Jan Gintberg i ‘Fremtid.nu’ i Skuespilhuset (Foto: Sebastian Zamorski)
BARBERER GINTBERG NOSSERNE?
Jan Gintbergs kongelige stand up premiere i aftes giver anledning til flere overvejelser.
*****
DEN 90-årige Victor Borge blev engang spurgt af en journalist, hvordan det var at nå så høj en alder. Borge svarede: ’Min mor ville nok blive lidt forbavset, hvis hun så mig nu’.
Det er muligt, han sagde ’forskrækket’ og ikke ’forbavset’.
Men skidt med det.
Bemærkningen rammer den samme afgrund af tidsforskydning og inkongruens, der er grundlaget for Jan Gintbergs nye stand up show, ’Fremtid.nu’, der havde premiere i aftes i Det kgl. Teaters Skuespilhuset.
LILLE JAN
Vi lægger planer, og vi gisner, men ingenting går som vi spår.
Jan Gintberg forestiller sig f.eks. hvor umuligt, det ville være for hans far at forestille sig, at lille Jan på ti år fyrre år senere ikke bare ville udvikle sig til en nobel, stilfærdig landmand med slips og kone, tre børn og fast greb om høtyven. Men at han til den tid – altså i dag – ville gå rundt med barberede nosser. Det kan vi andre måske heller ikke forestille os. Om han faktisk gør, og altså er en moderne mand netop i denne sæson, er et interessant spørgsmål og optager os selvfølgelig en del i den givne situation.
Det er muligvis derfor, Gintberg i 2. del af sit show, hvor han gi’r den som mimrende olding, ustandselig tager sig i skridtet. Han prøver at huske tilbage til sin, om man så må sige, glansperiode.
Det er et af den slags små, men overordnede, sammenbindende, dramaturgiske kneb, som teoretikere har doceret gennem årene. Fra Aristoteles til Ingolf Gabold.
Men nosse-barberingen er i første omgang appel til vores forståelse for Gintberg senior anno 1969 og hans mange lyse, men håbløse gisninger om sønnikes fremtid.
Dét perspektiv rykker. Lige som det rykker for Gintberg selv at tænke sig frem til år 2049, hvor han er 85. Og selv prøver at se for sig, hvor mange børnebørn, han har til den tid. Han tænker sig, at det kan være blevet til temmelig mange. For en af hans sønner er nok kommer til at onanere i en laksedam. Med en ret voldsom familieforøgelse som konsekvens.
MIDTVEJS
Sådan bevæger Gintberg sig fra yderpunkterne i sit liv med konstant fokus på midten, den han er i nu, en fyr på 45, som er glad for modne damer – dér kom ellers et fedt gisp et sted fra salen, et tilbud? – og som i øvrigt har utrættelige og skarpe kommentarer til livet omkring ham.
At det f.eks. er tanke-, men også lattervækkende, at han for at opfylde sine forpligtelser som samfundsborger, sætter sit lille barns liv på spil ved at slukke det el- og dermed CO2-forbrugende vågelys ved den nyfødtes vugge – mens han selv går ind til tv-kassen og kikker på motorløb, der affyrer mere CO-2 på en time, end han og familien incl. baby kommer til gennem et langt liv.
KROPSSPROG
Er han morsom? Det er jo det, der er meningen. Den primære i hvert fald.
Jeg synes: Styrtende morsom. Langt hen ad vejen. I kraft af hans flimrende evne til at skabe overraskende ligninger og sammenhænge, der er utænkelige, men alligevel indlysende. Og så et kropssprog, der på én gang er drenget, kejtet, ind imellem tydeligt beregnet, ind imellem vist også overraskende for ham selv.
Man undrer sig ikke over, at han har rutine i at time, variere tempo, stemmeføring og alt det andet. Det er sejt opøvet professionalisme. Heller ikke over, at han er i stand til at snuppe reaktioner fra salen. Skønt Det Kgl. Skuespilhus næppe – og slet ikke i en premiere-situation – er det forum, han føler sig mest lunet af.
POLITIKERNE
Man kan ind imellem lige løfte øjenbrynene over de nemmeste påfund – den type, som mange af hans kolleger sumper ulideligt i: udhængninger af de mest indlysende satiriker-sårbare politikere. Hvor navnet bare skal siges, for at salen bryder sammen i latter. Pia Kjærsgaard, Naser Khadar etc. De sædvanlige.
Det siger i virkeligheden mere om publikum end om Gintberg.
Genren har grader af komik. Det er ret komisk at se for sig Lars Løkke Rasmussen ved den kommende klimakonference blive antaget for en energisk, servil overtjener, når han kommer ind ad døren ved festmiddagen. Det er stærkt komisk, men råt at få insinueret, at landbrugskommissær Marianne Fischer Boel tog livet af Folketingets formand Ivar Hansen ved at kneppe ham ihjel. Og det er overordentlig komisk at se for sig, at Gintberg selv bliver sadomasochistisk maltrakteret på en knirkende jernseng af Helle Thorning Schmidt.
STUNT
Grundidéen – aldersperspektivet – tordner igennem, da Gintberg efter pausen dukker frem i tøfler, sølvhabit, hvidhåret, rynket til næsten ukendelighed. Oldingens fortegnede perspektiv på fortiden har – gennem den plumrede erindring – skæve vinkler og pointer.
Gintberg er godt klar over, at mimretempoet ikke holder en hel akt igennem, så han vinker farvel, vi hører ham pludre videre bag scenen, ser ham komme luskende forvildet tilbage, krydse scenen: Hvor fanden er udgangen?
Men det er en stuntkopi af gamle Gintberg. Sekunder efter står han der selv igen, kører showet til ende, måske ikke helt på førsteaktens niveau, men reddet fra gravlægning.
Showet vandrer nu på turné. Spring på undervejs. Som stand up kunstner hører Gintberg til det intelligente mindretal.