Cecilie Stenspil og Sofia Nolsøe i ‘Fornuft og følelse’ på Aarhus Teater (Foto: Rumle Skafte)

ÅH,

SÅ

FØLSOMME

Festlig, rørende, musikalsk – Peter Langdal har et altfavnende greb om Jane Austen-klassikeren om to engelske søstres romantiske hjertesorger.

Dramatiker: Maj-Britt Soley Langdal på basis af Jane Austens roman. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende: Sofie Nolsøe, Cecilie Stenspil, Maria Brøchner/Mathilde Bang Hougård, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard, Jacob Madsen Kvols, Simon Krogh Stenspil, Jesper Dupont, Michael Lundbye Slebsager, Bue Wndahl, Mette Døssing. Anders Baggesen. Birgitte Raaberg, Anne-Sofie Fredslund. Jela Nariua Abildgaard og Albert Stein Ankerstjerne. Musik: August Rosenbaum og Josefine Opsahl.

’Fornuft og følelse’ spiller på Aarhus Teater Scala Scene indtil 21. maj. Varer 2 t. 45 min.

*****

INGEN Peter Langdal-forestilling uden musik. For denne anmelder rækker det helt tilbage til St. Annæ Gymnasium, hvor Langdal som gymnasieelev lavede den første og gigantiske årets elevforestilling, en musical, der satte skolen på den anden ende med ressourcer, der rakte et larmende godt stykke ud over, hvad den skole i øvrigt præsterer som hjemsted for Københavns Drengekor, St. Annæ Pigekor, MGK-linje og hvad ellers.
Vi skal ikke remse op, hvad der siden er brudt ud af musikalsk i den mands teatermæssige løbebane.
Bare notere os, hvordan han i en forestilling som ’Fornuft og følelse’, der havde premiere denne aften på Aarhus Teater, er nået til at koge sit musikalske stempel på en scenisk opsætning ind til noget helt afgørende: At bruge mindst muligt med størst mulig effekt.
Stykket er en dramatisering af Jane Austens berømte roman, kendt også for en filmatisering. Historien om de to søstre Elinor og Marianne, der i et eksklusivt, selvoptaget borgerligt miljø i England i første halvdel af 1800-tallet gennemlever kærlighedens kvaler, rørende hjertekvababbelser med mænd, skal vi sige herrer, fulde af dårlige, men kultiverede manerer.
De to: Sofie Nolsøe som den regelbundne, forsigtige Elinor, Cecilie Stenspil som den letbevægelige Marianne. Fornuften og Følelsen. To henrivende væsener.

ØM MUSIK

Men altså musikken. Der er rigtig mange medvirkende i stykket, men kun to musikere i sving, bortset fra, at Cecilie Stenspil får lov at agere hende fra et hjem med klaver, der med én finger gi’r en stump Chopin-nocturne til selskabets jubel.
Tomands-orkestret sidder uden for scenen, men synlige. En cellist i damesiden, Josefine Opsahl. Og i kongesiden: August Rosenbaum, klaver og slagtøj. De er aktive næsten konstant i forestillingen, Tit med ganske diskrete, men uhyre virkningsfulde klanglige eller melodiske effekter, en enkelt gang en Bach-solocello som undtagelse, ellers med stimuli til scenegangen, der fører os helt tæt på, hvad vi oplever: Hovedpersonernes kriser.
Nøglesituationerne. F.eks. det øjeblik, hvor den romantisk forelskede Marianne bryder sammen ved afslutningen af en fest. Flageolettoner på celloen, på klaveret en treklang fastholdt næsten med evigheden for øje, klaveret strenge brugt som var det en harpe, eller som stilfærdigt slagtøj – ømme udgaver af de teknikker, August Rosenbaum også bruger i Peter Langdals opsætning af ’King Lear’ i Skuespilhuset.
Det samme i andre passager i stykket på Aarhus Scala Scene, klart mest markant i de øjeblikke, hvor der er hjerteblod på spil.

SÆRE STØRRELSER

Musikken er altså én side af denne forestilling. En anden – næsten som kontrast – også et Langdal-speciale: Festlige påfund med mylderet af medvirkende, et opbud af groteske karakterer, sarkastiske udleveringer af latterlige upper middle class herrer og damer med indbagte vaner, der især handler om at kunne skelne skarpt mellem, hvad der er kvinders og mænds rolle i familie og samfund.
Dér går man ikke forgæves, hverken til Langdal eller skuespillerne. Et helt patchwork af typer, flere af dem ført ud i karikaturer, upstairs eller downstairs.
Inger Sofie Skovbo som pigernes mor, stram i replikken som en jernkansler, Anders Baggesen som jagt-galningen Sir Middleton på evig rundpiskning efter sine hunde ved navn Mozart og Beethoven, Birgitte Raaberg, en kvidrende og forfjumsket Mrs. Jennings, den utrættelige dandy og forfører James Willoughby spillet af Simon Krogh Stenspil, som agerer både roer og rytter, når han forlader skuepladsen efter sine charmeture – scenografien, der er Karin Betz’s, er skrabet som en skinhead, men åbner alligevel de herligste ud- og indgangbare muligheder.
Og når vi nu er på Aarhus Teater, så får pubikums-yndlingen Kim Veisgaard flere muligheder for at udfolde talenterne, han har både festlig toastmaster, der kan underholde med tryllekunster, og den gribende, afdøde familiefar som spøgelset, der luner om Ellinors og Mariannes lillesøster Margaret, indlagt i teaterversionen som pigen, der skriver hele historien i sin lille bog. En rolle udført friskt og effektivt denne premiereaften af den tolvårige Mathilde Bang Hougaard.
Flere sære størrelser: Naturligvis blandt herrerne en invalid – vi befinder os jo lige hinsides Napoleonskrigene, så teatrets unge friskfyr Michael Lundbye Slebsager forlyster publikum som ugens glade krykhusar.
Men naturligvis som centrale: De gæve, følsomme herrer, især Jacob Madsen Kvols og Jesper Dupont, der kredser så kantet om søstrene og agerer rørende komisk i deres besvær ved at udøse deres sjæles følelser. Den slags gjorde mænd ikke dengang, og gør det måske stadig ikke uden hændervriden og flakkende blikke –  ifølge Peter Langdal, der introducerede i foyeren før premieren med et muntert show, der gør det klart, at den art hæmninger ikke trykker ham. Hans introduktion af hans eget forhold til den kvindelige forfatter, der har omskabt Jane Austens roman til teater, var yndefuldt åbenhjertig. Han er gift med hende.

gregersDH.dk