Voksfigur, Thomas Bang, Ene Øster Bendtsen og voksfigur (Foto: Rumle Skafte)

– SØDE LILLE…

 Josefine Klougarts ’Hallerne’ – om et par i enerverende dybfrost på Aarhus Teater.

****

”SØDE lille…” siger han til hende gang på gang. En kliché, som man hurtigt fornemmer, han ikke engang tror på selv. Den slipper hans læber som et ritual, eller som om det er noget, han har hørt andre sige, og som han håber og måske mener, er det rigtige at sige i den givne situation.
Den givne situation. Vi er på Aarhus Teaters mindste scene, Studio Scenen. Det første, der møder os, når vi kommer ind er en stribe voksmannequiner langs væggen.
Midt i rummet en forhøjning, der ligner et skafot eller et forhørslokale, designet af en indretningsarkitekt, der kan tage arbejde i Helvede. Eichmann-forhørsboksen i Tel Aviv strejfer mig.

UDEN MANGE ORD

Og jo: Det er en mand og en kvinde i gensidigt forhør. Eller gensidig afprøvning af hinanden. Uden mange ord. Ikke som Marianne og Johan i Bergmans ’Scener fra et ægteskab’. De to i ’Hallerne’ siger næsten intet. Siger hun overhovedet noget? Jeg mindes det ikke her nogle timer efter. Jeg ser kun Ena Øster Bendtsens totalt nøgne ansigt i stum ubevægelighed, som er hun anbragt i en ødemark. Afventende.
Hvad venter hun på? Hans næste angreb. Hans næste ’Søde lille…” fremmumlet med et smil, der på en gang er usikkert, grusomt og følelsesløst. Thomas Bang, en langlemmet, skægget macho. Til og fra kommer han til hende på den lukkede glasarena. De knepper, de slås, han er den brutalt aktive. Hun tager stumt imod.
Uden for scenen sidder i et hjørne deres alter ego’er. Uforvekslelige i højde, drøjde, farver, påklædning. Vi overvejer et øjeblik, om det er deres dobbeltgængere, der pludselig vil blive aktive. Måske fordi vi ikke har læst Josefine Klougarts roman, som stykket er baseret på.
Men sceneriet omkring de to på det makabre ’kærligheds’-skafot er fuld af billeder og stemmer. Kopimaskiner, der med mellemrum producerer dokumenter – en fremmed kvinde, der maskinelt håndterer apparatur og giver forskellig verbal input – er måske en tilfældig kvinde, der kan være et led i den almindelige mekaniske promiskuitet.
Theresa Sølvsteen er lige så voksagtig fjern fra menneskeligt nærvær som de to hovedpersoner.

BRUTALT

Drama? Selvfølgelig. Uhyggeligt indre drama. Brutalt, men indkapslet. Lige så meget tilstand og lammelse som
hos personerne i Søren Dixens debutdrama ’Vanvid’, der netop har haft premiere på Teater-V.
Klougarts ’Hallerne’ er en sørgmodig og dybfrossen oplevelse. Annika Silkeberg, som er Aarhus Teaters husinstruktør har bearbejdet og iscenesat romanen til dette spil omkring et seksualitetens kliniske operationsbord, hvor to mennesker opholder sig. Temmelig fortabte. I dyb gensidig tiltrækning og frustration.
Den kryptiske titel hentyder til, at kvinden er beskrevet ’som en nedlagt fabrik, det kan blæse igennem, som en tom hal’.
Gysende.
Og så hans ’Søde lille…’ Kælent, diskriminerende, voldeligt.

GregersDH.dk