PH og Arne Jacobsen i ‘Flygt’ (Foto: Teatergrad)
DRAMATURGISK SØGANG
PHs og Arne Jacobsens berømt flugt over Øresund bliver mere debat end drama på Furesøen.
Dramatiker: Line Mørkeby. Iscenesætter: Jacob Schiødt. Scenograf: Vorherre og Sir Grand Lear. Medvirkende: Pelle Nordhøj Kann og Rolf Hansen. Musikere: Hanne Englund, Marie Bessesen og Cille Buch (sanger).
’Flygt’ spiller på Det Flydende Teaters båd med afgang fra Mølleåen ved Frederiksdal frem til 30.6. og igen 30.7.-11.8. Danmarksturné 14.8.-30.9.
***
OPLAGT idé: Sætte de to sammen på teaterbåden i Furesøen. Arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jakobsen. ’Det Flydende Teater’ har gjort det til et speciale i glimt at fortælle historier om folk, der lyser op i dansk kulturliv. Enere, som vi i den sammentrængte ramme, der er turbådens, nærmest får på skødet – Karen Blixen, Storm P., Halfdan Rasmussen, Kaj Munk – det er blevet til mange og fine små portrætter i den halve snes år, sejladserne har fungeret.
NU altså PH og Arne Jacobsen.
DET er oplagt, men ikke uden problemer, når man som dramatikeren Line Mørkeby og instruktøren Jacob Schjødt vil have så meget med i fortællingen.
DEN lyder enkel og dramatisk på papiret: PH og Arne Jacobsen og deres nyerhvervede kærester roede en af de sidste nætter i september 1943 over Øresund sammen med den ingeniørstuderende Herbert Marcus, som lykkeligvis var trænet roer. De to andre næsten totalt på spanden ved årerne. Livsfarlig færd. Men mere livsfarligt at blive hjemme. De var i fare. To dage efter begyndte tyskernes arrestation af jøder. Jacobsen var jøde, PH konstant på nippet til at blive sat fast for antinazistiske provokationer.
MØRKEBY og Schiødt har valgt at bryde historien op i korte situationer, der flytter os frem og tilbage; så på båden, så før flugten, så lynglimt af risikable øjeblikke undervejs i sejladsen – båden, der skal lænses, årer, der er ved at blive mistet, angsten for de tyske projektører. Og så de to skuespilleres rolleskift til bipersoner – enten de to kvinder, der er med, eller personer som violinisten Charles Senderowitz, der prøver at få plads på båden. Men mest ordvekslinger mellem de to arkitekter hentet eller digtet ud af deres overvejelser om politik og arkitektur – de var ikke uvenner, men de havde fundamentalt forskellige syn på det meste.
DET har givet glimrende stof til forståelse af deres kunst og livsholdning – den politisk, dynamisk kulturradikale PH over for den forfinede æstet og kultiverede fagarkitekt Arne Jacobsen.
MEN det bliver så meget diskussion og debat, at det løsner sig fra den ’sceniske’ situation, undtagen lige til sidst, da hidsigheden mellem dem falder i hak med, at træthed og tilløbet til løsladte nervers sammenbrud kulminerer i et højrøstet opgør kort før landingen ved Landskrona.
DET lidt skematiske i dialogerne forsvinder ellers bedst dér, hvor vi er tilbage på Arne Jacobsens tegnestue nogle minutter, og hans assistent, den arkitektstuderende Poul Erik Skriver går i kødet på hans ubeslutsomhed og vaklende holdning til verdens og hans egen situation, og den noble arkitekt pludselig konfronteres med virkeligheden – og tvinges til at sige ja til at flygte. Dér står det hele og dirrer mellem to mennesker.
VI har altså to skuespillere, der skal forvalte de mange roller og rollespring, selvfølgelig med Jacobsen og PH og som de altafgørende. Rolf Hansen stilig og akademisk, Pelle Nordhøj Kann fræk og grov i munden, begge selvsikre, men godt ramt som to vidt forskellige personligheder i – om man så må sige – samme båd. Kann, der er leder af ’Det Flydende Teater’, har i øvrigt netop begået en glimrende og meget stilig iscenesættelse i DRs koncertsal af den årlige koncert med DR-pigekoret. Så kom ikke her!…
INGEN Flydende Teater-forestilling uden musik. Denne gang nydeligt spillet og sunget af klarinettisten Marie Bessesen, cellisten Hanna Englund og mezzosopranen Cille Buch – til tonsætning af Nikolaj Busk – PH-tekster sunget som fint relevante bidrag til historien af en sangerinde, der ikke frygter søgang og benspænd af tæt sammenbragte publikummer og omkringfarende skuespillere.
gregersDH.dk