Isabel Piganiol og Sejer Andersen i ‘Forår i København’ (foto: Hasse Ferrold)
SNIGVEJE
Ny mini-kabaret på Frederiksberg er en fin lille legeplads for skuespilleren Sejer Andersen og sopranen Isabel Piganiol
***
SKUESPILLEREN Sejer Andersen er en gammel ræv. Han kommer op af sin hule og sidder og lurer på en bænk ved søerne.
Sådan sidder han i hvert fald i dér, hvor hans nyeste påfund udspinder sig: På en bænk på verdens mindste scene – jeg tror saft suse mig, den er mindre end Får302’s i Toldbodgade – installeret i Galleri Kunst Huset på Vodroffsvej. Nr. 19, hvis du spørger. Og der er et værtshus ved siden af, hvis du skulle fortryde.
Der sidder Sejer altså på bænken, der skal forestille at stå ved Søerne henne om hjørnet. Det er vi helt med på. Christian Tom-Petersen har scenograferet med grønt om ørerne på de to og sat et herligt lys, der kan bringe os i midsommerstemning hen mod tusmørketid og hjælpe Sejer til det, der hurtigt ser ud til at være pointen: Der sidder også en smuk pige på den bænk, og fanden-ta-mig, om det ikke er derfor, han har sat sig.
DET GAMLE TRICK
Lurifaxen har valgt bænk ud fra de sletteste, men også tilgivelige motiver. Og se, om han ikke bruger det gamle trick: Han har sin seneste digtsamling i hånden og skulle det ikke gå med den, kan han altid spørge pigen om, hvad det dog er, hun sidder og læser. Litteratur – for ikke at sige digte – er nøglen til svævende tilnærmelser.
Og det fungerer. Der læses, der reciteres, på skift og i den samdrægtighed, der efterhånden kan få de to, millimeter for millimeter, til at svinge som to hjerter sødt i samme takt – som Liva eller Rastenni eller Viby, hvem det nu var, ville udtrykke det. Men vi skal alligevel snigveje.
Så lad os præsentere pigen: Det er den glimrende, lyrisk-dramatiske sopran Isabel Piganiol som har fornøjelsen. Og kabaret-situationen, som vi befinder os i har to stykker mekanik til at bringe os over den let sentimentale ugebladsnovelle, vi kan frygte er under opsejling:
Den ene er, at de to fortæller deres respektive, lille baggrund – hun er forelsket i en gift mand, han er blevet enkemand og er mildt sagt søgende, selvom han sublimerer – eller lader som om han sublimerer – sine ømme længsler i saftspændte digte.
Den anden, at pigens historie er, at hun operasangerinde i svøb, og den gifte mand, hun er brændt varm på, er pianist. Dermed en fortælleteknisk fidus: Isabel Piganiol kan mere eller mindre motiveret træde op med sang, fint akkompagneret af pianisten Madeleine Sjøstrand, der gemmer sig for os bag væg og malerier i det lille galleri. Og det giver skam fornøjelser – lige fra Richard Strauss’ ’Zuneigung’ over juvelarien fra Gounods ’Romeo og til Violetta i ’La Traviata’ plus en napolitansk serenade.
Store udladninger i et rum i dagligstueformat, men indtagende, tilbageholdt dramatisk og velformuleret med Piganiols smukke stemmeføring. Helt til sin ret også i deres fælles sang, en ironisk lun kærlighedsang, så vidt jeg kan forstå skrevet af Pierre Dørge, til en Andersen-tekst, som fører os på dagsaktuel krisekurs: ’Hvem betaler min kiste, når jeg dør af kærlighed?’
SPRØDT
Sprøde tilnærmelser til en historie, der kan lede de to sammen, skiftevis fjerne dem fra hinanden, i deres jongleren med fiktive forløb, og som skaber en let sløret cirklen omkring teksternes erotiske substans – det er på nippet til at blive pretentiøst og noget fedt ind imellem, men instruktøren Madeleine Røn Juul har holdt spillet i afdæmpet forventning og luftig forsigtighed – Piganiol iklædt et konstant uudgrundeligt smil, og Andersen forsigtig lurende som en genert gymnasieelev.
Vi er altså på en ny københavnsk scene. Lille, venlig, egnet til poesi og nærkontakt.
