Christian Gade Bjerrum, Anete Jensen og Malte Joe Frid-Nielsen i ‘Evigt solskin’  (Foto: Jacob Stage)

DRØMMEBILLEDER

Drømme og liflig leg med Hollywood-ambitioner på Teater Momentum i Odense.

Idé og iscenesættelse: Jacob Stage. Tekst: Ghita Makowska Rasmussen. Scenografi: Rikke Juellund. Medvirkende: Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anette Jensen og Christian Gade Bjerrum og danseelever fra Den kgl. Balletskole i Odense.

’Evigt solskin’ spiller på Teater Momentum i Odense indtil 16.12. Man kan stille kl 19 i teatret og spise en glimrende middag inden forestillingen kl. 20.

****

DET lønnede sig da at lægge vejen forbi Teater Momentum i Odense i aftes. Oven på de knirkende konstruktioner i Aalborg Teaters ’Vi elsker og ved ingen ting’ i forgårs.
For det er forunderlige ting, de har for i denne sæson på Momentum. Man begyndte for to måneder siden med ’Lige om lidt bliver al ting sjovere’ – og sjovere, det er det denne gang. Endnu sjovere.
Momentum arbejder sådan, at hver sæson bygger på en ide, et fast skuespillerhold, fast scenograf og fast instruktør. Den sidste er en slags bandeleder. Det er i år Jacob Stage, danser, koreograf, to gange nomineret til Reumert-priser for Årets Danseforestilling (2005 og 2008).
Han bragte os i oktober på et desorienterende svæv med ’Lige om lidt…’ – en flimrende western-tur med de fire skuespillere Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum. Vi var underholdt, uden helt at begribe, hvor vi skulle hen, men altså ventede på, hvad der så skete…’om lidt’.
Nu er vi igen hinsides Atlanten, ude i ’den vide verden’ som DSBs kino på Hovedbanegården hed engang.

DEN VIDE VERDEN

Vi er i filmverdenen. Der, hvor der er ’Evigt Solskin’. Hollywood og omegn. Scenograf Rikke Juellund har bygget en herlig wide screen scene op, med trapper, ind- og udgange, video-baggrunde af hjul og mekanik, lidt i stil med det, den engelske scenograf bruger i ’Jægerbruden’ på Operaen, og midtvejs et filmlærred, der har den interessante egenskab, at vi aldrig er helt sikre på, om det er filmbilleder vi ser eller skuespillerne live eller begge dele på en gang.
Egentlig er vi i drømmebilleder. Det ene drømmebillede efter det andet. De elegant hvidklædte spillere taler, drømmer, fabulerer, danser, stagefighter, synger, svæver i en verden, hvor alt er imagination, de er både berømthederne, deres fans, og deres egne forestillinger om at være i de berømtes sko. Krukkeriet, livet i projektørlyset, de er dér, hvor der er ’evigt solskin’.
De bygger forelskelser, små handlingsforløb ind, beundrer hinanden og sig selv, alle idolerne summer i deres hoveder, fra Sinatra til Sean Connery. En af pigerne bryder ud i Peggy Lee’s ’Why don’t you do right’, star fra 50’erne.
Det evige solskin skinner på en verden af succes og berømmelse, indstuderede attituder, opfyldte og uopfyldte ambitioner, musik, der glimter – sjovt nok ligger 1.sats-temaet fra Brahms 2. symfoni som gennemgående anker. Den lille mand fra Wien ville have løftet et øjenbryn.
Jacob Stage har hjemme i dansens verden, der er fine små koreografiske situationer, stumfilmoptrin, skyggespil, en lille gruppe elever fra den kgl. balletskole i Odense imiterer de voksne, vi følger med, drømmer med, og undrer os over en lille teaterforestilling, der bare lader alt hænge i luften, munter, kærlig og kun venligt ironisk udlevering af menneskelige fabuleringer.
Hvis Stage, Juellund og de fire spillere kan holde denne tone af teaterleg i deres næste forestillinger er det nær ved, at de har skabt en original og livsglad scenisk genre.
I salen sidder vi ved borde, der har fået navne efter Hollywood-filmstjerner. Minsandten om vores bord ikke hedder Margrethe Koytu. Er hun vor tids Esther Williams eller hvad?

gregersDH.dk