Claus Bue i ‘Glengarry Glen Ross’ på Svalegangen (Foto: Morten Fauerby)
DEN ER HJEMME!
Ejendomsmægler-branchen i stinkende, amerikansk sovs på Svalegangen i Århus.
***
FANDENS til titel: ’Glengarry Glenn Ross’. Prøv at sige det, og bræk tungen. Prøv at forstå det. Og du er nødt til at se stykket først.
Vi skal vel ikke bekymre os om et teaters markedsføring. Men alligevel. Og der er en forklaring: Stykket er en over tyve år gammel knaldsucces i U.S.A., skrevet af David Mamet. Svalegangen spiller det i et samarbejde med teatergruppen ’Von Baden’ (Og hvad er så dét mon for et navn?).
Det er en af gruppens medlemmer, den glimrende skuespiller Frederik Meldal Nørgaard, som har oversat det – lige så glimrende. Han ville have kaldt det ’Eldorado’. OK da. Men forfatteren sagde nej: ’Glengarry Glenn Roos’ – take it or leave it. Sådan hedder også filmatiseringen (med bl.a. Al Pacino og Jack Lemmon). Pil ikke ved brand’et.
Smart? Egentlig snarere pudsigt. For er der noget, det stykke handler om, så er det om at ’sælge lortet’ – et gennemgående kraftudtryk i stykket. Det handler om ejendomsbranchens elendigste kvaksalvere, den type væsener, som rangerer i samme kaste som brugtvognssælgere med rust under neglene. Og om deres fortvivlede forsøg på at finde kunder, de kan sælge de sminkede lig til.
FIDUSER
Stykket er sat op på Svalegangen i en scenografisk hørm af fidus, plastic-chatequer og glatnakkede mappemænd. Det foregår i U.S.A.
Det kommer dumpende i en tid, hvor handelen med ejendomme er i koma både her og der, og mæglerne formodentlig snerrer, slikker sår og river hovedet af hinanden indbyrdes i kampen for at kradse kunder til sig.
Vi er helt med på at se rivegildet udfolde sig på et mæglerkontor, så nedrighederne og svindelnumrene gror ud af neglene.
Det bliver spillet med dampen oppe, knivene i ryggen, replikkerne silende af lummer nævenyttighed, med flakkende øjne og i speedet vulgærdialog. Den ene mere infam end den anden. Claus Bue som den ældre, der ynkeligt fedter med sin klorværdige fortid i branchen. Frederik Meldal Nørgaard som den mest velsmurte falskner af dem alle, Anders Brink Madsen og Henrik Vestergaard med flakkende øjne, Uffe Kristensen som pjokket, den nedgearede private tænketank. Og så den ensomme, vildførte kunde – Mikkel Bay Mortensen, lige til at dunke i ryggen.
PRIME OG SUBPRIME
Underholdende og rapt over scenen i Morten Lundgaards iscensættelse. Men med det lille problem, at amerikansk ejendomdsmægler-praksis har nogle hjørner, vi ikke er helt fortrolige med. Det fungerer åbenbart med et system af håndlangere, der går ud og opsnuser emnerne for derefter at videregive dem til sælgerne, eller rettere den sælger, der er bedst chance for at pumpe en provision ud af.
Altså en klassedeling. Ligesom man har ’prime’-lån og ’subprime’-lån på det amerikanske boligmarked.
Den mekanik gør, at man gennem al den flimrende jargon lige skal vænne sig til problemstillingen. Uden at man selvfølgelig et øjeblik er afskåret fra at værdsætte de rablende råheder og grundsubstansen: Snyder du, så kan du være rolig forvisset om, at jeg snyder endnu mere.
Hvad titlen betyder?
Glengarry er navnet på et usælgeligt grundareal. Glenn Ross et andet. Altså i stykket.