DON JUAN FORSVÆRGER SIG TIL HELVEDE

MENS LEPORELLO GNASKER KYLLINGEBEN

Mikrofonen stod på sufflørkassen, da ’Don Juan’ blev optaget ved Mozart-jubilæet på Det Kgl. i 1956.  Optagelsen lever trods kras og knas. Især på Kim Borgs og Einar Nørbys indbyrdes pokerspil som Don Juan og Leporello. 

Mozart: ’Don Juan’. Iscenesættelse og scenografi: Poul Kanneworff. Oversættelse: Holger Boland. Dirigent Johann Hye-Knusden. Medvirkende: Kim Borg, Mogens Wedel, Kate Møller, Einar Kristjansson, Einar Nørby, Eller Margrethe Edlers, Henry Skjær og Ruth Guldbæk. Kgl. Kapel og Kor. CDK 5035-36 dobbelt-cd Hegermann-Lindencrones båndarkiv.   

****

STJERNER til de flittige Kgl. Teater-veteraner Erik Harbo og Uffe Henriksen. De har gjort det til en livsopgave at fastholde og udgive highlights fra en svunden tid på Det Kgl. Operaen og skuespillet. Især fra operaen, som er deres eget fag gennem årene, begge mangeårige operasangere på Det Kgl. De får gamle optagelser lappet, renset og onduleret og udgivet, så man spidser ører og lytter.

DET er optagelser, der er blevet til gennem en lang periode fra 1948 og frem til 70’erne. Alle oprindelig foretaget af den energiske diskofil Knud Hegermann-Lindencrone. Han anbragte sin mikrofon ved sufflørkassen på Gamle Scene under forestillingerne og forbandt den til sin spolebåndoptager. Det Kgl. Teater var med på det, og det hang nok sammen med, at man var fortrolig med hans gang på teatret. Han var søn af den i 1947 netop afgåede teaterchef Cai Hegermann-Lindencrone. Faren var velrenommeret som teaterchef i besættelsesårene fra 1940 til 1945, og indlagde sig bl.a. fortjeneste ved at tage ansvaret for opsætningen af Gershwins ’Porgy og Bess’ i sæsonen 1943-44. En opera, som var skrevet af en jøde, handlede om sorte i U.S.A. og var præget af jazz. Ikke specielt nazi-elskværdigt midt under den tyske besættelse. Opførelsen blev standset efter en række opførelser, men bombetruslerne hang i en lang periode over teatret, og det fik Hegermann-Lindencrone senior til at overnatte på sit kontor som en garant for, at sprængte man nationalteatret i luften, så ville han være kaptajnen, der gik ned med sit skib.

’PORGY OG BESS’ er blevet stående i operahistorien som den første opførelse af Gershwin-operaen spillet og sunget af ikke-sorte – de kongelige operasangere var sminket sorte. Således også Porgy, der blev spillet af basbarytonen Einar Nørby, Ghita Nørbys far.

NØRBY er med på den seneste af makkerskabet Harbo og Henriksens cd-udgivelser – det er ikke ’Porgy og Bess’ desværre. Den blev ikke optaget, heller ikke ved jubel-genoptagelsen efter Befrielsen i maj 1945. Men Mozarts ’Don Juan’, der blev sat på Det Kgl.s repertoire i januar 1956 som indledning til fejringen af 200-året for Mozarts fødsel. Einar Nørby synger Leporello ved den lejlighed. Muntert, frækt, en troskyldig slyngel, Don Juans tjener, klar til at lade sig hundse med og misbruge, han hopper og springer for sin herre, men er også klar til at blæse ham et stykke, når muligheden melder sig. En underklasse-iagttager af en overklasse-spiller. Nørby som en ægte buffo-sanger.

NØRBY er ikke på ’Don Juan’-cd’ens forside. Det er Kim Borg. Men Nørbys spiller-temperament skinner igennem optagelserne fra Gl. Scene, selvom scenestøvet i gulvhøjden ved sufflørkassen har lejret sig i mikrofon-membranen og sammen med mono-kvaliteten i optagelsen tager noget af stemmeglansen fra både ham og de andre medvirkende.

