Jan Gintberg som Puk, Ditte Hansen som Helena, Mette Horn som ‘Ghita Nørby’ og Marie Louise Wille som Hermia på Nørrebro Teater (tegning: Claus Seidel)
SHAKESPEARE I RUTCHEBANEN
’En skærsommernatsdrøm’ flået ud af trylleriet og ind i stand up-land på Nørrebro Teater.
*****
SHAKESPEARES ’En skærsommernatsdrøm’ er noget af det mest oplagte, skingrende appetitlige teater, du kan drømme om. En svir af en teaterleg, som du kan lade rende hen næsten hvor det passer dig. Både som tilskuer og som instruktør. Den får al ting til at rumstere. Fantasi, grin, den yndigste poesi. Stykket er et orgie af jonglørnumre med vores begrebsverden.
Det er sandelig også, hvad Nørrebro Teater har grebet i luften.
Dér har man sagt: Det handler først og fremmest om at få skæg ud af det. Mere komedie end drøm. Historien er skør, en altmuligbutik af guder, fantasivæsener, mennesker i høj- og lav-afdelingen, det hele i ét intrigerende rod. Det kan kun blive sjovt. Hvis man vel at mærke broderer løs på det med al den shakespearske frækhed man kan mobilisere.
VELKOMMEN TIL NØRREBRO
Tre kneb.
Det første: Handlingen bliver smækket til Nørrebro i stedet for til en skov uden for Athen. Det betyder, at skovmystik og alfer forvandles til asfalt og et sted, ’ hvor loven ikke gælder’, og hvor tryllesaften med lethed kan konverteres til et eller andet drogue af den slags, som får kærestepar til at løbe sur i, at de nedlægger hinandens på kryds og tværs på dansegulvet.
Sådan et hug og miljøskift er set før, f.eks. i Anders Paulins udgave af ’En skærsommernatsdrøm’ i Turbinehallerne for nogle få år siden – hvor skuespillerne blev ekspederet ud på værtshuse i Gothersgade, fulgt af videokameraer. Med et uinteressant resultat. Ikke halvt så interessant som Gladsaxe Teaters erotisk elegante opførelse med balletdanseren Nikolaj Hübbe som Puk nogle år tidligere.
På Nørrebro Teater tilfører scenegrafen Karin Betz’ sceneriet en rå rutchebane af et tag-monstrum med glugger, der kan bruges til sjove entréer og sortier. Og f.eks. en flaskecontainer, som man kan hælde tøsene Helena og Hermia op i, når mandschauvinismen skal have frit løb. Det står de to – Marie Louise Wille og Ditte Hansen – muntert igennem, ind imellem deres indbyrdes slagsmål om drengene.
GINTBERGS PUK
Det andet er, at Puk – motoren for al balladen i stykket – er lagt i hænder, hoved og krop på Jan Gintberg. Men forrygende resultat. Han er stand up gøgler, vittighedsmager af natur og fag.
Men han træder totalt uimponeret ind i en regulær skuespillerrolle, hvor hans plastiske sikkerhed og verbale slagkraft kobles på et scenisk forløb, der kræver, at han strækker talentet et stykke ud over den sædvanlige solo-action. Ikke fordi han ikke netop i rollen som ’Spielleiter’ er på solobane meget af stykket igennem – i en konferencier-funktion, der banker Shakespeares person og tid og stykkets indhold på plads. Teksten formodentlig for en del forfattet af ham selv. Det samler meget op for de publikummer, der sikkert ellers nemt lader sig forvirre af den brogede handling.
Men han har også intuitiv kontakt med de andre spillere på scenen. Sikkert takket være en holdbar inspiration fra instruktøren Kim Bjarke.
SPILLET I SPILLET
Det tredje kneb er at vende helt op og ned på det berømte spil i spillet: Håndværkernes indstudering og opførelse af historien om ’Pyramus og Thisbe’, Ovids Metamorfose om det unge par, der stikker hjemmefra, men som det går så ilde, fordi de kommer væk fra hinanden. Hun møder en løve, han tror, hun er død, tager sit liv – og hun finder ham. For sent. En Romeo og Julie-sag.
På Nørrebro Teater er joken at gøre banden til det stik modsatte af jævne håndværkere: Nemlig en flok krukkede skuespillere, som er dumpet ud på det snaskede Nørrebro. In casu: Jørgen Reenberg, Ghita Nørby og Sonja Richter og Thomas Bo Larsen, der anført af Peter Langdal erobrer scenen.
Det er i sig selv larmende morsomt, skægt parodieret af Tom Jensen, Mette Horn, Søren Malling, Kristian Halken og Ditte Hansen.
Det holder til gengæld kun halvvejs, for det er næsten umuligt at gøre finalens opførelse af ’Pyramus og Thisbe’ til det bondejokke-amatørshow, det skal være. Det bliver så på den anden side et personalerevy-nummer backstage på Betty Nansen – og det er selvfølgelig heller ikke at foragte.
VELOPLAGT
Det er under alle omstændighed en yderst veloplagt forestilling, ført an af Jan Gintberg og med perler af skuespillerpræstationer. Kristian Halkens indbyggede distance til skovguden Oberons chauvinistiske brutalitet er f.eks. uimodståelig. Man kan næsten høre, hvordan latteren summer i ham skjult bag masken.
Man kunne måske bruge en smule mere musik i opsætningen. Ikke fordi man lige netop sad og ventede på Mendelssohn. Men alligevel.
