HVOR SKAL VI HEN, DU?
Astrid Saalbachs nye stykke ’Frisørerne’ er et usikkert sammenrod af komik, kriminalitet og dommedagsstemning.
’Frisørerne’ spiller på Teater Får302 indtil 19. november.
**
’HVOR skal vi hen, du?’ Som Hugo spurgte i computerspillenes barndom i ’Elevatoren’ med et citat fra Det Nye Testamente.
Samme spørgsmål kan vi stille til Astrid Saalbach, når vi ser hendes seneste skuespil ’Frisørerne’, der havde premiere i aftes på Teater Får302.
Hvor vil dramatikeren hen? Stykket er mærkelig retningsløst, tumler mellem at være en parodi på nogle kvinders forvirrede, uforløste relationer til hinanden – ganske underholdende, men samtidig endevendt med det skud af gys og uhygge, der tit har været et element i hendes dramatik. Men som bare her virker påklistret.
I skrivende stund huskes f.eks. hendes ’Piéta’, der trængte dybt i en kvindes overvejelser på et hotelværelse med en død elsker i dobbeltsengen. Et stykke, som gav skuespillere som Karen Lise Mynster, Ghita Lehrmann og Dorte Hansen Carlsen eminente muligheder for at ramme selvransagelsen i en ensom kvindes hjertekule på teatre i henholdsvis København, Odense og Aarhus.
I ’Frisørerne’ er selvransagelsen formodentlig tænkt som en kollektiv affære mellem fire frisørdamer, der båder graver i deres egne mere eller mindre absurde og komiske problemer, men sandelig også i hinandens.
Damefrisører er af en eller anden grund altid henrivende skydeskiver for latterliggørelse. Hos vittighedstegnere og i de ugeblade, der ikke bare anses for kundernes yndlingslekture, men også frisørernes.
De skal helst alle sammen tale og té sig som Yvonne i Olsen Banden.
PÅ KOMEDIE
Klichéen er rendyrket i Saalbachs stykke, bortset fra, at man fyrre år efter Olsen Bandens tilblivelse kan lade fire damefrisører slubre net-porno i sig samt sprænge jomfruhinden på den yngste, da hun piver over sig egen umodenhed. Det er Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ena Øster Bendtsen og Lykke Sand Michelsen, der har fornøjelsen.
Scenerne mellem dem og deres klienter svinger mellem revyagtige sketcher, sort humor og social satire.
Vi er på komedie, og indfaldene er mange. Groteske, pudsige, fladpandede, og skrupskøre – alt forstørret op og vredet for ekstra dråber i en Stine Martinsens scenografi, hvor spejle på alle leder og kanter fordobler og tredobler de medvirkende, så de og salonen gror til alle sider.
Når man må spørge, hvor vi skal hen, hænger det sammen med, at vi fra start får introduceret en nusset og småtosset ældre kvinde, hvis identitet er uafklaret, såvel som hendes hensigter. En sexbesat stakkel.
Jannie Faurchou spiller hende og meget mere end det: En hel kæde af kunder, noble damer, krukkede kællinger, storsnuede, kønsforskrækkede, uforskammede – hver entré af Jannie Faurschou er en lynforvandling i både kostume, karakter og stemme.
Alene dette fortløbende Faurschou-show gennem de to timer, ’Frisørerne’ varer, er de 2 stjerner værd, vi giver opsætningen.
Saftsuseme, om hun ikke også er sat til agere en serbisk mafioso, der både presser penge af salonens piger, myrder sin egen frisørkone og ender med – til tonerne af Mozarts Requiem at spærre damerne inde i spejlkabinettet og rede op til et regulært holocaust.
Undergang har altid huseret i Saalbachs katalog, men som regel i mere interessant perspektiv.
Her indfinder undergangen sig som en umotiveret indskydelse, som Saalbach kaster ind i det lille frisørshow… Lad os så for helvede sprænge det hele i luften, alt pjanket og damebladsævlet, hele det smålumre fnidder mellem madammerne!
For vores skyld gerne. Og det synes instruktøren Søren Iversen også. ’Confutatis maledictus’… ’Lad de fordømte blive tilintetgjort’…lader han Mozart afrunde det lille, men meget lange show.
gregersDH.dk