Henrik Prip som Erhard Jacobsen (foto: Mungo Park)

BAJADS SAT PÅ PLADS

Erhard Jacobsen som revyoffer i sit gamle kongerige Gladsaxe

Manuskript: Lasse Bo Handberg. Iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende: Henrik Prip, Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen og Jonas Munck Hansen.

’Erhard mod monopolet’ spiller på Mungo Parks anneks i Grønnemose Skolen ved Høje Gladsaxe. Varighed: 2 timer inkl. pause.

****

DER er ingen pardon. Erhard Jakobsen skal ned med nakken. Manden er død og borte. Havde han været i live og set forestillingen, ville han have rejst sig gang på gang og sagt: ”Det har jeg aldrig sagt!” – præcist som han siger i forestillingen, og præcis som det var hans spontane afværgemanøvre, når blodet kogte, og han var kommet på glatis. Og det ville han nok have været i sin gode ret til, altså nu og her på Mungo Parks nye Gladsaxe-anneks i Grønnemoseskolens aula. For helt så meget brok og sludder og påstande, som de lader ham fyre af på scenen, holder nok ikke for en dokumentarisk efterprøvning. Men som sagt: Han skal ned med nakken. Og det er tager vi roligt. For vi er til revy. En gennemført og meget morsom revy, hvor man – som man gør i revyer – haler det mest komiske, det mest iøjnefaldende frem i lyset, det mest skæve, groteske og absurde ved en figur, men kan finde.

DET er meget morsomt, langt hen ad vejen, for Erhard Jakobsen var virkelig en original – lad os bare kalde ham en festoriginal – som med sit sikre, man også temmelig uklare blik for, hvor hans ambitioner og muligheder kunne føre ham hen, da han blev grebet af skepsis og usikkerhed over for konsekvenserne af den velfærdsstat, han selv var med til at bygge: Det økonomiske amokløb og det ungdomsoprør, der fulgte i kølvandet. Som vi ser ham – i komedien som i virkeligheden: Han slog til, når han mærkede sine folkeforførende evner og den magt, de gav ham.

SPILLET på Mungo Park bygger op i flyvende fart med Henrik Prip som politikeren, klovnen og kværulanten Erhard. Vi får Erhards livshistorie, hans socialdemokratiske udgangspunkt og iler så ellers hurtigt frem til hans kamp for at få Danmarks Radio til at makke ret. Det er på en måde et portræt af DRs nyere historie fra TV’s introduktion og frem, fixeret specielt til en slags kamp mellem Erhard i ’hans’ Radioråd og programchefen i DRs Børne og ungdomsafdeling Mogens Vemmer, der stod for alt fra Cirkeline, Den Gule Bamse og julekalenderen med det berømte hul i jorden til generelt frisind i opdragelse, undervisning og pædagogik. Mogens Vemmer skildret af Anders Budde Christensen som en ung, glad og munter fyr, der ikke holdt ideologiske brandtaler, men kunne få udsendelser på banen, som gav pote i alle aldersklasser ikke bare hos børnene. Venligheden selv, imødekommende, forsøgsvis forstående over for den vrede mand i Radiorådet.

ANDRE roller har Malin Rømer Brolin-Tani, som med lebendig præcision skifter mellem at være en art sprechstallmeister for DR og ind imellem Erhards kone, og Jonas Munck Hansen, der – lige som Brolin-Tani i øvrigt – må svirre med et utal af karikaturer af bifigurer, danske politikere, statsministre borgmestre, generaldirektører og DR-medarbejdere som teknikeren På med pilen-Palle. Der jongleres med et lyn-galleri af bipersoner, som spiller op mod og med den ildsprudende Erhard.

DET fiser lidt ud mod slutningen og ender med forsonligt håndtryk. Men det flytter ikke noget ved, at ’Erhardt mod monopolet’ er fuld af muntre tilbageblik på den turbulens, Erhard Jacobsen skabte omkring DR med sine stædige angreb på, hvad han syntes var ensidig, især venstreorienteret ’public service’, og hvad han i øvrigt opfattede som provokerende drengerøvs-pjat. Selv mindes jeg en aften, jeg skulle have Erhard med i et direkte program og modtog ham med et høfligt ’tak fordi du kom’, der som et lyn blev besvaret med et ”Vi er DES i programmet!”

gregersDH.dk