Nicolas Bro, Mia Lyhne og Paw Henriksen i ‘Don Quixote’ (Tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
DEN BEDRØVELIGE RIDDER
Opsætningen på Betty Nansen af en dramatisering af Cervantes ’Don Quixote’ er en strøm af fantasifulde, scenografiske løsninger og en rørende præstation af Nicolaj Bro i titelrollen.
*****
SE på hans ansigt. Ingen kan se så rørende fortabt ud. Det er det skuffede barn. Nej, mere end det. Det er et menneske fortabt i total desorientering om den verden, han befinder sig i.
Dens slags øjeblikke er der flere af i ’Don Quixote’ på Betty Nansen. Det er Nicolas Bro åbne ansigt, jeg taler om. Mundtøjet, der er gået i stå. Øjnene, der er en afgrund af uforstående stilstand. Kroppen, der stivner i hjemløs isolation.
Sådan et øjeblik er det, da han mod slutningen af stykket bliver opsøgt af den vogterdreng, som han engang har frelst fra at blive pisket ihjel af bondemanden. Don Quixote er stolt og glad. Det var en af hans herligste bedrifter, en menneskegerning – måske ikke ligefrem en af de heltepræstationer mod ubegribelige overmagter, som ellers er de sagnomspundne og eventyrlige i historien. Men alligevel.
Og hvad siger knægten? At han hellere havde været fri. For efter sin befrielse havde han fået endnu flere pisk.
Befrielsen som en meningsløs gerning.
ISCENESÆTTELSEN
Jeg nævner det bare som en af de detaljer, der fortæller om Nicolas Bros karismatiske karakterspil. Og om rigdommen i iscenesætteren Kathrine Wiedemanns udnyttelse af den.
Hele forestillingen er fyldt af den slags detaljerede små kup. Ikke bare hos den grandiose tumling, der er Bros udgave af Cervantes’ Don Quixote – et stort barn, der tror på alt, hvad der er godt i denne verden. Og gør noget ved det. Bekæmper overmagt og uret. Tror på kærlighed og retfærdighed.
Wiedemann sætter også alt og alle i spil omkring ham i et utal af karakter- påfund: Følgesvenden Sancho Pancha, den hjerteflinke, men snusfornuftige, mindre forslagen end Don Juans Leporello, men lige så fiks til at sno sig udenom, en Sancho, Paw Henriksen gør så gribende og uskyldig, at han kunne gå lige ind og blive fast chauffør for Helle Thorning, en illusionist i Quixotes billede.
Og så f.eks. hele den horde af kvinder, der flokkes om ’Ridderen af den bedrøvelige skikkelse’ hørmende af brunstige lyster, når det er det, det gælder – alle spiller mange forskellige roller – Christiane Gjellerup Koch med al sin velkendte slagkraft, Mia Lyhne udspekuleret diskret og – jo da – Jens Jacob Tychsen som værtshusholderske, pumpet med buler på alle ledder, igen et kvind, der render panden og alle bulerne mod ridderens trofaste drøm om Dulzinea – princessen hjemme fra landsbyen.
SCENOGRAFIEN
Når vi indfanges af så mange forførende detaljer i persongalleriet, så er dét, der alligevel nok mest forfører, den scenografiske fabulering.
Scenen er ikke meget andet end en skrå lagkage op mod en rundhorisont. De medvirkende kan dukke op over kanten som myrekryb over en mur. Enkeltscener bliver sat i flyvende tempo med stumper af rekvisitter.
Når Quixotte og Sancho rider gennem en skov, er skoven mere nødtørftig end den vandrende Birnamskov i Shakespeares ’Macbeth’. Hjemme i landsbyen er et dukkehus nok til at huse Quixote. I én scene suser stormen, da en spion fra Inkvisitionen kæmper sig indenfor. Vupti-afhøring i stilhed, og ud igen til den brølende storm.
Sceneteknisk enkelt og effektivt. Og igen et af de mange træk i en forestilling, som er et overflødighedshorn af sceniske påfund. Skabt af en scenograf Maja Ravn, der er lige så kreativ som sin instruktør.
Det er slagnummer på slagnummer. Men måske – fantasifuldheden til trods – opleves det som gentagelser, der navnlig i 1. akt trætter. I Cervantes roman kommer Don Quixote ud i ufattelig mange situationer, hvor han skildres både i sit idiotiske heltemod og sin hjertegribende lyst til at forbedre verden. Som skuespil bliver det udsøgte udpluk i nogen grad til stadige bekræftelser på pointen: Quixote er latterlig, rørende, tapper, påståelig, frelst eller fjollet.
Bro behersker alle facetterne. Medrivende. Men vi overraskes gradvis mindre, som handlingen skrider frem. En handling, vi kan, næsten straks tæppet er gået. Hvorefter vi er overladt til de sceniske overraskelser, skuespillernes brillante figurer: Mads M. Nielsen, Joen Højerslev, Morten Eisner ikke mindst.
OVERSÆTTELSEN
Dramatiseringen af Cervantes roman er foretaget af den russiske forfatter Jevgenij Sjvarts. Og derefter oversat til dansk af Trine Søndergaard. Det får vi ikke nøjere forklaret i programmet. Det er ellers tankevækkende:
Sjvarts boede i St. Petersborg. Under 2. verdenskrig, da byen hed Stalingrad, dramatiserede han bl.a. flere H.C. Andersen-eventyr for russiske teatre. Og altså også Cervantes’ ’Don Quixote’.
Der er scener – f.eks. den, hvor Quixote befrier otte straffefanger – som straks sætter tanker i gang om sovjetiske, politiske undertoner. Cervantes finter til den katolske inkvisitionen er også tydelige i den danske iscenesættelse. Men det bliver alligevel ikke helt klart, hvorfor den danske sceneversion ikke er hentet direkte fra Rigmor Kappel Schmidts glimrende oversættelse fra spansk.