Ulf Pilgaard og Malene Schwartz i ‘Høfeber’ (tegning: Claus Seidel)
SCHWARTZ FUNKLER
Man skal langt hen i ’Høfeber’, før det kører på Folketeatret. Men så folder Malene Schwartz sig ud.
***
MAN skal frem til efter pausen før det funker. Og funkler.
Malene Schwartz får plantet Christian Mosbæk i sofaen. Sofaen, der er både orkanens øje og stormstyrke 10 i farcen ’Høfeber’. Stykket, som er den 26-årige Noel Cowards sceniske genistreg, undfanget ud af ingen ting på tre dage engang i 20’erne.
Sofaen – rekvisitten, der i enhver farce, sammen med scenens utallige ud- og indgange – får vanvid og luftig sex op i gear.
Mosbæk spiller den stiveste upper lipp diplomat, man har set siden udenrigsminister Anthony Eden etablerede Suez-krisen i 1956. Malene Schwartz er Judith Bliss, den aldrende skuespilleRINDE – sig ordet, så det klinger af sænkede øjenlåg og Karen Blixen. Malene Schwartz snor ham om sin lillefinger, leger med ham som katten med musen, brækker hans mentale stivnakke, lader ham krakelerer.
Mosbæk bryder sammen som et knækbrød. I slowmotion. Hun har banket ham op i hjørnet, fået ham til at tro, at flirten er blevet til alvor. Hendes både liflige og rå latter, da hun ser hans reaktion, er ubetalelig. Hun har spillet et puds, nydt det, og dét var så dét.
KYNISK CHARME
Det er først dér, opsætningen af ’Høfeber’ på Folketeatret fortættes til det, det handler om: Overfladisk leg, nonchalance, kynisk charme og tankeløs ondskabsfuldhed. Alt det, som får os til at le henrykt, både satanisk og ømt. Og som en anden af personerne i ’Høfeber’ udtrykker sådan: Familien Bliss’ hjem er som ’en udklækningsanstalt for falske følelser’.
Der kommer flere scener efter pausen, som bringer os i nærheden af denne raffinerede udlevering af det såkaldt kreative borgerskabs selskabelige skøjten gennem tilværelsen. F.eks. Ulf Pilgaards tilsvarende tur i sofaen som varmluft-romanforfatteren David Bliss, der lige skal have luftet sin hulkindede charme over for den desorienterede gæst Myra, spillet med gedigen fortumlethed af Elisabeth von Rosen.
1. AKT BLEGNER
Men intet hamler op med Malene Schwartz’ flimrende prima donna-krukke, der er skildret med så mange lag af usikkerhed, skråsikkerhed, galgenhumoristisk selverkendelse, pjank og selvdestruktive nykker, at man uvægerlig må følge hendes manøvrer med voksende optagethed: Hvor langt kan hun trække figuren? Hun og instruktøren Vibeke Wrede afbalancerer den perfekt.
Det er ret fascinerende. Og det gør samtidig, at hele 1. akten blegner i forhold til 2. akten.
1. akt kommer til primært at virke som præsentation af figurerne, der skal garnere sig omkring Malene Schwarts’ Judith Bliss, husets struthøne af et afdanket scenedyr, der viderefører sine roller i privatlivet, og dårligt nok selv aner, hvad der er ud og ind. Hvad der er virkelighed og scene.
Vi har Trine Pallesen og Brian Kristensen som de selvoptagne Bliss-børn og de to fortumlede gæster, bokseren Sandy, spillet af Casper Crump, og den himmelfaldne gæst Jackie, der spilles pudsigt af Helle Bøgeskov. Samt Isa Holm, der har den lille rolle som aggressiv og mopset tjenestepige.
Der er ikke meget sul på dialogerne i den ende af stykket, men de kommer vel til at fungere, når stykket har spillet sig ind og underfundigheden får lov at lejre sig.
Men opsætningen vil nok fortsætte med primært at være et show for Malene Schwartz.
