DET SORTE HUL
Christian Lollikes ’Fremtidens historie’ vinder ved opsætningen på Aarhus Teater.
****
DÉR kom vi lidt tættere på.
Tættere på, hvad Christian Lollike vil med sit seneste stykke ’Fremtidens teater’.
D.v.s.: Vi var jo godt klar over ved urpremieren på Det Kgl. Teater i september, hvad han ville. Nemlig ramme tidens fremmedfjendskhed, selvoptagethed, hjælpeløshed og mislighed – plus et par ’hed’er til – lige i masken.
Men nu tættere på i Aarhus Teater i den forstand, at det blev stærkere teater, mindre firkantet, og dermed mere tankevækkende. Man forlader teatret med mere uro i blodet over det, man har set, end efter Det Kgl.-opsætningen, som havde en 2. akt, der udåndede scenisk og blev til statiske proklamationer og dokumentar-tv.
TRE GRUNDE
Det er der tre grunde til. For det første har Christian Lollike overladt instruktionen til Tue Biering, der ikke bare fylder scenen med liv og vilde ideer, men også gennemfører det til den bitre ende.
Den kvindelige taxachauffør, som er den person, stykket kredser omkring, har fået sig et sindssvagt lille køretøj, der kan gøre scenen usikker i ét væk. Hun bliver i den grad det omflakkende udtryk for det almindelige menneske, der ustandselig udsættes for ubegribelige påvirkninger og samfundsmaskineriets bagholdsangreb, men ender med at tage kampen op – og tabe.
Biering kan formidle det forløb sammen med de fire skuespillere i et konstant komisk og aggressivt scenehalløj, der får vores målløse blikke til at suse med rundt og følge, hvordan situationer filmes og smækkes op på skærm i den anden side af scenen, slagsmål får krop, og scenen bliver konstant tumpeplads.
I FØRERSÆDET
Den anden grund er, at stykket netop i det regi undgår den berøringsangst med publikum, det havde på Det Kgl. I Århus er rummet den lille studioscene. Vi er tæt på. Scenen er panorama, og vi involveres fra starten med en provokerende opfordring til selv at indtage taxachaufførens rolle. Som naturligvis er skuespilleren Mette Døssings, da det kommer til stykket. Men på en eller anden måde sidder vi resten af stykket mentalt med på førersædet.
FESTUNG EUROPA
Den tredje grund er, at Lollike tilsyneladende har klarlagt, forkortet og strammet sin tekst. Det dramatiske øjeblik, hvor alle fobierne samler sig i flygtningemassernes storm på Festung Europa kan pludselig visualiseres i Bierings omdannelse af skrækvisionen til et legepladsslagsmål. Og den efterfølgende opløsning og retssagen mod den lille taxachauffør, der har deltaget i angrebet, kan blive den sammensnørede kafkaske nedtur, hvor samfundsmorteren får lov at knuse til. Dér hvor vi aner det sorte hul i himmelrummet.
Stramningerne gør, at iscenesættelsen nemmere kan ramme balancen mellem skæg samfundssatire med masser af grin over fiduser og fidusmagere i vores samfund, håndteret af fire skuespillere, Mette Døssing, Ene Øster Bendtsen, Henrik Birch og Andreas Jebro – og så på den anden side den konstant lurende usikkerhed om, hvor vi er på vej hen.
Hvordan fiduserne og svineriet håndteres. Hvordan undertrykkelse sætter ind, og hvordan de undertrykte reagerer. Der er noget meget brechtsk i fremgangsmåden.
PROGRAMMET
Det er i den sammenhæng fint, at manuskriptet er trykt i programmet. Det burde man gøre oftere. Dramatiske tekster er tit rimelig korte og mere oplysende og tilgængelige end mange sindrige programartikler.
