HALLØJ I FIRMAET

Titlen på Peter Bruuns og Jesper B. Karlsens opera lover, hvad vi får: En skør historie fra den gribende danske hverdag. Fjantet. Og velskrevet.

 
Den Ny Opera gæstespiller med ‘Halløj i firmaet’ på Operaens Takkelloftet i København 22. og 23. november 

****

VI er i et åbent kontorlandskab. Der arbejdes, pjattes, skændes, chikaneres og slås. På den måde ligner ’Halløj i firmaet’ Teater Republiques berømmelige ’Blam’.
Men hvor ’Blam’ er replikløs, bliver der sunget på livet løs i denne opera, som Den Ny Opera i Esbjerg har kastet sig ud i. Et velgørende – mere end et eksperiment, for der er flot hold i både musik og tekst. En komedie fuld af liv og idé.
Det rablende halløj begynder ganske vist en smule diffust, lidt som ’La Bohéme’ – uden sammenligning i øvrigt.
Der er nogle personager, der skal på plads.
Her er det kontorchefen Claus, som i barytonen Joachim Knops velnærede skikkelse er gjort til et lallende, omkringlarmende, selvglad fjols, der ikke har styr på ret meget. Derefter den pæne unge kontorist, der er i tenoren Jakob Næslund Madens hænder og receptionist Tina, som er kontorets attraktive donna, sunget kønt af sopranen Lisbeth Kjærulff. Plus den pæne, lidt grå regnskabsdame Vera, mezzoen med den herlige norske accent Liv Oddveig Midtmageli. Endelig bassen Morten Staugaard, kontorets evigt uheldige tumpe og konstante genstand for drillerier: Bjarne. Og så den skrappe, stily ejer af firmaet Lene Burnett, også sunget af Liv Oddveig Midtmageli.   

TRÆDEMØLLEN

Der er altså lagt op til både fjas, krig og satire.
Begynder det noget spredt, så kommer der hurtigt samling på det hele, bl.a. i kraft af en præcis gang i det to timer lange forløb: Vi er vidner til en lille uge i det sørgmuntre skrivebords-landskab, afsnittene er mandag, tirsdag, etc., der er black out mellem dagene, dækket af reklamejingles for firmaet, der hedder Blue Sky og som handler med lokumspapir og andre toiletartikler.
Slogan: ”Ren røv at trutte i’. Vi er i god konkurrence med Anders Matthesen, der stand up’er for en fyldt sal ved siden af. 
Esbjerg Musikhuset har en drejescene på husets lille scene, hvor operaen er sat op, så hver ny dag begynder med, at kontorpersonalet skubber sig selv rundt i karrusellen. Kontorets trædemølle.
Men der hører mere til, at denne operakomedie lykkes så sjovt.
Jesper B. Karlsen, som før har begået fine musikteater-tekster (især i ungdomsteater-genren), har givet komponisten Peter Bruun perfekte stikord til at få sit partitur til at fungere som et helt katalog af udtryk. Kammerorkestret, der bliver dirigeret af Jesper Nordin, er omhyggelig besat med et tæt og udspekuleret ensemble af solistiske blæsere, strygere, slagtøj og en enkelt accordeon. Et ensemble, som det ene øjeblik leverer baggrund for aktørernes parlando, sunget eller talt, det næste kan svinge sig ud i nærmest musicalagtig, følelsesladet akkompagnement til ariose passager.

ØMME TONER

Stilen samler sig i en ’torsdag’-sekvens, hvor drillerierne over for tumpen Bjarne kulminerer og løber sammen med rationaliseringstrusler og fyringer af hele banden – plus ømme toner mellem tenor Næslund og sopran Kjærulff, kontorist og receptionist.
Det er godt skruet sammen, og for at det ikke skal være løgn sidder Knop i den scene tilbage og klimprer på sin guitar et sørmodigt, men behjertet forsøg på en ny reklamesang for wc’er og toiletruller. Et dejlig roligt øjeblik for Joachim Knop, som ellers som så ofte er temmelig overgearet i sit spil. Han er en bajads, der er svær at styre, åbenbart også for den udmærkede instruktør Anne Barslev.
Det er under alle omstændigheder en velkomponeret, lystig affære, sjovt fundet på.
En enkelt indvending: Vi er i et ret lille lokale, sidder tæt på aktørerne, og minsandten om sangerne ikke bruger mikrofoner! Endda til en orkesterledsagelse, der er uhyre nænsom, sprød og gennemsigtig og indstillet af Peter Bruun på ikke at kvæle sangstemmerne. Mikrofoner forekommer helt overflødige. Med så gode og stærke sangere, vi her har på banen.
Vi er ikke til rockkoncert. 

GregersDH.dk