‘Falling Awake’ Opera på Folketeatret 25.5. 2017

'Falling Awake' er en ny dansk opera på smukke, kryptiske og uhyggelige veje

Sara Fusager og Morten Grove Frandsen i ‘Falling Awake’ (Foto: Alexander Banck-Petersen)

TIL KINA

ELLER

HVAD?

 

’Falling Awake’ er en ny dansk opera på smukke, kryptiske og uhyggelige veje.

Tekst, musik og iscenesættelse: Lasse Schwanenflügel Piasecki. Scenografi: Jannie Rask de Vitt. Koreografi: Marie Brolin-Tani. Dirigent: Jakob Hultberg. Ensemble Lydenskab. Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Sara Fusager, Astrid Kjær, Ellen Kristiansen, Zhang Xin og Malte Jo Frid-Nielsen.

’Falling Awake’ spiller indtil 29. maj på Folketeatrets scene Hippodromen. Varighed: 1 time.

****

HER skal man lige holde fast i gelænderet. Den årlige Klang-festival for ny musik indledte i aftes årets koncerter med en første opførelse af en opera af komponisten Lasse Schwanenflügel Piasecki. Den byder på nogle udfordringer. Ikke så meget i selve musikken. Mere i den historie, Piasecki fortæller.
Og det er sandelig ikke fordi der ikke sker noget undervejs i den ca. en time lange forestilling. Endda i et regi, der er smukt og indbydende. Piasecki har selv iscenesat den lille opera, der kryptisk hedder ’Falling Awake’, som må betyde noget i retning af at vågne op, i modsætning til ’falling asleep’.
Operaen udspilles i Folketeatrets ’Hippodromen’, og vi er straks vidne til det smukkeste regi: I en intim belysning sidder de ti musikere placeret i to grupper omkring scenen, der er bygget op i forskellige højder omkring elementer, hvor hændelserne skal udspilles: En TV-monitor indbygget i et dukketeater, et stort lykkehjul, et bur, vi skimter gennem halvmørket, en gammel cykel og andet.
Vi kastes ind i en historie, der er sær, frygtindgydende og ganske uhyggelig, til gengæld ført frem med ganske enkel musik. Morten Grove Frandsen, sangeren, der feteres i disse år for sine enestående præstationer som kontratenor, synger faren i operaen, han kaldes ’Sukkerfar’, så vi er straks mistænkelige, da hans lille datter præsenteres. Hun synges med klar røst af Sara Fusager, hun kaldes i operaen ’Monde Allesdatter’, et uskyldigt væsen, der ser tv, trykker sig rundt på kanalerne, forelsker sig i en kinesisk popstjerne på skærmen, men smækker sig inde eller låses inde bag skærmen og bliver tavs efter at have sunget duet med faren, der i sine første strofer fortæller, at ”Der er så meget, unge ta’r for givet, når de valser trygt igennem livet…”
Hvorfor hun går i baglås, bliver vi klar over, da blodet senere løber ned ad hendes ben. Vi aner incest, blodskam som det hedder på dansk.
Men hvorfor hele affæren er pakket ind i luftige kineserier fremgår ikke rigtigt – vi føres gennem associationer til farens gyldne drømme om mammon, tilfældighedernes spil, der udvikler sig via lykkehjulet og f.eks. animerer en kunstig kinesisk dukke-prinsesse i sit bur – Ellen Kristiansen synger hende med sin fine spinkle sopran, hver gang Sukkerfar trykker på knappen – hun er som dukken Olympia i ’Hoffmanns eventyr’ og samtidig den abstrakte udgave af den lille piges drøm og forelskelsen i den kinesiske tv-popsanger. Drømmen, der ender katastrofalt.
Undervejs synger vi som publikum så godt vi kan med på popsangerens enkle vise – hvad dén handler om, er ikke klart, den er på kinesisk. Men musikken i hele operaen ellers på den måde benfri. Flere af pigens og Sukkerfars sange er strofisk enkle viser, og Piasecki skriver i det hele taget et operapartitur, der på den ene side er mangfoldigt i raffineret instrumentation, men gennemsyret af tilgængelig tonalitet og meget velklingende.
Tilgængeligheden er til gengæld et problem, når det handler om målet for operaen.
Skriver Piasecki for at ryste os med en makaber historie, fortalt i en krydret indpakning, lidt som Jokum Rode skriver sine skuespil? Eller ligger der andet bag? Piasecki både skriver librettoen, komponerer musikken og iscenesætter forestillingen.
Det fortæller om en egenvilje, der vil noget. Men hvad egentlig – ud over at give os et par underholdende gys?

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *