Fangekoret i ‘Fidelio’ (Foto: Camilla Winther)
DEN USETE ’FIDELIO’
Status ved den sygdomsramte anmelderpult
Nyopsætningen af Beethovens opera ’Fidelio’ går denne søndag eftermiddag for tredje gang på Operaen. Det er lidt satans, når man ikke får passet sit arbejde og set og anmeldt den opera, men alligevel spekulerer på, hvad meningen egentlig er med det arbejde.
SKÆBNEN. Hvad det så er for en størrelse – vakkelvornt helbred, sygdom – Rolig nu! ikke corona! – som forhindrer mig i at se Beethovens ’Fidelio’ på Det Kgl. Jeg kommer måske heller ikke til det. Gør det noget? Selvfølgelig gør det noget. Tror jeg. Min stok holder mig ganske vist i nogenlunde fysisk og mental balance, og jeg overlever nok en uset ’Fidelio’. Men jeg vil trods alt gerne vide, hvad teatrets nye operachef John Fulljames har stillet op med dette pragtfulde og besværlige stykke opera. Når jeg tænker på alt det, instruktører og dirigenter dog kan byde sig selv af problemer med denne opera!
JOHN Fulljames har iscenesat ’Fidelio’. Hvad gør han med den? Og hvad gør dirigenten Gregor Bühl – den sidste kaldt ind, vist fra Stockholm, hvor han ellers er beskæftiget i øjeblikket. Hvor meget bliver strøget? Ryger al den talte dialog? Bliver der byttet om på scener? Hvad for en af de fire forskellige ouverturer, Beethoven skrev i sin jagt på at ramme plet, bliver spillet? Anbringer de den korte, spændstige ’Fidelio’-ouverture i spidsen? Spiller de den dramatiske, højstemte Leonore-ouverture nr. 2 forud for slutscenen, som publikum er lige ved at tror, at de skal snydes for den jublende finale? Hvordan får man smidigt viklet sig igennem de komedieagtige scener i førsteakten for at få kloen i hovedhistorien om den heroiske kvinde Leonore, der forklæder sig som knægten Fidelio for at prøve at frelse sin fængslede mand i kælderen? Lykkes den berømte kanon-kvartet i 1. akten, der er skrevet som var den et dvælende og saligt øjeblik i Mozarts ’Cosi fan tutte’? Hvordan forvalter sopranen Ann Petersen det enerverende dobbeltspil som frihedshelt og samtidig hjælpeløst midtpunkt for en umulig lovestory på køkkenplan? Hvordan slipper Niels Jørgen Riis fra sit ariose udbrud som Florestan i fangekælderen? – Beethoven byder dér på et ubønhørligt tenor-toneleje, fordi italieneren Radichi ved uropførelsen i 1814 sagde, at sådan ville han have det. Radichi havde kun ét i hovedet: Larmende publikums-bifald. No matter what.
ALT det går jeg og gnægger med mig selv om. Kampberedt, men ukampdygtig. Lydhør for mine spekulationer. Imens jeg sender afbud og aflysninger i skyller. Ikke bare til Det Kgl., men til det ene teater efter det andet, høflige, beklagende sygemeldinger som svar på anmelder-invitationer. Gode undskyldninger og dårlige undskyldninger, alt efter min skrantende fantasi. Med spørgsmålene i baghovedet: Hvad har f.eks. Line Knutzon på hjerte med sit første husdramatiker-arbejde på Bellevue Teatret – stadig skud i de saftige håndkantslag, hun før har været hofleverandør i? Hvad får Husets Teater ud af Ibsens sjældent spillede ’Lille ’Eylof? Hvordan vil Christian Lollike håndtere José Samaragos morderiske pandemi-roman ’En fortælling om blindhed’ på Teater Sort-Hvid?
JEG overvejer ind imellem, hvad der er op og ned i at anmelde teater og koncerter – sender tanker tilbage hen over mine tusinder af anmeldelser skrevet over ufattelig mange år. Jeg kommer i tanker om nu, hvad teaterkritikeren Viggo Clausen, der skrev i Information i begyndelsen af 60’erne, engang sagde: ’Man skal ikke anmelde teater i mere end syv år. Friskheden forsvinder’. Og så skred han til DR og lavede noget andet. Viggo Clausens bemærkning hænger i mine ører lige nu. Halvtreds år efter. Bare en luftig strøtanke? Dén kan jeg få smidt i hovedet af nogen. Mig selv f.eks. Er det sygt at anmelde teater og musik i så mange år? Eller kan man bare blive syg af det momentant? Jeg holdt en pause på en del år midt i det hele. I DR ligesom Viggo Clausen. Men altså alligevel.
