HENNING JENSENS VEJ MOD TEATRET

MED SIN MORS HÅNLATTER

RUNGENDE EFTER SIG

Henning Jensen: ‘En skidt knægt’. Bog. 330 s. Ingen ill. Gyldendal

*****

”… PÅ teatret har jeg kæmpet mig gennem en ørken af livstrætte, lidende, bitre og halvpsykopatiske roller, som jeg var født til med det ansigt, jeg har.” Det strømmer af sarkastisk selverkendelse gennem skuespilleren Henning Jensens nye bog ’En skidt knægt’. Allerede bogens titel lyder af bevidst markering af egen udsatte post blandt den menneskelig avl. Det er ganske vist et citat – det er andre, der engang i hans turbulente fortid har kåret ham til at være en skidt knægt, men han har vel sagt ok til bogens forside: Her kommer jeg, de kalder sådan, og nu skal I høre hvorfor! Det fortæller han så over næsten fire hundrede sider.

BERETNINGEN har han skrevet direkte i forlængelse af ’Gennem glasvæggen’, bogen, hvor han går i lag med en periode, da han midt i sit liv – træt, mørbanket af stress og overarbejde med kæmpeopgaver på teatrene – gik ned med flaget og gav sig alskens psykiatrisk hurlumhej i vold for at få grund under fødderne igen. Bogen var grotesk og hjertegribende læsning i sin skildring af det inferno af behandlere, han lod sig udsætte for i sine desperate, men også ubehjælpsomme greb efter redning. Erkendt af ham selv, da han senere var kommet ovenpå igen og kunne skrive: ”Jeg var aldeles uvidende om de horder af kreativ charlataneri, der opererer i gråzonen mellem den klassiske psykiatri og den rene svindel.” Han var i kløerne på hele striben: Scientology, Hare krishna, Clairvoyance og en Jung-fanatisk ’gak-gak dame’ i Virum. Og som prikken over i’et: Den velrenommerede Rigshospital-overlæge Thorkil Vanggaard, der belærte Henning om, at han opvokset som et fattigt husmandsbarn måtte affinde sig med at tilhøre en også mentalt mindrebemidlet socialklasse.

VI lader overlægens nedladende arrogance stå, hvor den står. Og ser, hvordan Henning Jensen nu i sin nye bog griber fat om sin forhistorie for at komme nærmere, hvad det er, der har bragt ham så kompliceret gennem livet. Kortlægningen af husmands-opvæksten på Store Heddinge-kanten fylder meget. Men endnu mere beskrivelsen af forældrene, Især moren, der ubønhørligt nagles – og nagler sig selv – til rollen som evigt utilfreds med sin plads i livet, frustreret over at have giftet sig med Hennings far, husmanden – vi opererer med hårfine klassedelinger også i landmandsmiljøet. Og samtidig en mor med umættelige ambitioner om at se sønnen blive til noget fint. Drømmen er: Han skal blive ingeniør. Hun forfølger Henning, jagter ham gennem årene med usvigelig og nederdrægtig hån for at løbe af sporet på alle ledder og kanter, hans valg af kærester, hans omgang med kammerater, hans læsning af bøger, hans kiks i de skoler, han går på – det sidste giver Henning Jensen i øvrigt et glimrende billede af i forbindelse med sin tid på gymnasiet i Haslev, den gamle Indre missionske højborg, som moren lige accepterer, da hendes dreng nu ikke kan komme på den attråede Herlufsholm. Men Haslev-gymnasiet sender ham på pudsigste vis et afgørende lys i mørket, da skolen uventet kommer til at slippe en dansklærer løs, der lader eleverne læse Rifbjerg og dermed får åbnet Hennings øjne for litteratur. Man føler sig hensat til filmen ’Døde poeters klub’ i Hennings engagerede beskrivelse af Haslev-læreren Knud Børge og hans indsats.

HENNING JENSENS odyssé på vej mod teatret er broderet med morens ustandselige latterliggørelse af hans planer. Men han møder sandelig også skepsis dér, hvor han vil hen: I teatermiljøet. Fem gange søger han elevskolen, inden han slipper ind, og der planter sig en dyb vrede i ham mod en mand som John Price, der den ene gang efter den anden ved optagelsesprøver affærdiger ham med det brutale: Tak. Næste! I sin nød opsøger han på et tidspunkt skuespilleren Henning Moritzen privat, og Moritzen hjælper ham videre. Han bliver omsider optaget engang i slutningen af 60’erne – netop som teaterskolerne sammenlægges til Statens Teaterskole. Skolen bliver en temmelig provokerende oplevelse for ham. Henning Jensen, der nu har sat sig for, at teater er alvor, klassisk ordentligt skuespil – han har f.eks. tilbragt aften efter aften med at gå i Det Kgl. og véd, hvad han vil – men hvirvles pludselig ind i et ungdomsoprør på den nye teaterskole. Nye lærere, som gør nar af det traditionelle teater på Det Kgl. og som indfører improvisationer og alskens besynderlige kropsøvelser, som Henning beskriver som latterlige – lærernavne som Danny Andersen og Jens Chr. Schmidt giver genkendelige erindringer for os, der dengang fulgte slagets gang udefra. Det var folk, der gik frisk til problemerne, om man så må sige. Henning kan ikke se nogen mening i, hvad der foregår. Det er der andre, der heller ikke kan, dramalærere som Sam Besekow, Harry Katlev og Henning Moritzen forlader skolen, og det gør Henning også selv. Han møder tilfældigt teaterchef Henrik Bering Liisberg fra Det Danske Teater ved en premiere på Folketeatret, fortæller ham om problemerne, og Liisberg giver ham straks en mulighed for et regulært skuespillerjob. En lille rolle på turné med et ungdomsstykke. Ud på brædderne, i gymnastiksale o. s. v. Landet rundt. Koldt vand i hanerne og lyksalig sved på panden.

