Peter Frödin, Paprika Steen og Anders W. Berthelsen i ‘Elin’s fest’ (Tegning: Claus Seidel)
‘
‘
‘
‘
‘
LYKSALIG NONSENS
’Elin’s fest’ på Bellevue Teatret er storladent vrøvl og nonsens langt han ad vejen. Skrevet af Line Knutzon og spillerne.
Spiller indtil 9. november
****
MON man bedre kan se den røde tråd i 2. akt? sagde en eller anden til mig i pausen.
Den havde nu været der hele tiden, den røde tråd. Den bestod i rendyrket galskab i op- og nedture. Påfund lagt på påfund, formuleret og formidlet af tre skuespillere, der har det tilfælles, at deres hjerners labyrinter åbenbart er lige skæve. Det udmønter sig i en art selskabsleg, vi andre har det sjovt med, når legen er god. Kedeligt med, når den er dårlig.
Første akt har en lang sketch, der – vistnok – handler om jagten på en massemorder, nej, mere om hans offer, nej mere om retsmedicineren Paprika Steen, der kun interesserer sig for blod og indvolde, nej mere om hendes kollega Anders W. Berthelsen, som har flipture, hvor han ser syner og i øvrigt bliver rædselsslagen, når han ser knogler, eller det handler måske mest om en politichef, der i Peter Frødins mundering prøver at misforstå, hvad der sker om ørerne på ham.
Rent vrøvl. Ja, sandelig. Fremført med intens overbevisning.
VRØVL OG PERLER
2. akten har en lige så lang sketch, det er lige så meget vrøvl, kun ikke morsom. Frødin er en forfatter, der skriver fremtidsfiktion, hans kone er frustreret hysteriker, en opdukket gæst er bare åndssvag og liderlig. Langt, sejt og uden pointer.
Men ind imellem får vi perler af ingenting, bundet op med sløjfer. Absurde sange i ’Bakkens Hvile’-stil fremført i ømme kostumer. Frødin og Anders W. filmet i tete-a-tete som to italienske, fedtede spaghetti-nørder.
Eller – og det er en stump satire, der rammer: Med ’Don Juan’-ouverturen som indledning svanser Frødin ind i absurd arie-skrud, mens Anders W. stiger til vejrs i de rødeste lianer, som var han Johnny Weismüller som Tarzan – Den Kgl. Opera og Ballet konglomereret med tidens misbrugte nycirkus-teatertrend på det heftigste.
MORDERISK DEPRESSION
Paprika Steen har nogle små monologer, hvor hun med saftig vægtfylde læser ugebladsnotitser op, som var de intellektuelle vitaminpiller.
Og det måske allerbedste nummer i 2. akt: Frødin og Anders W. der konkurrerer på, hvem der er mest syg: Frødin med sin morderiske depression eller Anders W. med sine elendige, hostekrampende lunger. To overlevende neanderthalere på hver sit stadium.
Det drives helt ud, standses end ikke af påkaldelser af Gud i det høje.
Den absurde komediegenre har fået sig et godt come back på Bellevue. Vi er til lyksalig nonsens.
gregersDH.dk