TIL ’Fidelio’ igen. Det er Beethovens eneste opera. Et smertensbarn. Han masede og baksede med den opera. Den blev slidt frem i ryk over næsten ti år, skrevet om, lagt på hylden, taget frem igen, omarbejdet af ham selv og andre. Atter begravet. Og så endnu engang på banen i ny version. Ikke noget mystisk ved det, sådan set. Han var ikke som Mozart, der havde operaformen, scenepraksis, sanger-manerer, det alt sammen i blodet – Beethoven kunne sprøjte mængder af kompositioner fra sig. På det tidspunkt omkring årene 1803-1805 kom nye værker i strømme fra ham, klaversonater, klaverkoncerter, symfonier, han var sindsoprivende produktiv, i begyndelsen af 30’rne og allerede et stærkt navn i musiklivet. Men opera gav ham problemer.
HVAD stillede han op med en idé, der både skulle være et tysk lystspil og et personligt dramatisk signal i de revolutionære udfordringer, der omgav ham og som roterede i ham selv? Lystspil, det var et ønske fra teatrene. Lidt munter flirt og forelskelse, det måtte der være plads til. Det andet – det personlige signal – handlede om et budskab. Operaen blev til næsten samtidig med, at han skrev ’Eroica’-symfonien. Hen over forsiden til symfonien skrev han først ’Buonaparte’ – symfonien skulle være en hyldest til Napoleon, manden der var symbolet på revolutionen mod enevælde. Beethoven flåede det titelblad i stykker, da han hørte, at Napoleon havde ladet sig udråbe til kejser i maj 1804. Værket blev stående urørt som abstrakt helte-symfoni. Arbejdet med operaen fulgte kort efter. Operaen om den modige Leonore, der forklædt som Fidelio frelser sin mand fra hans terrorpolitiske fængsling.
HVAD handler ’Fidelio’ om, når man ser operaen på Det Kgl.? Hos Politikens Thomas Michelsen kan jeg læse, at Fulljames opsætning er en tju-bang hyldest til kvinde-power. Hos Weekendavisens Peter Johannes Erichsen er vi til en Operation Befrielse – kunstens, musikkens, komponistens, menneskehedens befrielse. Informations Valdemar Lønsted fortæller i sin grundige anmeldelse bl.a., at orkestret et sted indlægger noget af en af Beethovens strygekvartetter i en orkestreret version. Godt, godt. Hvor mon dét er? Spændende alt sammen. Der er så mange vinkler, man kan gribe an fra, så meget interessant ved partitur og tekst.
KVINDE-POWER og Befrielse. Og frit slag til at behandle musikken, hvis man tør, og der er mening i galskaben. Så vi har fået Beethoven direkte frem til 2020. I begyndelsen hed operaen ’Leonore’ – for det er jo hende, det handler: Hende, der sætter livet på spil, forklæder sig som en mand og får job hos en fangevogter. En hyldest til kvinden. Hende, der tør som en ren Sofie Linde: ’Abscheulicher! Wo eilst du hin? Was hast du vor?’ hvæser Leonore (Fidelio) efter slynglen Pizarro. Men også en opera om brutal magt, der skal nedkæmpes, overvindes, frihed der skal bryde igennem, revolution, der skal lykkes. Et budskab med politisk kraft og overbevisning.
DET er skæbnens ironi, at ved premieren på den omarbejdede version af ’Fidelio’ i 1805 var Theater an der Wien spækket med franske soldater. Wien var lige blevet besat af Napoleons tropper. De franske soldater sad der næppe for at se en opera, der hyldede befrielse fra magthavere, de sad der vel, fordi de kunne gøre, hvad der passede dem, selv spille fandango som magthavere, blære sig med at fylde parkettet, måske uden helt at forstå, hvad der foregik – der blev jo sunget på tysk. Men de må vel have tænkt et eller andet, da fangerne kommer frem og synger deres berømte fangekor. Hvordan mon det kor i øvrigt virker i Fulljames’ opsætning, hvor det ikke er rent mandskor, men blandet kor med sopraner og alter føjet til? Den ajourføring er selvfølgelig oplagt. Der er politisk slagkraft i Fangekoret. Ved en opførelse af ’Fidelio’ på Semper Operaen i Dresden den 7. oktober 1989 i anledning af DDRs 40-års jubilæum brød et nærmest ustoppeligt bifald løs efter Fangekoret. Fire uger senere faldt Berlinmuren.
SÅ meget den sætter i gang, den ’Fidelio’. Uden at man kan være til stede. Og nøjes med at humpe videre.
gregersDH.dk