Den Kgl. Ballets aspiranter i ‘Helligtrekongersaften’ på Operaens Takkelloftet (Tegning: Claus Seidel)

SEXEDE KRUMSPRING

 
Ballettens aspiranter præsenterer sig med en danseversion af Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som må sætte gang i et ungt publikums spekulationer om sex og identitet.

 
Spiller på Operaens Takkelloftet indtil 15. maj

****

LIVET er mangfoldigt. Dér sidder en salfuld 9. og 10.klasseelever i Operaens Takkelloftet og ser på en balletversion af Shakespeares ’Helligtrekongers aften’.
Jeg aner ikke, hvad deres lærer har forberedt dem på. Sikkert fortalt lidt om Det Kgl. Teater, om Shakespeare. Og om ballet. Om danserne, der hører til Den kgl. Ballets yngste. Nogenlunde samme alder som de selv.
Måske har han også sagt noget i denne retning:
”Se, drenge og piger, dét stykke handler om nogle muntre unge, der roder lidt rundt i det. Drenge, der forklæder sig som piger, og piger, der forklæder sig som drenge. Ingen af dem kan nok ikke rigtig finde ud af, hvad de har det bedst med. Og hvem de har det bedst med. Der er kærlighed og slagsmål, sexede krumspring, lidt til begge sider. Men sjovt har de det.”
 

DEN SKÆGGEDE ØSTRIGER
 
Læreren kan også have sagt: Det er ligesom det Melodi Grand Prix, I lige har set på tv. Og som blev vundet af en skægget østriger i dametøj.
Og så har han fortalt, at sådan er livet så mangfoldigt. Talt om transvestitter, transseksuelle, bøsser, lesbiske, og gay parader i de store byer, og om, at Putin ovre i Rusland er imod, og at man kommer i fængsel i Uganda og andre steder, hvis man er ’gay’. Men at det gør man ikke i Danmark. Altså kommer i fængsel. 
Det ved de 15-årige sikkert en masse om allerede. Men her får de altså bekræftet naturens orden på kgl. vis og med Shakespeare i baghånden, og endda Platon, der citeres i programmet for, hvad han skrev for over 2.000 år siden i ’Symposion’. Nemlig, at vi alle sammen er som flækkede halvdele af rødspætter, der søger tilbage til den anden halvdel. Til mand eller kvinde. Som det nu falder og lysten driver én.
 

FORHÅBNINGER

Der er meget at hente ved balletaspiranternes stort anlagte forestilling på Takkelloftet – spillet på det åbne scenegulv uden andre rekvisitter end nogle madrasser, der tydeliggjorde temaet.
Skoleeleverne var i første del anbragt stående på balkonerne, til anden del blev stolerækkerne elektronisk skruet på plads, en operation, der gav et elegant indblik i Operaens snedige teknik.
Forestillingens moderator Mette Bødtcher fik bagefter balleteleverne til at fortælle om deres aspirant-situation og forhåbninger, fangede også en enkelt danser på tilskuerpladserne. Han skulle have været med, men var skadet – ingen skulle gå fra den forestilling uden at vide, at en balletdansers tilværelse er lige så farlig som en fodboldspillers.
Det svære – dét med ’Helligtrekongersaften’ og kærligheden – var det op til danserne at skildre i dans på scenen. Men de kunne også med ord. Altså i programmet. Hvor hver enkelt i en enquête bliver spurgt: ’Hvad er kærlighed for dig?’
Det bedste svar kommer fra en af amorinerne, de dansere, der affyrer amor-pilene mod hovedpersonerne i forestillingen: ’Det er ikke muligt at elske nogen rigtigt, uden at man først elsker sig selv – ikke på den selvglade måde, men mere at være glad for sig selv…’ 
En hårfin skelnen. Platon kunne have brugt den.

gregersDH.dk