Anne Roed Refshauge og Rasmus Tofte-Hansen i ‘Elleve minutter’ (Foto: Carsten Andreasen)

LUDEREN MED DEN FYLDTE BANKBOG

’Elleve minutter’ er en stort anlagt opera-musical på Den fynske Opera. Forestillingen viser bl.a. at diskussionen om Det Kgl. Teater og musical er fuld af vrøvl.

***

DEN fynske Operas ’Elleve minutter’ sender tanker i skred.
Vi tager en enkelt af dem – og gemmer lige spekulationer om, hvorvidt elleve minutter nu er den gennemsnitlige varighed af et samleje. Blandt mennesker. Ikke kaniner.
Det vender vi tilbage til, for det handler operaen om.
’Elleve minutter’ er proklameret som en ’operamusical’. Hvad er nu dét for en størrelse?
Vil sådan én kunne spilles på Det Kgl. Teater? Nu, hvor alle slår hinanden i hovedet med argumenter for og imod, hvad Det Kgl. må og ikke må – a propos ’My Fair Lady’ og nationalscenens buldrende underskud.
Hvad vil den opbragte direktør Valbro på Det Ny Teater mene? Hvad vil teaterprofessor Langsted sige?
Begge holder på skarp skillelinje. Lovens ord. Det Kgl. må spille opera, ballet og skuespil. Ikke musical.
Sådan omtrent ville Wagners Beckmesser i ’Mestersangerne’ også argumentere. Løfte pegefingeren og sige ’Fy. Musical? Nix pille!’

AMBITIØST

Den Fynske Operas forestilling rammer vellystigt ned i både/og og hverken/eller. Demonstrerer dermed, at genrerne er umulige at holde ude fra hinanden. Hvad enhver i øvrigt kan forvisse sig om, ikke mindst i disse år, hvor teaterkoncerter og alle mulige krydsninger i øvrigt fører sig frem på alverdens scener, inklusive den danske. Undertiden til stor fornøjelse på begge sider af rampen.
Fornøjelse er der en del af i Den Fynske Operas ambitiøse attak med ’Elleve minutter’! Det er en forestilling, der slår ud med armene, præsenterer en uropførelse af et ambitiøst nyt værk, nykomponeret musik, afvekslende sceneskift med kombinationer af video-projektioner, brogede kostumer. Mange medvirkende – kor, en pæn stribe solister, velbesat kammerorkester. 
På mange måder imponerende i Daniel Bohrs iscenesættelse.

LUDER-KARRIERE

Historien er hentet fra en roman af den brasilianske forfatter Paulo Coelho. Den handler om en brasiliansk pige, der emigrerer, bosætter sig i Geneve i Schweiz i lykkelig forventning om at gøre karriere som danser, men slår sig på prostitution, holder hovedet koldt og fylder bankbogen for at kunne vende hjem igen.
Det er fiktion, men baseret på Coelhos personlige, kontante erfaringer, og i essensen et forsøg på at analysere sammenstødet af konfliktfyldte drifter: De seksuelle, der kan kombinere eller adskille vellyst, smerte og lidelse og især associere til katolicismens blodrige voldsomhed, ikke mindst forbundet med kvindeunderkastelse og mandsdominans.
Vi følger pigens vej ud og hjem – via erkendelsen af sig selv og sine drifters karakter under ludertilværelsen i Geneve. Mod slutningen underkastet en sadistisk kundes disciplinære øvelse, og den følelsesmæssige opvågnen ved samme lejlighed til at fanges af et mere æterisk forhold til en kunstner.
Undervejs sceniske ‘flash over’ til mor i Brasilien, der modtager breve fra pigen.

MAINSTREAM

Det udmærkede plot nyder godt af scenisk afveksling, mindre godt af en musik, der har svært ved for alvor at løfte fortællingen ud af en emotionel mainstream af gængs musicalsprog a la Lloyd Webber – hvad har den mand dog lagt af dyne ned over mange komponister! Senest oplevede vi det i Folketeatrets Peter Scholten-musical.
For så vidt ikke så underligt. For melodiøsitet og fast grund under det harmoniske tonesprogs vokabularium er næsten en naturdrift efter et par komponist-generationers vilde ridt over stubbede marker – kun redet mod lykkelige mål af meget få.
Blandt de komponister, der nu vælger enkelhed og melodisk attraktion, er det til gengæld lige så få, som er i stand til at løsrive sig fra de samme fælles akkorder, intervaller, sekvenser, rytmiske banaliteter og standard modeller for, hvordan en øm eller hidsig situation i en historie skal fortælles, og hvordan det instrumentalt skal skrues sammen.

ENKELTE ØJEBLIKKE

I ’Elleve minutter’ er der enkelte øjeblikke, hvor det rykker. F.eks. scenen, hvor Anne Roed Resfshauge i hovedrollen som pigen Marie affyrer den koncentrerede gennemgang af, hvad der ligger i titlen ’Elleve minutter’. Eller passager hos moderen, som synges smukt og varmt af Ulla Kudsk Jensen i et tonefald, hvor man spidser ører.
Det samme gælder nogle af Anna Roed Refshauges scener, hvor hun musikalsk for lov at bære sin kønne sopranstemme ud af det mere skematiske. Eller for maleren, der synges udmærket af tenoren Magnus Vigilius.
Men satte man solisternes melodiske stof og det akkompagnement, der ledsager det, op i en quiz, hvor de nøgne noder skulle hæftes på de enkelte, ville personerne næppe være til at skelne fra hinanden.

MONOTONI

På den måde fungerer komponisterne Stig Nordestgaard og Christian Dyrsts musik ikke som løftestang for historiens dramatiske forløb. Men holder det fast i en vis monotoni, der end ikke prøver at udnytte latinamerikansk kolorit til at skabe afveksling.
Alt i alt forhindrer det, at et stort talent som Anna Roed Refshauge får fuld udfoldelse for den spænding og energi, der ligger i handlingen og Christian Langes libretto.
Ikke fordi Anne Refshauge i sig selv har lige det sydlandske brændstof – som vi til sammenligning kan tale om hos f.eks. Kaya Brüel i ’Maria de Buenos Aires’ på Operaen for nogle år siden. Med Piazzolla-musik, der sved.
Men attraktiv er hun, og vi aner alligevel, at der er mere krudt og flamme i Anna Refshauge, end musikken giver hende chance for at brænde af. Selv de ganske stærke scener af sadomasochisme og almindelig hæderlig menneskesex slipper ikke mange djævle løs.
Hvis vi vendte ryggen til og kun lyttede til musikken kunne vi tro, at der bare var et theselskab going on på scenen. Ikke et godt knald. Af en varighed, der ikke når de elleve minutter. Men det er som sagt også bare en gennemsnitsberegning.
Alt i alt: Det forhindrer ikke, at det på mange måder er en modig og stort anlagt forestilling.

GregersDH.dk