*
*
KAMPEN MED KLODEN
Nycirkus-forestillingen ’Er du os’ er uforløst og løber i flere retninger for artisten Lars Gregersen.
***
Klodernes kamp. Her: Klodens kamp. Eller bedre: Kampen med kloden.H.G. Wells gamle science fiction-roman melder sig i Lars Gregersens ’Er du os’, hvor en stor kugle af tovværk hænger som klode i manegen.
Lars Gregersen selv hænger, som var han verdens sidste beboer, der klamrer sig til jorden.
Vores billede af situationen er klart nok så langt. Ligesom forestillingens lidt kryptiske titel vel kan vendes og drejes til ’Er jeg dig’ eller ’Er jeg jer’ eller lign.
Kollektiv. Ener. Identitet.
OK.
Kloden er altså en knude. Og den må løses op. Det gør Lars Gregersen i timelang proces, der undervejs får hans aktion til at rende i flere retninger – indtil han til sidst slæber de 220 meter tov som en gigant byrde ud af scenen, tynget af vægten, som en skyldbetynget Kristus på vej til Golgatha. Kampen er slut.
Inden det har han gjort, hvad han kan for at fortælle os – ja egentlig hvad?
At mennesket ikke kan løse verdensgåden?
At han vil forsøg på at inddrage os andre, publikum, i løsningen ved at pålægge os at lege med i en art public access? Sætte folk til at trække med for at løse knuden, selvom den er gordisk?
At beskrive klodens sultproblemer ved at spise, hvad han finder på sin tov-klode af små tråde? Og nødhjælpsproblemerne ved at byde os andre at tygge videre på de samme tråde?
Ja, sikkert.
UDE I TOVET
Vi er med på hans udforskning og jagt på løsning, når han pludselig invaderer klodens indre, det er oven i købet morsomt.
Men vi er også tilskuere til en udmærket fysisk artistpræstation, der synes at have sin egen, løsrevne funktion i forestillingen. Hans afsluttende tovklatringer har ikke andet mål end at demonstrere en kunst, der ligger tæt på øvelser i skolens gymnastiktimer og langt fra, hvad vi i øvrigt kan se hos cirkusartister.
Vi har tidligere set meningsfyldt og poetisk klatren i tove hos f.eks. Melinda Kinnamann, da hun spillede ’Den lille Havfrue’. Hos Lars Gregersen må vi nøjes med det dygtige.
Ikke at der ikke er glimt af poesi i hans brug af Henriette Groths musik, der ligger som et orgelpunkt gennem den time, stykket varer. Men poesien ligger mest i hans egen undrende tilgang til det problem, han har sat op.
GregersDH.dk
