Duellen i 2. akt af ‘Eugen Onegin’ (foto: Anders Bach)

MELANKOLSK SOM

NATTEUGLENS TUDEN

Der er fine højdepunkter i Den Jyske Operas turné med ’Eugen Onegin’.

Komponist: Tjaikovskij. Instruktør og scenograf: Hinrich Horstkotte. Dirigent: Tecwyn Evans. Medvirkende bl.a. Leif Jone Ølberg, Dmitrii Bashkirov, Tanja Kuhn, Johanne Højlund, Valerian Ruminski m. fl. Alternerende solister ved de forskellige turnéforestillinger.

’Eugen Onegin’ set og hørt på Det Kgl.s Gamle Scene med Copenhagen Phil og dirigenten Tecwyn Evans tirsdag 19.11. Turnéen fortsætter indtil 30.11.  

****

ET computerteknologisk slagtilfælde tog livet af mit skrivehumør efter premieren på Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’ natten mellem tirsdag og onsdag. Det hjalp ikke, at Rude Skovs natugler plagede mig natten igennem med deres vemodigt klagende kalden – det klang som ekko af det tema, der indleder operaen, et faldende melankolsk motiv, der går igennem det meste af første akt. Erindringen om premieren fortæller mig, at Copenhagen Phil, der sad i orkestergraven den tirsdag aften sneg sig ind på temaet lidt forskrækket, men fyldte det hurtigt med den bittersødme, der er hele operaens, tema på tema, passage på passage af tilbageholdt sort, men mildt glødende drama. Premieren er nu blevet genkaldt efter en dag med mellemliggende overvejelser over den tyske dramatiker Elfriede Jelinek håndkantslag mod Donald Trump i stykket ’Folkekongen’ på Husets Teater onsdag aften.

JEG er tilbage nu i Tjaikovskijs musikalske verden, i tragedien om den forelskede godsejerdatter Tatjana, der falder for den fremmede gæst Jevgenij – sådan skrives navnet på russisk. Sunget bliver der på russisk i denne Jyske Opera-udgave. Og  smukt og lyst er der i landgodsets salon, næsten hvid som sne i den drømmeagtig smukke 1. akt. Uden for vinduerne havens hvidplettede birketræer. Alle husets beboere klædt i hvidt. Og dér står pludselig gæsten i sort, den elegante Jevgenij Onegin, høflig, fremmed, tiltrækkende og fascinerende. Barytonen Leif Jone Ølberg sang ham denne premiereaften, glansfuldt og mørkt i klangen. Uimodståelig for Tatjana – sunget ved premieren af den russiske sopran Tanja Kuhn – dirrende af øjeblikkelig forvirring, forelskelse, ubeslutsomhed og tvivl på vej mod sin store monolog mod slutningen af akten, da hun sætter sig til et bord og skriver sin glødende kærlighedserklæring til Jevgenij, sender det til ham – og dagen efter bliver opsøgt af ham og køligt afvist.

DET er et af højdepunkterne i denne opera, der lyser af så mange musikdramatiske højdepunkter: Jalousi-scenen i 2. akt under et selskab på godset – overraskende udspillet som et karneval. Med Jevgenjis ven Lenskij i hvidt klovnekostume – han ligner en tragisk Canio i ’Bajadser’, da udfordringen til duel falder midt festlighederne. Duellen i næste akt mellem de blege birketræer – Lenskij stadig i sin uskyldshvide klovnedragt og chanceløs over for den rutinerede Jevgenji efter at have sunget sin afsked med livet, en melodisk, melankolsk, arios genialitet af Tjaikovskij.

FRA akt til akt nye musikalske genialiteter. Dansescenernes valse, mazurkaer – og polonæsen! Sidsteaktens monumentale slagnummer af bassen Fyrst Gremin, Tatjanas mand – og allersidst den hjerteskærende scene mellem Tatjana og Jevgenji, den umulige, desperate genkaldelse af følelser, som ikke mere kan få en chance på jorden.

NATUGLENS melankolske kalden i Rude Skov vil længe hjemsøge mig med genkaldelsen af de magiske temaer i ’Eugen Onegin’.

gregersDH.dk