Misha Kiria som Falstaff (Foto: Malmö Operaen)
MUSICAL ELLER OPERA?
’Alt i verden er for sjov!… Alle bliver snydt!’ lyder Falstaffs slutreplikker på Malmö Operaen. Men ikke snydt for en sjov forestilling.
Verdis ’Falstaff’ på Malmö Operaen. Iscenesætter: Lotte de Beer. Scenograf: Christoff Hetzer. Dirigent: Steven Sloane. Medvirkende bl.a. Misha Kiria, Jacqueline Wagner, Orhan Yildiz, Alexandra Flood, Sehoon Moon, Maria Streiffert, Matilda Paulsson, Jonas Duran, Mils Gustén og Niklas Björling Rygert
*****
FOR nu igen at sende hjælpetropper i marken til klaring for vores kulturminister Joy Mogensens lidt tågede forestillinger om, hvad der er opera og hvad der er musical – nu hvor hun har fremført, at f.eks. Det Kgl. Teater burde bruge flere kræfter og penge på musicals. Hun skal have et par ord om Verdis ’Falstaff’ med på vejen.
’FALSTAFF’ havde premiere i aftes på Malmø Operaen. Jeg måtte se den på min computerskærm i live streamet transmission med hvad det indebar af kluntede breaks undervejs, sikkert på grund af min mislige computer og You See’s lunefulde forhold til dyret. Men skidt med det: Jeg så den 83-årige Verdis mageløse og sprudlende komedie ’Falstaff’ folde sig ud, så smukt den kunne. Da Joy Mogensen for et par uger siden bekendtgjorde sine ønsker om, at der blev spillet flere let begribelige musicals i de danske teatre, måtte jeg dengang gøre hende opmærksom på den pragtindspilning af August Ennas ’Kleopatra’, der netop udkom på cd i en optagelse af operaen med et af de sangerhold, der sang under Den Jyske Operas gæstespil på Kgs. Nytorv forrige sæson. Den kunne måske åbne kulturministerens øjne og ører for operagenrens tilgængelighed og det indlysende cross over, der er mellem musical og opera. Musikteater. Kald det, hvad man vil.
SOM det er tilfældet med ’Falstaff’. Og som vi i den forbindelse før har nævnt ’Les Miserables’, ’West Side Story’, ’Mød mig på Cassiopeia’, ’Sweeney Todd’, ’Flagermusen’, ’Barberen i Sevilla’, ’Tryllefløjten’ o.s.v., o.s.v. – striber af værker, der gennem tiderne rammer på tværs af snævre genrebetegnelser som opera og musical. Tag til Malmø, Joy Mogensen, eller bliv hjemme og stream den opførelse af Verdis genistreg, som Michael Bojesen har fået på bedding med iscenesætteren Lotte de Beer på munter færd og en stribe formidabelt velsyngende herrer og damer i rollerne.
DEN er en festforestilling i al sin brogede aktualisering af det, der er Verdis tag på Shakespeares komedie ’De lystige koner i Windsor’. Den afprøver de sjoveste muligheder for at sætte historien i moderne rammer, med tv-kameraer på scenen i funktion som nærmest dansepartnere til solisterne, et væld af tegneserieagtige billedstrømme i de to første akter, hvor de lystige damer snor den selvoptagne klovn Falstaff om deres lillefingre og lige i snavsetøjs-kurven, ud af vinduet og plask! ned i floden, da de er nødt til at skjule ham og deres påfund sig for den enes ægtemand. Det er en hanrejs- og krænkelse-griner, der er vittigt sat op – med en 3. akt, hvor klovnen vågner op i nattemørket ved noget, der på skærmen i hvert fald ligner et kajområde i Sydhavnen – den billedmæssige overdådighed og forvirring i de to første akter forvandlet til stemningsfuld trylleri, da damernes og deres medsammensvorne udspiller den gyser af hekseri og trolddom, der skræmmer liv og kraft ud af den fordrukne, liderlige og blåøjede tumling Falstaff. 3.akten er som et hollandsk renæssance-maleri af munterhed og mystik, eventyr og forførelse, en blanding af Vild med Dans, sort regnbue-fest, livsbekræftelse og komisk gyser-halløj, der sender den arme mand mod den konklusion, der bliver hans sidste replik i alt hurlumhejet: ”Alle bliver snydt! Alt i verden er for sjov!”. En sublim slutscene, der – som hele værket – er salver af musikalske påfund fra en komponist, der pludselig i sit alderdomsværk slipper kræfter løs fra nye kilder af inspiration og erkendelser.
JEG tilføjer gerne i den sene skrivetime – afbrudt af distraherede øjne og ører til Joe Bidens sejrstale til nationen om sit valg som U.S.A.’s præsident – at Malmø Operaen har en pragtbasse af en georgiansk basbaryton ved navn Misha Kiria i titelrollen, plus endnu en ypperlig sanger i samme stemmekategori, Orhan Yildiz, som den af jalousi drivende Mr. Ford. OG en række fine kvindelige og mandlige sangere i den øvrige kædedans af festlige komediepartier.
Og så en dristig, og på min lille skærm, sjov og skønt forvirrende scenografi i de første akter af Christoff Hetzer – sublimeret i den enkle nattestemning i slutakten, der pludselig summer og myldrer af sort, glad eventyr. Iscenesætteren, den hollandske Lotte de Beer, bekræfter den utraditionelle fantasi, hun har, og som vi kender fra hendes ’Den flyvende Hollænder’ i Malmø for et år siden, en forestilling, der imødekom svenskerne med en pittoresk scenografi, der fik mig til at give anmeldelsen overskriften ’Next stop Furesøen?’ – scenografien svælgede i gribende Carl Larsson-remindere! Og herhjemme på Det Kgl. begik Lotte de Beer en iscenesættelse i 2015 af Henzes ’Boulevard Solitude’, der her på bloggen fik overskriften ’Kvinden er et ondt dyr’ – ikke formuleret som et privat statement, men som et koncentrat af operaens underfundige sigte. Lotte de Beer hedder hun som nævnt – i næsten sæson indtager hun pladsen som kunstnerisk leder af Wiens Volksoper. Hun er et godt bekendtskab. Også nu med hendes ’Falstaff’. Selvom man i situationen skal tumle sig gennem en corona-dikteret live streaming.
gregersdh.dk