DET må man bære over med, og det kan måske være en trøst, at der findes endnu ældre Leporelloer registreret fonografisk, f.eks. Det Kgl.s Peter Schram, der i 1894 fik sin Leporello optaget på voksvalse – året før han døde. Schram sang Leporello i Mozarts ’Don Juan’ på Det Kgl. første gang i 1846! På optagelsen fra 1894 bryder hans stemme gennem haglbyger af skrat, men den er der, og dét med et kongeligt dansk, når Leporello slutter ’Liste-arien’, hans flabede opsummering af Don Juans utallige kvindeforførelser med sit: ”Men… Men… Men i Spanien et hundrede og tre!”

SCHRAM. Nørby. Og Leporello. Men det er som sagt Kim Borg, der er på forsiden af cd’en og med god grund. CD’en er udkommet nu, hvor Kim Borg ville være fyldt 100 år. Han var på sin unge, glansfuld højde i 1956, det er Mozart-året, 200-året for Mozarts fødsel, og Kim Borg var et kanonvalg til Don Juan-partiet, hans baryton med den besnærende, mahogny-elegante klang, personligheden med den usædvanlige charme og scenetække var oplagt. Don Juan var hans debut på Det Kgl. Kim Borg var finsk født, men på vej til at slå sig ned i Danmark for at videreudvikle sin internationale karriere.

’DON JUAN’ blev som alle andre operaer dengang sunget på dansk på Det Kgl. Kim Borg naturligvis også i denne opførelse, hans accent er ikke til at tage fejl af, men bliver i virkeligheden en del af den forførende charme, han tilfører rollen. Den brutale, men uimodståelige pigejæger, der tumler rundt på sin skørtejagt mellem bønderpiger og adelige donnaer, jomfruer eller ej. Der er passager i optagelsen, hvor vi mister den fulde effekt af hans manipulationer med sine omgivelser, fordi mikrofonen fra sin placering har svært ved at indfange hans stemme og spil.

TIL gengæld situationer, hvor han brænder pragtfuldt igennem: I erobringen af Zerlina, der bliver sunget perlende af Ruth Guldbæk. I grovhederne mod Masetto, sunget af en formidabel velartikuleret Henry Skjær. I konfrontationerne med kommandanten – partiet besat med Mogens Wedel (godt at blive mindet om Wedels format til andet og mere end Giro 413-perlen ’Den gamle Gartners Sang’).

OG ikke mindst: I det intrigante spil mellem ham og Nørbys Leporello, en udspekuleret, psykologisk magtkamp mellem herre og tjener. Det tæller med, at Donna Annas og Donna Elviras partier midt i 1950’erne har kunnet blive besat med så gode sopraner som Kate Møller og Else Margrethe Edlers. Få vil nok huske den islandske tenor Einar Kristjansson, der havde flere gode sæsoner på Det Kgl. i 50’erne – jeg må med skam melde, at vi der var musikstuderende dengang mest hæftede os ved hans uimodståelige, men behjertede kamp med at få Don Ottavios ’Trøste I må den Arme’ til at lyde som andet og mere end et velartikuleret, men ubehjælpsomt nødråb fra en flink adelig duksedreng. Af Mozart anbragt som en dukketeaterfigur.

MOZART vinder ellers hele vejen igennem over alle forbehold. Erindring, nostalgi, tekniske misligheder. Vi er live til Mozart-fest, totalt i lommen på ham, da al buffo forstummer i slutscenen, hvor musikken kobles tilbage til ouverturens dunhammer af begsorte d-mol. Don Juan forsvinder i flammerne, og Leporello har udløst sit sidste smask fra det kyllingelår, han har guffet i sig fra Don Juans bord. Dirigenten, Det Kgl.s Johan Hye-Knudsen, får på flot vis ramt Mozarts geniale greb med den ouverture, skrevet dagen før generalprøven på uropførelsen i Prag i oktober 1787 – lystspillet, komedien om Don Juan konverteret til universelt drama. Selv gennem disse optagelsers akustiske tåger.

gregersDH.dk