Peter og Anders Lund Madsen i ‘Gæster fra Rødby’ (Tegning: Claus Seidel)
BLINDE PASSAGERER
Brødrene Lund Madsens stand up show ’ Gæster fra Rødby’ på Bellevue Teatret er originalt og stimulerende
****
DET vil næppe lykkes nogen på rimelig vis at forklare, hvorfor forestillingen hedder ’Gæster fra Rødby’. Ingen af Lund Madsen-brødrene er vel begyndt at få menstruation. Ligesom Anders Lund Madsen også må give afkald på at forklare, hvorfor 96 procent af himmelrummet er og vil forblive utilgængelig for vores fatteevne.
Sådan er der så meget.
Det er til gengæld indlysende, at brødrene Peter og Anders Lund Madsen tilfører stand up scenen i dette land en særlig tone af kvalificeret vanvid. Kvalificeret, fordi det lykkes dem at skabe et ønske hos publikum om at begynde forfra på liv og uddannelse, melde sig til forelæsninger på Instituttet for teoretisk fysik eller Panum Instituttets afdeling for hjerneforskning og droppe planerne om at skrive popsange eller starte en pizzabar, eller hvad vi ellers går og pusler med – vi ’uvidende amøber’, som min latinlærer i gymnasiet kaldte os.
BLINDE PASSAGERER
Peter og Anders har valgt en form i deres parløb, hvor Anders på den ene side solidariserer sig med os arme ved at beundre og viderebringe storebrors umådelige viden som hjerneforsker, så latteren runger. På den anden side tager så meget gas på både broren og hans gerning her i livet – og sig selv med – at det falder inden for rammerne af almindelig stand up fis, men igen med en vinkel, som er anderledes end de andre knægtes. Først og fremmest i påpegningen af, at ingen af os aner, hvorfor vi befinder os på denne klode. ’Vi er blinde passagerer i vores eget liv’, som Anders på et tidspunkt konstaterer fra talerstolen i en position, der antyder både Georg Brandes og Lenin.
Det er kort fortalt en ret stimulerende forestilling på Bellevue Teatret. Den er garneret med både tre pæne danseposerende damer i lårkort SAS-mundering (stilen kan måske være redningsplanke for det kriseramte flyselskab?), plus en babydoll-sangerinde og en alenhøj, forbløffende musiker, der håndterer det sære, syngende elektriske åndemaner-instrument theremin.
LÆRDOM OG MULTISHOW
I dette regi, hvor alt kan ske, redegør Peter Lund Madsen for hjernens (i almindelighed) ufejlbarlige evne til at kanalisere og omsætte syns- og andre indtryk til handlekraft, så vi f.eks. som målmænd kaster os i den rigtige retning, når vi ser bolden være undervejs, dog uheldigvis tit med mindst et halvt sekunds forsinkelse. Deraf utallige katastrofer i superligaen.
Som teater er det en forunderlig blanding af berusende interessant lærdom og levende multishow, der scenografisk sender herligt laserlys ud i rummet, fortæller malerisk og suggestivt med videoopblæste billeder, f.eks. af unge Peter Lund Madsens vej gennem Bispebjerg Hospital til kælderen, hvor han i sin karrieres start eksperimenterede med målinger af sovende patienters hjerneaktiviter.
Den slags kobling af video og scenisk aktion har fin effekt flere steder i forestillingen. Maria V. Walbom har iscenesat og Marianne Nilsson scenograferet.
UMÆMMET FJAS
Det hele suppleres af filmiske a propos’er – ikke mindst de filmede mellemlæg med skuespillerne Rasmus Botoft og Martin Buch, der som publikummer i salen kommenterer kendte venner og fjender blandt tilskuere. To muntre, slimede nordsjællandske luksus-skurke – Bellevue Teatret stampublikum? – i uhæmmet fjas. Indforstået og samtidig morsomt.
Madsen-broderskabet? Lidt selvoptaget tomgang ind imellem. Behøver Peter more sig så demonstrativt over lillebrors pjank? Det skal han nok lade os andre om. Det selvironiske parløb har et absolut og overrumplende højdepunkt i indledningen, hvor Anders klarer brorens eventuelle dødsfald på scenen med et skyggebillede-show. Det niveau holder ikke hele vejen igennem. Døde punkter kunne med fordel hakkes ud. Men stort set: To timer – ufortrødent stimulerende og originale.