Morten Hauch-Fausbøll og Lars Mikkelsen i ‘H3K – hva’ I vil’ (Tegning: Claus Seidel)
IND TIL BENET
Lars Mikkelsen og Co har gjort det igen: Shakespeare dyppet i rensevæske.
******
IND til benet. Og hvad er der så dér?
Den ømmeste komedie. Shakespeare renset for alt overflødigt.
Hans ’Helligtrekongers aften’. Spillet hen over plankerne med smittende humør og vibrerende følsomhed. I tillid til, at ord og kropssprog er nok. Væk med kulisser og kostumer, sminke og parykker!
Har vi set det før? Shakespeare udsat for en ordentlig gang rensevæske? Yes, Sir. For halvandet år siden. Med ’Flammens muse’ – den forbløffende medley af udvalgte scener fra bl.a. ’Romeo og Julie’ og ’Othello’ – en ide, der var født hos de to skuespillere Lars Mikkelsen og Thomas Magnussen, mens de lå og pjaskede med fiskestængerne i en eller anden sø og begyndte at slynge Shakespeare-citater i hovedet på hinanden i stedet for madding.
At det kunne blive til fornøjelse for andre end dem selv, viste sig i ’Flammens Muse’, som fråsede i velkendte shakespearske optrin med kærlig og ubeskeden frækhed.
Og vi ser det da på Det Kgl. Teater lige nu: ’Richard III’ som en art dogme-teater, friskrabet for guirlander og julepynt. En forestilling, der er som et plyndringstogt i marven af teksten til det mest uforsonlige stykke i Shakespeare-repertoiret. Værs’go – kik med ned i en sort sjæl, og se om der er et eller andet, du genkender.
BARE ROLIG
’Helligtrekongers’-historien er en anden snak. Så lys, som ’Richard III’ er mørk.
Og i modsætning til ’Flammens muse’: Et fuldt Shakespeare-stykke. Redigeret og forkortet. Men ikke håndplukkede highlights herfra og dérfra.
Teater Republique kalder historien ’H3K’.
Og tilføjer så ’- Hva’ I vil’, så man kan blive rigtig desorienteret og måske tro, at det er en afdeling af HK, der indbyder til personalerevy, og ikke bare en forkortelse af titlens ’Helligtrekonger’. Og resten – ’Hva I vil’ – måske føjet til i et forsøg på at henvise til Shakespeares ’Som man behager’? For at gøre folk endnu mere desorienterede.
Det titel-miks kan skræmme hvem som helst af banen.
Så bare rolig. Lad dig ikke skræmme. Det er en vildt underholdende forestilling, en gavmild glædessang.
Det, du kikker ned og ind i her, er livslyst, leg, pjank, en linedans mellem syv mænd, der boltrer sig i kraftspring med kønsidentitet, rolleskift, en virtuos kædedans af lutter henrykkelse over at afprøve, smitte, drille og spille bold med hinandens følelser og karakterer.
ET FÆNOMEN
Claus Risager – musiker, komponist, sanger, skuespiller – åbner forestillingen med at blæse lyset i salen ned med sin fløjtetone – et diminuendo, som på to sekunder mørkelægger det store spejltelt, vi befinder os i (bag Kanonhallen) – men forvandler hele vores oplevelsesrum og vores opmærksomheds-skala.
En tryllekunst. Videreført gennem hele forestillingen, hvor Risagers ekstremt sarte brug af klaverets strenge, af citar og af det lille afrikanske klimpreinstrument kalimba’en snor sig ind og ud af handlingen som et uundværligt continuum, næsten som en levende kommentator – hvad det da også er i kraft af, at Risager med sin person og sine åndemaner-følte sange selv adskiller og sammenkæder handlingen undervejs. Ligesom han har gjort det før i ’Flammens Muse’, for ikke at tale om i den forbløffende version af sagnet om Hertug Blåskæg og Judith, han selv skabte for et halvt år siden med det musikalske drama ’Bag syv døre’ i Kanonhallen.
Risager er et fænomen i dansk teater.
PÅ HJEMMEBANE
Hvad er vi til med denne H3K-affære? Vi er hos Shakespeare. På hans hjemmebane.
Scenen er en cirkel, salen cirkelrund, skuespillerne syv mænd. Kvinderollerne forvaltes af mænd – alt er på den måde som i Globe Theatre for 400 år siden. Kvinder ’no admittance’ – filmen ’Shakespeare in love’ fortæller, hvad det indebar, når loven blev overtrådt.
Det med kvinderne er måske det allermest underholdende, rørende og grænseoverskridende i ’H3K’, som vi ser det:
Viola – den unge pige, der forklæder sig som mand. Og Olivia – adelsdamen, der forelsker sig i den unge ’mand’. Det vibrerende, androgyne spil, der vikler sig som slangen omkring æskulapstaven, fastholder, truer, læger, helbreder. Som tiltrækker og frastøder. Og som i denne version – i modsætning til Shakespeares originale – tillader, at den unge kvinde/mand til sidst vandrer ud af scenen med både sin mandlig og kvindelige elsker i hånden. Thomas Magnussen med Benjamin Kitter i den ene hånd, Morten Hauch-Fausbøll i den anden.
(Violas tvillingebror, den forsvundne og genfundne Sebastian er skåret væk i denne forkortede version af stykket. Med heldig hånd.)
Dobbelttydigheden er både en kilde til latter og til poetiske og rørende forvekslinger undervejs. Forvaltet af fyrene på scenen med uforlignelig lethed.
HØJT TEMPO
Alt i opsætningen foregår i et brus af overstadig, professionel skuespil-lyst. Lars Mikkelsens øretæveindbydende og lattervækkende hushovmester – se ham i gule strømper og sorte hosebånd – jo, der er tale om enkelte kostumeringer!
Oplev Peder Holm Johansen i den klassiske Tobias Hikke-rolle, overstadig fordrukken – Holm Johansen har et gavtyvegrin, der kan flække græskar.
Morten Hauch-Fausbøll i dobbeltrollen som en troskyldig Andreas Blegnæb og forelsket Hertug Orsini. Benjamin Kitters Olivia, kælen som en hun- eller hankat, hvad man nu foretrækker. Og den unge Kenneth M. Christensen som nuttet kammerfrøken.
Tempoet er højt, fantasifuldheden blomstrende, op og ned gennem lemme i scenegulvet, lynture ud blandt publikum – og det forunderlige: Troværdige, ømme hvilepunkter. Øjeblikkes fordybelser i urovækkende menneskelig kontakt.
Barry McKenna og Martin Tulinius har designet forløbet. Tulinius har fået sig et lykkeligt åbningsnummer for det Teater Republique, han er en af lederne af.
