FALSTAFF PÅ NØDBLUS
En ny mand sprang ind med ultrakort varsel for at dirigere ’Falstaff’ på Det Kgl. En hundesvær opgave, men det gik. Om ikke perfekt.
’Falstaff’ spiller til og med 22. november på Operaen
***
DET sker med mellemrum: Spring ud i det uvisse. Undertiden spektakulære. Verdensdirigenten Leopold Ludwig last minute på podiet i ’Mestersagerne’ – i stedet for syg John Frandsen. Eller en repititør, som ’sang’ os gennem 5 timers ’Tristan’ fra kulissen, da Stig Foghs stemme stod af, og han måtte nøjes med at mime. O. s. v.
I aftes var det så dirigenten Leo Hussein, som måtte opgive videre fremfærd med ’Falstaff’, kort før klokken kaldte os ind. Ramt af et eller andet.
Så er det, et operahus skal vise sin formåen. Der stod nu en herre ved navn Neville Dove – ansat på Operaen som ’Studienleiter’. Englænder, ok, men i den verden altså med en tysk titel.
Sådan. ’Vær beredt’, som de siger i spejderbevægelsen. Det var Mr. Dove øjensynligt og hørbart.
Ikke, at der ikke var noget, der kiksede undervejs. Fanden og hans forlængede troldearme skulle da ikke komme rendende og håndtere en indstuderet opsætnings fjerde omgang, uden at noget gik galt.
TILGIVELSE
’Falstaff’-partituret skummer af guddommelige detaljer, tønderkniplinger i finkultur, en rigdom, som intet andet Verdi-værk. Det er følsomt som en nyfødt Jerseykalv. Allerede i 2. scene med de fire ophidsede kvindemennesker, Nanette, Mrs. Quickly, Meg og Alice – de to sidste har modtaget enslydende tilbederbreve fra klumpedumpen Sir Falstaff – allerede dér er mønstre i livsfare, det vokale virtuoseri skal hænge i tætte, fintmaskede guirlander i parleg med orkestret.
Vi havde øjeblikke med sved på panden. Situationer af den art kom igen af og til. Men tilgivelsen flyder fra os. Hvorfor ikke? Hvem siger, det skal være let med ’Falstaff’?
Jo: Let. Netop. Men det lette kan være det sværeste i en genre som ’Falstaff’s.
Ingen skal kalde denne ’Falstaff’ mindeværdig i øvrigt. Den har på flere leder en del ’til husbehov’ over sig. Skåret til som den er, bygget i et sparesnuptag, som kræver scenografisk bræt-ved-bræt med ’Otello’ og ’Macbeth’ (der har premiere i morgen).
SVÆRVÆGT
Peter Langdal har forsynet den med en del gode påfund.
Nogle, der kan bringe publikum i julehumør: Falstaffs to pager kostumeret som julenisser.
Andre, der – som forsiden af programmet viser – bringer os i børneteater-stemning: Falstaff selv, objektiv-reduceret til en af Snehvides dværge, sort og bortløben fra sine seks hvide brødre, trist siddende i en overdimensioneret stol.
Jeg ved ikke, hvorfor operaens slagnummer med Falstaff, der smides i floden i en vasketøjskurv – pigernes guddommelige hævn – skal ekspedere ham ud og ned på noget, der tydeligvis er en gade. Ikke en flod.
Fjolset skal ikke blive våd, men altså slå sig. Synd for ham.
Langdal undgår fikst, at pigerne, der maser med det sværvægtige Falstaff-skrog – tilhørende den ypperlige basbaryton Donnie Ray Albert… at de forslæber sig. Falstaff dumpes klart nok fra ’kurven’ gennem en skjult lem i gulvet, inden de under stort mas og med enorme ’anstrengelser’ vipper ham ud af vinduet. Tryllekunst. Teater. Fin illusion.
ENDNU EN OPERA
Sunget og komediespillet bliver der – når det går højt ind imellem: På glimrende vis af Gisela Stille som Mrs. Alice Ford, Elisabeth Jansson som Meg, Inger Dam Jensen som Nannetta, Susanne Resmark som Mrs. Quickly, og på drengesiden Lucio Gallo som Ford, Peter Lodahl som Fenton, Bengt-Ola Margny som Dr. Cajus, og som det kuglesløre tjenerpar: Sten Byriel og Mathias Hedegaard som Pistol og Bardolph.
Kunne Verdi efter ’Falstaff’ have skrevet endnu en opera? Han var 80, da ’Falstaff’ lå færdig. Men jo: Hans musik til slutscenen ved midnat med feerne og Titania kunne have bragt ham lige videre med Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’.
Men slut var det.
gregersDH.dk
