Flemming Enevold og Cecilie Stenspil i ‘Educating Rita’ (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

*

RITA – KAM TIL HÅRET

’Educating Rita’ er ikke verdensdramatik, men en gedigen komedie – og Cecilie Stenspil og Flemming Enevold spiller – som Rita ville sige det: Røven ud af bukserne på den historie.

****

EDUCATING Rita – nå ja, hvem er det, der bliver uddannet i den historie? Eller skal vi sige belært? I hvert fald i Grønnegaards Teatrets udgave med Cecilie Stenspil og Flemming Enevold. Jeg har ikke set filmen.
Jo, Rita selvfølgelig.
Men egentlig lige så meget Frank, den småforsumpede universitetslærer, der har påtaget sig et folkeuniversitet-job, hvor han med venstre hånd og løftede øjenbryn skal indvie damefrisør Rita i litteraturens mysterier. Hun indfinder sig som en tsunami af underklasse-livskraft, hun vil sgu vide noget om bøger og kultur. Hun tromler hen over den målløse magister med hele sit vokabularium af cockney slang og totalt afvæbnende uskyld.
Han docerer tørlagt og akademisk kravene til sammenlignende litteraturanalyse, så han selv er ved at falde i søvn undervejs. Og hvad gør hun? Haler en Barbara Cartland op af tasken: – Sådan noget som hende her? Frejdigheden er utæmmelig. Men også lyst til at gå løs på Peer Gynt, på Macbeth, på hvad som helst.
Og se om han ikke vågner op i spjæt undervejs – Macbeth tænder fortids lunter hos ham, i hvert fald for en kort stund, han vågner til pædagogisk friskhed, indtil han så igen synker hen i erkendelsen af, at hun render fra ham med sit livsmod.

KIKSEREN

Det er næsten det fornemste i Enevolds fortolkning, at vi ser hvordan denne selvdestruktive akademiker tager pigens enorme fremdrift til sig som en lærestreg: Han er en kikser og kan lige så godt se det i øjnene. Turen undervejs tænder små gnister hos ham – ikke egentlig erotiske, men gnister, der giver ham resigneret selvforståelse. Han står over for en vinder.
Enevolds forslag til hende i slutningen om at tage med ham til Australien – hvor han ekspederes hen på tvungen orlov – lyder af den samme opgivenhed som hos et barn, der beder om en is til, og ved, han får nej.         
Det er de små skred i selverkendelsen, Enevolds Frank vinder på.

BRUSENDE FREMDRIFT

Hos Cecilie Stenspil er det både den brusende fremdrift i stormløbet på den ubegribelige klods af et mandfolk, som hun mener har al verdens visdom, og samtidig hendes rablende kækhed og verbale slagfærdighed, som hun erobrer scenen med. Der blomstrer i denne skuespiller evner, som vi har set undervejs i opgaver som Bess i ’Breaking the Waves’ og Eliza i ’My Fair Lady’, evner til at udfolde al sin tøsede charme og på brøkdele af sekunder at skabe helt bevægende, undrende nærvær. Hendes Rita vokser i Madeleine Røn Juuls instruktion i både tvivl om, hvem hun egentlig er, men også til en forståelse af sin egen tvivl om, hvor hun er på vej hen.

KUN SUND FORNUFT

Det er det fascinerende ved spillet af de to – i en komedie, der i al sin fikse og smarte udvikling egentlig ikke er dramatik i verdensklasse, men bare en festlig konfrontation mellem to miljøer og to klasser. Damefrisørernes og akademikernes. Uden indblanding af deres fagforeninger. Kun den sunde fornuft.
Dette er Grønnegaards Teatrets 2. gedigne bud på sommerteater 2012. Måtte vejrguderne, om ikke Vorherre selv, se i nåde resten af sæsonen. Til ’Tartuffe’ i Grønnegaarden. Og ’Rita’ i Odd Fellow Palæets Have. 

GregersDH.dk