Jagttid – det gælder hekse
Glimrende opsætning af Arthur Millers ’Heksejagt’ på Odense Teater
*****
Nådeløst! Odense Teater går til sæsonstart med tommelskruerne spændt: Åbningsforestillingen er Arthur Millers ’Heksejagt’. Millers harmdirrende angreb på den klapjagt, som blev drevet på alt, hvad der kunne fortolkes som kommunisme i U.S.A. i begyndelsen af 50’erne.
Dengang skulle du ikke meget mere end blinke med det venstre øje til en passager i toget, før andre passagerer følte sig berettiget til at anmelde både dig og modtageren for at være KGB-agenter.
INGEN SVINKEÆRINDER
Det er en glimrende forestilling. Spændt op i sort og gråt. Drevet frem med sammenbidt, tænderskærende vrede og hidsighed. Ingen formildende svinkeærinder og blødgøringsmidler, bortset fra at gamle Eddie Karnil altid er årsag til mild klukken hos publikum, fordi han kan spille så hjertegribende uskyldig. Han er en af mange fine bifigurer i en opsætning, der bæres af en fin besætning også i hovedrollerne: Anders Gjellerup Koch som den solide bondemand John Proctor, mærket af en flygtig forelskelse i tjenestepige, men dybt forbundet med hustruen, spillet af Mette Maria Ahrenkiel med den stille smerte og specielle ubeskyttede renhed, der – i min erindring – genkalder hendes Jeanne d’Arc på Gladsaxe Teater for en del år siden.
AKTUELT
Det er en historie, der, hvis man vil, kan hægtes til sine historiske forudsætninger i U.S.A. Men den handler generelt om menneskers drift mod at knuse andre ved at så totalt irrationelle mistanker. Aktuelt anytime. Før og siden.
Udgangspunktet for Arthur Miller er da også en konkret hekseproces i 1692 i staten Massachusett, hvor fattigdom og overtro i det lille samfund går hånd i hånd og skaber grobunden for had og nabostridigheder. Død og ulykker kan når som helst tilskrives andres fiksefakserier med djævle og ånder og udløse processer og justitsmord.
KONTROLLERET DYNAMIK
Det fine ved Kim Bjarkes iscenesættelse er den tæt kontrollerede dynamik, der – trods de voldsomme temperamentsudladninger undervejs – snører dramaet gradvist og systematisk ind mod det endelige opgør, hvor Kurt Dreyer som statens viceguvernør og dommer tålmodigt og med kold beregning driver bonden ud i valget mellem at frelse sit liv ved at lyve eller følge konens bud om den skære sandhed. Dreyer som en klippe af inkvisition, en temmelig rystende figur, en rolle, som får denne skuespiller til at vokse flere alen. Psykisk. Og fysisk, hvordan det så kan lade sig gøre.
Der er andre fine detaljer: Lars Simonsen og Mads M. Nielsens knudrede præster, kirkens opportunistiske, vakkelvorne krykhusarer. Rikke Lylloff, Natali Vallespir Sand som et par af de unge piger, der køres rundt med som en blanding af brugbare hekseofre og skjulte sexobjekter for det primitive manddominerede minisamfund. Og andre gode folk.
Jo. En stærk forestilling.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
