Morten Suurballe, Nikolaj Kopernikus, Rasmus Bjerg og Asbjørn Krogh Nissen i ‘Hærværk’ (tegner: Claus Seidel)
*
*
*
*
HÆRVÆRK
En nedtur af SF-format: Tom Kristensens fordrukne litteraturanmelder Jastrau fra romanen ’Hærværk’ med Rasmus Bjerg i rund og fortabt udgave på Det Kgl.
*
’Hærværk’ spilles på Skuespilhusets Store Scene og varer 2 timer 3 kvarter
****
SIKKE en gang selvdestruktion! At opleve ’Hærværk’ lige nu er som at se partiet SF personificeret i Ole Jastraus selvvalgte nedtur.
En mand, der beslutsomt siger: Nu kan det være nok. Jeg vil gå i hundene! Ingen skal stoppe mig.
SF inkarneret i en journalist, en litteraturanmelder, ved et stor københavnsk dagblad. Han sidder med succes, god løn, fede arbejdsvilkår, nydeligt familieliv med kone og barn, han er respekteret.
Hvorfor så? Det er som i SF: Indre opløsning, mangel på overlevelsesevne. Der skal ikke mere til for Jastrau end en fortid, der hjemsøger med gamle synder: Flirt med venstreorientering. Smækket uventet i hovedet af gamle kammerater fra de glade dage, da man klistrede kommunistiske plakater op på gadehjørnerne, grebet af overbevisningens kamphumør.
ROMANEN
’Hærværk’-romanen blev skrevet af Tom Kristensen i 1930, og der har aldrig været tvivl om, at den foregår på og omkring Politiken, selvom bladet i romanen hedder ’Dagbladet’.
Tom Kristensen var knyttet til avisen, og man kan fable løs om, hvor meget Jastrau-figuren er et selvportræt eller stykket sammen af flere forbilleder blandt medarbejderne. Romanen blev dengang høfligt kaldt en ’skuffelse’ af hans kolleger på de fleste aviser, inklusiv Politiken. Kun Ekstra Bladets anmelder Frejlif Olsen fyrede fra hoften og kaldte ’Hærværk’ for noget svineri og groft hærværk på Tom Kristensens digteranseelse. Tom Kristensen kommenterede: ”Frejlif Olsen er gud ske lov ikke taktiker!”
DØDSDRIFT
Det Kgl.s ’Hærværk’ er en dramatisering fuld af spillevende dødsdrift. Det er Rune David Grue, der har skåret handlingen til i replikker og skarpe optrin – meget på linje med Ole Roos’ filmatisering fra 1977 – husket af mange på grund af den ofte viste scene med Ole Ernst som Jastrau, der tigger penge af sit værtshus-bekendtskab Kjær i Poul Bundgaards spritsvedende skikkelse – Bundgaard fik en Bodil for rollen.
I Skuespilhuset kaster Rasmus Bjerg et skær af småborgerlig slaphed ind i figuren, en dvask, ubeslutsom dovendidrik, der kan råbe op – men aldrig med større effekt – over for alle dem i hans omgivelser, der enten prøver at bremse hans kurs mod afgrunden: Konen, den nydelige Anne Birgitte Lind, hendes bror, der spilles af Jesper Asholt med hele det ansvarsdocerende orgel trukket ud, Anders Hove som den katolske præst, som Jastrau i et absurd anfald tyr til… Eller den bande af drukfæller og gamle bonkammerater, som skubber bag på nedturen: Lars Ranthe, kommunisten med den belærende, hævede pegefinger og især: Asbjørn Krogh Nissen, den lange digterspire ved navn Steffensen, der indlogerer sig i Jastraus lejlighed, splitter den ved enhver given lejlighed med sprutflasken inden for sofa-rækkevidde, og som også i denne sceneudgave får fornøjelsen af at nedfælde Tom Kristensens digt ’Angst’ med de berømte linjer ”Jeg har længtes mod skibskatastrofer/og mod hærværk og pludselig død.”
PRÆCISE PORTRÆTTER
Glimrende spil i de mange scener mellem Steffensen og Jastrau ved siden af en række præcise portrætter af andre af romanens personer, Lars Knutzon som redaktøren, Jesper Hyldgaard som den evige dranker Kjær, Nikolaj Kopernikus som Lille P, den eleganteste slapsvans, en fars dreng, konstant pludrende om at træffe et afgørende valg om at rejse til Canada, og Morten Suurballe som et præekko af Jastrau – en falleret anmelder.
Og kvinderne som garniture: Benedikte Hansen, velhaverdulle med ekskursioner i værtshusfarvandet og ubestemmelig tiltrækningskraft. Og et forarmet vrag af en misbrugt tjenestepige, Steffensens kæreste i Lise Lauenblads forvirrede krop.
Jeg gætter på, at mange som en afgørende erindring efter forestillingen vil tænke på den roterende dekoration, hvor rum efter rum, værelser, gadehjørner, cafeer og værtshuse skifter konstant og får handlingen til at flyve fra optrin til optrin.
Det er Steffen Aarfing, der er mester for sceneriet, og hans indsats er afgørende for, at vi holder tråd i det lange forløb af drukorgier, opgør, slagsmål og målbevidste nedture.
gregersDH.dk
