Gisela Stille, Johannes Mannov og Palle Knudsen i ‘Figaros bryllup’ (tegning: Claus Seidel)
Mozart i Holtens verden
Maniske manipulationer med ‘Figaros bryllup’ fører os lukt ind i en forvirret hjernekiste i Kasper Bech Holtens nyopsætning af operaen.
**
———————————
Kasper Bech Holten har sit hyr med Mozarts ’Figaros bryllup’.
I 1999 satte han operaen op på Aarhus Sommeropera som et sexorgie i lak og læder. En ung, utålmodig, sulten og nærmest vrængende opsætning.
Nu er han en halv snes år ældre og har gjort operaen livstræt, grå og panderynkende. Man skutter sig. Mozart kan tåle meget. Men dette her klæder ikke hans flok af livshungrende og manipulerende væsener på kanten af enevælde og revolution i 1700-tallets finale.
UPSTAIRS-DOWNSTAIRS
Vi kan forestille os næsten hvad som helst af anakronistiske ommøbleringer af handlingen. Det er f.eks. en udmærket mulighed at sige, som Holten gør: Vi sætter Se & Hør-spot på et mondænt miljø, der tér sig som den slags nu tér sig, upstairs-downstairs, halløj og fjas i krogene, et konglomerat af almindelig uansvarlighed og småborgerlig anstændighed på randen af et normalsamfund og på kanten af afgrunden og den store intethed.
Meget underholdende og fin ramme til at nagle al den vellyst, smerte, nedrighed, sødme og hulhed, som Mozart og da Ponte retter deres festlige skyts imod.
Men hvem siger, det behøver at være så rodet, gråt og kedsommeligt at se på? Så diffust og kaotisk i tegningen af operaens personer? Dramatikeren Alexa Okanovic skildrer det samme i ’Fyrsten’ på Odense Teater i dette forår: Den groteske dekadence og den sørgmuntre latter, med den franske revolution lurende ved køkkendøren – men i ’Fyrsten’ enkelt, indædt og farvestrålende. Det er ikke et genialt stykke. Men altså på dette punkt…
UNDERGANG
På Det Kgl.s gamle scene forsøger Holten og hans faste hold af scenograf, kostumier og lysdesigner – Steffen Aarfing, Marie i Dali og Jesper Kongshaug – at skabe klaustrofobisk, næsten bunuelsk undergangstemning i en dekoration, der ligner en russisk jernbanestation i panik under 1. verdenskrig eller et forfaldent adelspalæ i opbrud – kunne det være det Aquas Frescas uden for Sevilla, som det faktisk er hos Beaumarchais? – med rod og hvad som helst, flyttekasserne som nærliggende rekvisitter for greven og Cherubino, når de skal gemme sig under 1. aktens legen skjul. Omklædningsbokse fra en gymnastiksal som henrivende skjulesteder i 4. aktens slotspark under manipulationerne for at få greven til at gå i gyngen. Et ubegribeligt kæmpetræ i scenens midte gennem alle fire akter, tænkt som en metafor over – ja over hvad? Angiveligt de ’skiftende årstider’ og ’et tabt paradis’. Javel, så. Yggdrasil, nordisk mytologis ældgamle verdenstræ? Men nej: Dét var en ask, og denne totempæl af et scenetræ må være en platan med al den afskallede bark.
Vi véd det ikke! som Palle Lauring sagde så manende til hvad som helst. Vi ved kun, at vi holder meget af metaforer og bruger en del energi på arboretiske spekulationer, hvor vi måske hellere skulle vie koncentrationen til personernes julelege og psykologiske boldspil med hinanden. For slet ikke at tale om den ubegribeligt dejlige og morsomme musik, der iklæder disse lege.
FORTABTE EKSISTENSER
Sådan er vi anbragt i en holtensk mere end i en mozartsk verden, en slags migræneramt hjernekiste, hvor personerne er spærret inde og roterer som fluer i en flaske, hjemløse flygtninge, der kryber langs væggene som forvildede og fortabte eksistenser. Mens paparazzierne stiller sig på kryds og tværs for at indfange jagtbyttet og udhænge de arme på dét, der er blevet opsætningens fortæppe: En fuldtonende kioskbasker fra ugebladet ’Hell’. Med overskrifter som ’Magic soccer talent Cherubino solgt til Dynamo Kiev’ eller ’Count in new scandal: I shall never sleep with staff again’ og lignende.
En morsom optakt til forestillingen – som bare hurtigt smuldrer til de sporadiske fotograf-attak, der pipper frem mellem de lag på lag af manipulatoriske intriger og forviklinger, som er bryllups-optaktens uforlignelige charme hos Mozart. Men som hos Holten bliver belastet med trættende forsøg på at brodere distraherende pointer på grundelementerne.
Grevinden får ikke lov til at synge sin sorgfulde Es-dur klage over sit miserable ægteskab i eftertænksom ensomhed, men bombarderet af blitz.
I Grevens neglebidende raseriudbrud over Figaros manøvrer – prægtigt ført frem af Palle Knudsen – skal genstanden for hans ophidselse absolut konkretiseres, så Figaro som en fremmanet ånd materialiserer sig, og jo: Det er da en teatralsk pointe, men man gad nødigt være den publikummer, som ikke er grundigt inde i det mummespil, der i forvejen er kørende i 3. akten, for så må man blive totalt forvirret.
Sådan er der så meget: Figaros berømte cavatine i 1. akt er tilsvarende en personlig manden-sig-op til at banke greven på plads, på en måde henvendt til publikum, men her med greven på fiktivt medhør.
SANGERNE
Nok om dét. Blandt sangerne udmærker Gisela Stille sig sødt og kønt syngende som Susanna, og Elisabeth Jansson herligt som en hvalpet, kejtet pubertets-Cherubino, som formår at konvertere sin kærlighederklæring til grevinden til et nummer, der burde give hende en 1. plads i X-Faktor. Johannes Mannov er helt rigtig som Figaro. Hverken han eller de andre kan vel gøre for, at Kapellet under Graeme Jenkins havde svært ved at få alle tempi til at balancere med sangerne. Ylva Kihlberg havde ved premieren lidt problemer med at komme i tonal omdrejning, men det kom efterhånden. Guido Paevatalu klovnede og hyggede sig med Bartolo-rollen rundt i den sceniske slagmark. Når han nu ikke mere kan få lov at synge Figaro.
KOMPLIMENTER
Og der skal gerne lyde komplimenter til Thomas Peter Koppel, som vokser i tenorstatus med Basilio. Ligesom Lise-Lotte Nielsen får sit eget morsomme show ud af Marcellina – både hun og Koppel er blevet tildelt et par arier, som normalt stryges fra 4. akten, fordi de er temmelig hulkindede. Men nu ved vi så det. Man kan gøre så meget med sådan en opera – Gustav Mahler skrev som kapelmester ved Wiener Operaen selv recitativer til en retsscene, han syntes manglede i 3. akt. Og Holten synes åbenbart ikke, man kan tilføje tilstrækkeligt til det uigennemskuelige kaos i park-scenerne.
Men går ikke opløftet fra de 3½ time.
