PROPPET MED GO’ MUSIK
Gounods ’Faust’ er genhør med en opera med stort O.
****
‘Faust’ på Den Jyske Opera (Foto: Den Jyske Opera)
Var det nu til at klare? Sådan en Gounod-’Faust’ med creme og skysovs. Den gamle traver. Goethe reduceret til sentimental love story tilsat uhæmmet krigsliderlighed, djævlegys og heksedans på Bloksbjerg.
Jo da. For den er proppet med god musik. Lige til at bestige af sangere, der kan synge ud med hjertet i flammer.
Sådan en ’Faust’ leverer Den Jyske Opera som turné-forestilling, bl.a. to aftener på Det Kgl., nr. to set og hørt med det skiftehold, der havde tjansen den aften. Lutter udenlandske navne i de tre store roller som Faust, Marguerite og Mefisto, kun Michael Lindberg som Valentin til at rykke os på hjemmebane sammen med Nanna Hovmand og Marianne Rørholm i mindre roller.
SNØRET IND
Opsætningen er snøret ind i livet af instruktøren Elisabeth Linton og scenegrafen Steffen Aarfing. Sådan en rejseforestilling kræver afkald.
’Faust’ er tænkt i ni scener, så er vi ude, så er vi inde, så nede og oppe. Have, fængsel, gade, kirke, studerekammer og hvad ved jeg. Et arbejdshold af kulisseslæbere må have tjent til føden i de gode, gamle dage, da vi fik det hele med.
Her er vi i en dyster éngangs-ramme, der minder om en skulende sal i det gamle, berlinske Humboldt Universitet. Dér foregår det hele. Fausts studier, Marguerite, der plukker blomster, militærets opmarch, værtshusrabalder o.s.v. Hvad som helst. Der er noget at holde styr på, når Faust og Mefisto, for ikke at tale om den små Marguerite, skal pløje sig vej mellem soldater, gadetøser og godtfolk. Det er ikke lige kønt, alt, hvad koreograf og instruktør får ud af dét.
SANGERNE
Men til sagen. Faust var denne aften Dominic Natoli, italiener med en gjaldende flot tenor og statur som komponisten Gounod på sine ældre dage. Vi er oplært til at kompensere en smule for visuelle misvisninger i operaforestillinger. Her må vi gå ud fra, at Mefistos trolddomskunst også udøves på den fine, spinkle Lina Velentiejute, som agerer Marguerite – så Faust i hendes øjne er forvandlet til den yngling, han så gerne vil blive igen. I øvrigt en køn, smidig og meget velklingende lyrisk sopran, Linas.
Stemmemæssigt bevæger englænderen Stephen Richardson sig ikke helt på Natolis niveau. Hans bas fylder, men en smule uldent. Til gengæld er der megen snært over hans sarkastiske latter og imponerende koncernchef-ydre.
Michael Lindberg har godt fat i sin Valentin, og især er Nana Hovmann en fornøjelse i ynglingerollen som Siebel.
TINTIN
Glæderne kommer undervejs i genhørene med de gamle travere.
Valentins bøn’. Fausts prægtige, men stinkende lumre hyldest til den uskyldige, 14-årige Marguerite. Juvel-arien, hvor koloraturerne sættes på prøve, mens hun åbner det skrin, Faust og Mefisto lokker med. Genopdagelsen af, hvor herlig en kvartet, der udfolder sig i 3. akt. Tænk hvor velskrevet musik, sammenlignet med f.eks. ’Den glade enke’s trivialiteter.
A propos juvelarien: Min ledsager minder mig om scener i Tintin, hvor soprandullen Bianca Castafiore kaster sig frem med netop den. Og når vi nu er ved associationerne, så kan jeg anbefale kommende ’Faust’-gængere (forestilling spiller frem til 15. marts rundt i landet) at læse Michael Bonnesens programartikel om operaen, hvor han kommer rundt om Goethe, Luther, Mozart, Napoleon 3., ’Spøgelset i Operaen’ og en masse andet.
F.eks. Metropolitan Operaen, der blev indviet med ’Faust’ i 1883, der derefter blev kaldt ’Faustspielhaus’ i årevis!