HER begynder Henning Jensens egentlige karriere. Teaterskolen er droppet, men han lærer faget på slagmarken. Hans mor er som forventet fortvivlet. Hun skriver til ham, at hun altid havde vidst, at hans liv ville ende galt, at hun ikke længere ville tage ansvaret for ham som mor, og at han en dag vil blive helt, helt alene, fordi ingen vil have noget med ham at gøre. Dét karakteriserer han i bogen som ”en udstødelse, det satte mig fuldstændigt fri resten af livet.” Det sidste holder selvfølgelig kun delvis – Henning Jensen bliver ved med at holde kontakt til forældrene på den stevnske hjemegn – faren bevarer han et varmt hjerte til. Moren sætter han på et tidspunkt i glas og ramme med denne ikke kun negative beskrivelse: ’Mors sindstilstand svingede mellem sortsyn og overstadighed, mellem håb og skuffelse, mellem kærlighed og vrede.’ En sindstilstand, som moren til gengæld er i stand til at ramme en pæl igennem, f.eks. kort før hun dør. Hennings kone Solveig sidder sammen med Henning og hans far ved morens snarlige dødsleje. Solveig hvisker til moren, om ikke hun kan sige et par ord til sin mand, der er så ked af det. Moren rejser hovedet og siger pludselig klart og skarpt: ”Jeg har sagt, hvad jeg har at sige til ham!” Henning skriver, at det var de sidste ord, han nogensinde hørte hende sige.”  Ingen pardon. Heller ikke i ægteskabet.

MEN karrieren ruller for Henning Jensen. Vi begyndte med et citat: ”På teatret har jeg kæmpet mig gennem en ørken af livstrætte, lidende,  bitre og halvpsykopatiske roller, som jeg var født til med det ansigt, jeg har.” En masochistisk selverkendelse, som han allerede noterede i ’Gennem glasvæggen’, da han skriver om vennen Ole Ernst: ”Han og jeg lignede hinanden i både baggrund og følelser, vores frustrationer var de samme, ligesom vores komplekser og selvopblæste arrogance.” Hans selverkendelse og karakteristik af de roller, han har haft, kan jeg efterprøve meningen i ved at gennemlæse en række af mine egne mange anmeldelser af forestillinger, han har spillet store roller i. Og dermed få meget af hans eget signalement bekræftet. Det er stjerne-skuespil i lange baner, men ikke lige fest- og humørbomber, der lyser op i det enorme galleri: Alkoholikeren i ’Personkreds 3’, dommeren i ’Heksejagt’, Gamle Levin i ’Inden for murene’, Den paniske Arthur Ill i ’Den gamle dame besøger byen’, den despotiske ægtemand i ’Dødsdansen’, den nervedirrende Bygmester Solness, den gamle Mikkel Borgen i ’Ordet’ – ”Henning Jensen lader den flækkede klippe af en storbonde gå i stykker og samle sammen igen, så vi har lyst til at lægge en hånd om skuldrene på ham ved tæppefald.”

MEST interessant mellem de mange genoplevelser ved at læse anmeldelserne fra den sidste halve snes år, er anmeldelsen af Samuel Becketts ’Krapps sidste bånd’ – monologen, som Henning Jensen spillede på Skuespilhuset Store Scene i december 2014, hvor beskrivelsen af en stor skuespiller ’på udflugt i sit livs uberegnelige vildfarelser’ sætter sig som rammende nedslag og reminder, når man læser ’En skidt knægt’. Henning Jensen, der i monologen er Krapp, som lytter til de gamle spolebånd, optagelser fra et langt liv, nu gravet frem fra de støvede hylder. Han ’lytter, stopper, starter igen, stopper… husker, undres og reagerer uden mange ord, men desto mere minespil i et ansigt, der er som et helt symfoniorkester med adagio, allegro, largo og presto-satser…’ (bloggen gregersdh.dk 14.12. 2014).

EN SKIDT KNÆGT er ikke en roman, selvom man synes det af og til under læsningen. Mere en selvbiografi i bekendelses-genren. Den karakteriseres af forlaget som faglitteratur. Den ville have haft godt af et navneregister og en kapitel-fortegnelse foran eller bagest over de mange, mange enkeltafsnit. Forløbet er rimelig broget.

gregersDH.dk