 82. år ladet passer og lineal ligge for at nøjes med at supervise. Svæve over vandene.
Blankt skrivebord. Ingen computer.
”Tegne på computer – dét lærer jeg aldrig. Det lader jeg de andre om. Men det gør heller ikke noget. Jeg kan jo se, hvad de laver. De projekterer og visualiserer. Direkte og tredimensionalt. Teknikken udvikler sig hele tiden. Jeg ville ikke drømme om at kaste mig ud i alt det selv. Det er nok at være her, lytte, snakke med de unge – uden at være den styrende kraft. Ikke som… MÆRSK.”
Så blev der taget hul på dét! Operaen. Inden vi fik set os om. Selv om det egentlig ikke var tanken, at vi skulle træde på den ligtorn. Den skulle måske have lidt fred. Snakke København, jo. Men netop Operaen? Kan vi ikke den historie? Om magtkampen mellem de to giganter. Kunstneren mod magthaveren. Arkitekten mod bygherren.
Men når den gamle mester nu selv vil.
”Den blev en hård nød, operaen,” siger Henning Larsen. ”Vi var meget uenige. Hr. Møller havde ikke rigtig forudsætninger for at forstå, hvad vi ville. En opera er noget specielt. Det største byelement, man næsten har. Vi har tidligere haft et godt forhold. Vi har lavet flere ting sammen, et forskningsinstitut i Odense, en skole i Svendborg. Men her blev der problemer. Vi ønskede oprindelig at lægge et operahus ved St. Annæ Plads – der hvor skuespilhuset nu kommer til at ligge. Og så i den samlede plan for området: En åben plads, hvor operahuset er nu, så man bevarede den åbne akse over for Amalienborg. Men nu ligger Operaen så dér. Og det er en stor sorg, at den ikke er blevet færdig.”
– Ikke færdig?
”Vores plan er jo, at der skal bygges boliger på begge sider af operahuset. Kommuneplanen er vedtaget med vores forslag – også om butikker i fronten mod havnen. Det var et samlet projekt. Men kommunen har åbenbart ikke magt til at gennemføre det. Derfor ligger Operaen så underligt dér.”
– Som Mærsk har villet det…
”Ja. På flere måder. Udsmykningen f.eks. Jeg er ikke glad for Arnoldis ting – som jeg er for Per Kirkebyes. Jeg bryder mig ikke om Arnoldis farver i rummet. Arnoldi skulle egentlig bare have været konsulent. Men han gik morgenture med hr. Møller, og fik mange af sine idéer igennem. Heldigvis ikke alle. Bl.a. ikke den med nogle skulpturer, der skulle stå foran hovedindgangen – og som de internationale solister kunne fotograferes ved.”
– Og historien med tremmerne i fronten mod havnen…
”Dem prøver jeg ikke at tænke for meget på. Der kom så mange idiotiske argumenter. At glas var forgængeligt f.eks. Eller at ’hvis man sejlede forbi, skulle man ikke kunne se kvinder op under skørterne.’ Den slags.”
– Har der været hårde diskussioner mellem jer?
”Næh. Mest tavshed. Eller meget få ord, når vi har mødtes. Et af møderne foregik i den store støbehal, hvor vi havde opført en fuld model af fronten. En muck up. Et sidste forsøg på at få vores ide om facaden igennem. Hr. Møller var rasende. Han sagde: ”Hvis De gennemfører Deres projekt sådan, bliver det ikke min opera.” Nej, vi havde det ikke så godt med hinanden. Det gik bedre med datteren Ane. Hun inviterede til frokost, da jeg var i Stockholm for at få en æresdoktortitel. Hun var meget forstående, når vi snakkede om operaen. Men hun kunne jo ikke sige så meget.
– Fortryder du operahuset?
”Nej.”
– Skal vi tale om noget andet?
”Ja.”
– Skal der bygges højhuse i København?
”Ikke generelt. Men nogle steder: Ja. Man burde lave en helhedsplan for København. Der skal være et belæg for at bygge højt. En kommerciel anledning. Og omgivelser, der kan bære det. Norman Fosters i Tivoli er flot, men det bliver for dominerende. Og så er der ting, få tænker på. Både Fosters og f.eks. Jørn Utzons gamle højhusprojekt ved Langelinie er elegante løsninger. Men de ville strande på, at det er næsten umuligt at etablere flugtmuligheder i så høje og smalle bygninger. Der er et krav om en trappebredde på 1 cm. pr. person, der skal kunne komme ned. Det kræver enten meget stor bygningsvolumen. Eller få beboere på etagerne.”
Vi vandrer rundt sammen på den store tegnestue. Tyst flid overalt. Billeder, tegninger, modeller. Nye store projekter.
Fra Island til Bahrein. Stjernesuccesen i sin tid med udenrigsministeriet i Saudi Arabien har ført til nye opgaver i Mellemøsten. I Bahrein, i De Forenede Emirater. Nye højhus-komplekser med indbygget ’light rails’ i Riyadh, dér hvor det lysende udenrigsministerium blev bygget. Tegnestuer og afdelinger er oprettet, hvor det brænder på. Og hvor kølige vinde råder: I Island bygger Henning Larsen både universitet og koncerthus.
Vi stopper et sted, hvor nogle unge designere tumler med modeller af skulpturelle elementer til facaden på koncerthuset i Reykjavik. Ophavsmanden er Olafur Eliasson, manden for de knusende store lyskugler i foyeren i Operaen. En vanskelig opgave øjensynligt med elementerne til den koncerthus-facade. Et gigantisk, krystallinsk netværk af glas og stål.
”Han er krævende,” siger Henning Larsen lakonisk. Njal kunne have sagt sådan i sagaen. Men der lurer et underfundigt smil i øjnene på Larsen. Olafur Eliasson ville måske kunne tolke det.
