FAR SAGDE: DU GÅR I FRØ DERNEDE
Forfatteren Helle Stangerup brugte ti år af sit liv på Knuthenborg Safariparken. Så blev hun skilt under dramatiske omstændigheder, fandt sig selv og fik succes som forfatter. Nu har hun skrevet sine erindringer.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Stephen Achiam
Vendepunkt.
April 1979. Helle Stangerup kommer hjem til Knuthenborg efter fire måneder på Rigshospitalet. Hun bæres ud af en ambulance på båre. Hunden Bonnie springer hende glad i møde, hendes mand Adam stopper hende på trappen, lukker døren bag sig. Fortæller hende, at hun ikke kommer ind, for Karen er der. Karen – hans elskerinde.
”Jeg troede, det var løgn. Mine børn var derinde…”
Helle Stangerups stemme dirrer svagt i den blanding af nøgtern distance og bristefærdigt temperament, som er karakteristisk for hende. Vi sidder i hendes hjem på Strandvejen. Det ’hjem’, hun fortæller om, er herregården Knuthenborg, hvor hun boede i ti år, gift med ejeren Adam Knuth. Et hjem, hvor hun lagde al sin ungdoms kraft gennem 70’erne, deltog i opbygningen af Knuthenborg Safari Park, fødte to børn. Og kun forsømte én side af sit liv: Forfatterskabet. Som nu kunne bringes til live igen.
Vendepunktet, den dramatiske skilsmisse, har hun beskrevet i al sin rystende detaljerigdom i selvbiografien ’Bag skodderne’, der netop er udkommet.
– Et chok. Men også en befrielse?
”Forbi var forbi. Der var ikke mere. Lukket land.”
– Er du et menneske, der har nemt ved at rydde bordet. Afskære fortiden?
”Jeg gjorde det i hvert fald. Jeg satte ikke mine ben på Knuthenborg i tyve år. Ikke før min søns bryllup sidste år. Gå op ad den trappe igen!?… Jeg ville ikke ind i det hus. Det var et hus med en dårlig sjæl. Jeg kæmpede imod, allerede dengang vi flyttede ind efter min svigerfars død. Jeg følte, at flagermusene kunne bide mig i haserne når som helst. Hver gang jeg tog et nyt skridt og ændrede noget i huset, så følte jeg, at det var en kamp med husets sjæl. Den var imod mig. Så jo – en befrielse.”
– En befrielse, som hurtigt udløser romanen ’Ulvetid’…
”Jeg havde idéen til ’Ulvetid’ længe inden. Jeg kunne bare ikke komme i gang. Men da jeg stod med skilsmisse-papirerne og på grund af min dårlige ryg måtte holde dem op mod væggen for at sætte min underskrift, så skete noget mærkeligt. Jeg så pludselig en sætning for mig: ’Anna er bange’. Det blev startsætningen til ’Ulvetid’. En start, som jeg havde ledt efter i over et år.”
Det var en højere magt, der stak mig den sætning.”
’Ulvetid’ handler om kvinden Anna og hendes mand Tom, der er forfatter og skriver om natur og dyr. I romanen dukker en fremmed kvinde op. Hun har et mystisk forhold til vilde ulve – en besættelse, som griber også Tom.
– ’Ulvetid’ afspejler vel dit ægteskabelige sammenbrud…
”Det er klart, der er en afsmitning. Man skriver ud fra den virkelighed, der er ens egen.”
– Din bog fortæller om en virkelighed præget af tilfældigheder, men også stædig vilje til at overvinde tilfældighederne.
”Meget er tilfældigt. F. eks., hvem man bliver gift med. Hvem møder man på det rette tidspunkt? I den rette alder? Mit møde med min mand dengang var helt tilfældigt. For mig. Måske ikke for ham. Han gik om bord i damer. Det har han gjort hele sit liv. Også siden jeg kom ud af billedet. Han var løbsk. Dødcharmerende. Da jeg skulle skrive om den tid i min bog, tænkte jeg: Åh Gud, nu skal jeg genoplive min forelskelse i ham! Kan jeg det? Ja, det kunne jeg åbenbart. En, der har læst bogen, siger: ’Du er altså stadig forelsket i ham? Men det er jeg ikke! Sandelig ikke. Han forsvinder også ud af bogen efter kapitel 6.”
– Det var stædig vilje, der drev dig til at mase med Safariparken i de ti år.
”Ja. Det var da utrolige år. Jeg har ikke begreb om dyr. Jeg er bange for alt, der er over hunde-størrelse. Forestil dig, hvad der sker, når 145 bavianer stikker af! Men man tog en dyb indånding og tog fat. Med alt muligt efterhånden som parken og tilstrømningen voksede: Holde tjek på personalet. Opsyn med restauranterne. Tage radioen og sige ’Hov!’ til de unge, der havde lyst til at gå tidligt hjem, selvom parken var fuld af mennesker. Sidde ved indgangen og tjekke billetter. Men mest: Marketing. Annoncer og pressemeddelelser. Jeg er jo vokset op i en medieverden!”
– På godt og ondt, forstår man…
”Ja, vi skulle jo have solgt parken.”
– Din far, Hakon Stangerup, opsummerede dengang dit liv sådan: ”Først blev du jurist. Så blev du forfatter. Så kom du i Den Blå Bog. Nu er du endt med en bod på Lolland.”
”Ja, han var ikke imponeret af det foretagende. Han mente, at jeg skulle skrive videre og være mig selv. Han var tilhænger af kvinder, der skabte deres egen karriere. Han syntes, jeg gik i frø dernede.”
– Rigtig set?
”Ja. Selvom det var spændende – og: Nemt! Det er langt hårdere at skrive en bog. Og jeg kunne ikke begge dele samtidig. Christoffer – min ældste søn – sagde, da jeg var kommet i gang igen med at skrive: ”Jeg vil aldrig være forfatter!” Han oplevede min intense arbejdsproces.”
– Du skriver om den intense mediedækning af din skilsmisse.
”Så længe det drejede sig om Safariparken, brugte vi pressen. Men så har man også solgt sin sjæl til fanden. Hvis man lader fotograferne skyde løs, hvor man sidder med dyr alle vegne i parken, så må man finde sig i, at det koster. Inviterer man folk til brylluppet, så har de også krav på skilsmissen. Da jeg så den første artikel om vores skilsmisse, vidste jeg, hvad der vankede. Men det tændte også min fighterspirit. Jeg stod alene med to små børn. Et forfatterskab, der var gået i stå. Den var slem. Men ingen skulle råde mig!”
Ulvetid. Helle Stangerups egen.
Et forfatterskab, der var gået i stå. Et sammenbrudt ægteskab. Et helbred med store udfordringer.
Krise. Men stædighed og vilje.
Romanen ’Ulvetid’ blev en succes. Også som film med Ghita Nørby, Frits Helmuth og Jannie Faurschou. Få år efter udgav hun den historiske roman ’Christine’. Den blev prisbelønnet. Og 80’ernes mest solgte danske roman.
Med romanerne havde Helle Stangerup passeret vendepunktet i sit liv.
I sin Strandvejs-lejlighed kan hun i dag læne sig tilbage i sofaen og sige med sin barske mormors ord:
”Ingen plads til ynk. Tænk på, hvor meget værre nogle mennesker har det…”
