DET ARME FLAG

Teatergruppen danskdansk lever op til sit navn med den vidtløftige historie ’Frelserne’, der fortæller om danskens vej til ros og ris, om selvovervurdering og mindreværd. 

’Frelserne’ spiller i Østre Gasværk indtil 26.1. og igen fra 18.2.-7.3.

***

DANMARKSHISTORIEN på en god halvanden time!
Det er lidt rappere end vi i sin tid brugte på historien i skolen. Men ok – tiden er til, at ting skal overstås i et vist tempo. Saxo, Lauring, Kjærsgaard, Hammerich, Mørch, og hvem der ellers har nedfældet forskellige forløb af hændelserne i riget, er gået grundigere til værks.
Teaterkompagniet ‘danskdansk’ kører affæren igennem i eksprestempo, men det skal ikke skille os ad.
For der er en rød tråd i fortællingen. Selvom den tager nogle ordentlige slyngninger og slår nogle knuder undervejs. Hist og her stopper desorienteret op. Leverer knubs til den ene og anden. Og springer lystigt frem og tilbage i kronologien.
Den røde tråd er Mor Danmark selv. I skikkelse af Sandra Yi Sencindiver – det hedder hun, dette forunderlige, spinkle, men bomstærke, smukke væsen, der ifølge hendes data på nettet taler alverdens sprog og dialekter og i øvrigt er god for en gang kickboksning, hvis nogen skulle have lyst til det. De lærer meget nyttigt på elevskolen ved Aarhus Teater.
Ikke netop den Mor Danmark, som Lorenz Frølich tegnede som Thyra Danebod i vor barndoms historiebøger, og som lignede en wagnersk Brünnhilde.

SAFT OG KRAFT

Men never mind. Der er saft og kraft i Sandra, da hendes to medspillere Hassan Preisler og Claudio Morales hyller hende i det dannebrog, som i 1219 dratter ned fra himlen i Estland til ære for Kong Valdemar og den danske hær, der havde forvildet sig hinsides Østersøen.
Derfra følger vi beretningen om hendes genvordigheder med at holde fast ved den identitet, som de to forfattere til danskdansk-dramaet har tillagt hende: At være inkarnationen af det bedste folk i verden.
Trængslerne er utallige.
Hun må tage stilling til, om det nu er Øhlenschlægers ’Der er et yndigt land’ eller den i dag helt ukendte Juliane Jessens ’Danemark, Danemark, Hellige Lyd’, der skal være nationalsang efter en konkurrence i 1818.
Hun må hugge Preisler og Morales fra hinanden, da de under opgørene med Tyskland agerer Slesvig og Holsten. Hun må trøste H.C. Andersen og tage mod Højskolesangbogen af Grundtvig – hun må lade sig voldtage af en nazitysker.
Hun må så meget, endda agere Dreyers ’Jeanne d’Arc’, men hun ender med at sige kønne ord på en grøn stump græs.

LANG I TRÆKKET

Det er dramatikerne Line Mørkeby og Andreas Garfield, der har pløjet danmarkshistorien og skrevet løs.
De har kunnet slå ned på nærmest hvad som helst for at fortælle, at danskerne er glade for og stolte af både deres mindreværd og deres selvovervurdering. Og det har de gjort.
Moqi Simon Trolin har haft fornøjelsen af at instruere de tre spillere i denne både rodede, men også underholdende danmarkskrønike, lang i trækket, for der har ikke været dét bag- for- og sidelæns spring, som ikke har skullet med.
Scenen er sat i den monumentale foyer i Gasværket, og der er efterfølgende diskussion for publikum efter visse af forestillingerne.
Dér kan man så også diskutere og gisne om, hvorfor de københavnske busser ikke må bruge den plakat, vi har valgt at vise over denne anmeldelse.

GregersDH.dk