Stine Schrøder Jensen, Marie Dalsgaard og Michael Lundbye Slebsager i 'Der var engang en sang, der hed Arne' (Tegn.: Claus Seidel)

KLUNTEDE

KONGELIGE

FJOLLERIER

Det Kgl. Teater på tynde brædder med ‘Der var engang en sang, der hed Arne’.

Manuskript og instruktion: Michael Wikke og Steen Rasmussen. Scenografi: Maja Ravn. Kapelmester: Poul Halberg. Medvirkende: Maria Dalsgaard, Michael Lundbye Slebsager, Rasmus Fruergaard og Stine Schrøder Jensen.

‘Der var engang en sang, der hed Arne’ spiller på Skuespilhusets Store Scene på spredte datoer til frem i foråret.

**

DET bedste,  der kan siges om den forestilling, er, at den er besat med fire entusiastiske skuespillere og lige så mange musikere, der går til den med tilsvarende entusiasme. Det værste, der kan siges om den, er, at entusiasmen sættes ind på en fjollet historie, der er et forsøg på at få en stribe sange, som er vraggods fra tv-serier som ‘Tonny Toupé Show´og film som ‘Flyvende farmor’, til at hænge sammen og blive fortællingen om et diffust familieliv. Det er resulteret i et misk-mask af lavkomiske situationer, der muligvis har givet mening i de serier, de kommer fra. Men som på teatret fungerer dårligt, ikke mindst på grund af teksternes kluntede uregerlighed – a la “Ved du hvem der er så rar/Det er onkel morfar – ha! ha!” eller “Brug dit hjerte som telefon, så er det let at tale med noen”. Det meste vandrer af sted på sløje rim og invaliderede versefødder. Til melodier, der ind imellem er ganske slagkraftige.  Men alt uden en samlet stil. Ud over forvirrede fjolleri. Iscenesættelsen bringer ikke forløbet længere end til den desperate action, som skuespillerne lægger i opførelsen.

Fra Det Kgl. Teaters side må det formodes at være tænkt som et forsøg på at skabe en attraktiv familie- og børneforestilling. Et lige så uigennemtænkt initiativ som man netop har oplevet i DR med opførelsen af Sigurds børne- og familie-juleshow, der kørte på slappe reminiscenser af Sigurd Barrets hæderkronede musikpædagogiske koncept, og tilført en ufattelige reklamekampagne for Sigurds private produkter.

‘Der var engang en sang, der hed Arne’ spilles på samme kgl. scene som ‘Højskolesangbogen’ – en forestilling, som er et levende eksempel på, hvordan det lykkes at sammenstille tilsyneladende uhomogent sangmateriale til et begavet, spændstig, gennemtænkt og underholdende hele. I øvrigt med to af ‘Arne’-historiens fire begavede skuespillere som medvirkende, i hvilken forbindelse vi udtrykker håb om, at Marie Dalsgaard ikke fræser sin gode sangstemme til laser i de rockhyl, hun byder sig selv i ‘Arne’-grøften.

gregersDH.dk