FUCK MOZART
En larmende og skæg akt. Og en, der fiser ud. Det er ’Don Juan’ på Betty Nansen
****
Mormors gamle hakkebræt knirke-klinger i orkestergraven, da vi begynder. D-mol-akkorderne i ’Don Juan’-ouverturen. På det par sekunder ved vi, at der er to muligheder:
Vi kan gøre som Søren Kierkegaard engang gjorde, da han var til ’Don Juan’ på Det Kgl. Han rejste sig efter de første akkorder og forlod teatret. Til publikums enorme forargelse. Men for ham var de to akkorder nok. De rummede det sataniske, det dionysiske, det grænseoverskridende, det livsfarlige. Han havde fået stikordet til resten af operaen. Han behøvede ikke mere.
Vi kan også blive hængende, sikre på, at vi med disse ømme akkord-knirk får en advarsel om, at her skal vi til ’Svend, Knud og Valdemar’ anno 2007. Meget lystigt. Mozarts ’Don Juan’ hejst op i trapezen og sat i svingninger, puffet ud i forsamlingshuset og underkastet en tilsyneladende ærbødig, men i virkeligheden dybt uærbødig afhøvling. Eksekveret af, hvad man nu har af ledige folk på markedet. Monteret med hiv og sving og præsenteret med noget, der ligner alvor, men ikke er det.
MOZART I KROGENE
En forestilling, som igen kan dele publikum i to kategorier. De, der ikke kender Mozarts ’Don Juan’. Og de, der gør.
De første får sig en mærkværdig historie om en sexbavian og hans følgesvend med damer i kølvandet. Deres støttepunkt og fornøjelse er en masse god musik, rap, sjove gags, gensyn og genhør med sangere, der kan aflevere en blues, så det knager i knoglerne – Caroline Henderson. Andre, der kan krænge sjæl smukt ud i poprock – Kaya Brüel. Fuldt knald på rappere som Ala Agami og Zaki. Og så vil de sige: Hvad fanden! Der står også en fyr og synger opera for fuld hørm. Det er Joakim Knop. Er han gået forkert?
De andre – de, der kender Mozarts ’Don Juan’ – får en anden oplevelse. En mere udspekuleret. De følger op på d-mol’en i starten, genoplever Mozart-musikken, når den momentvis bliver brugt, eller fremmaner den selv undervejs. Ikke bare når den – som i duetten mellem Don Juan og bondepigen Zerlina (Szhirley) bruges råt og genkendeligt, men også mange steder – som i Leporellos liste-arie – ligger og mumler i krogene under Al Agamis Leporello som en lille reminder til det indforståede publikum. Den slags er der en masse af undervejs. Og det kan bryde ud i herlig og komiske virkninger, når f.eks. Brüel, Henderson og Knop kvæder en terzet fra originalen – transponeret et par etager ned. For Knop er baryton og ikke tenor som overslapsvansen Don Octavio i operaen ellers er.
Feinschmecker-udbytte?
Naturligvis.
NEDTUR
Begge parter lever højt på den fælles oplevelse gennem 1. akt.
Og går ned i humørgrad i 2. akt. Peter Langdals og tekstdigter Thor Bjørn Krebs skrupskøre fantasi i førsteakten smuldrer i 2. akten – ideerne er ebbet ud. Det samme sker med musikken. Det vrimler med gode melodier i 1. akt. Komponist Søren Kjærgaard kan noget.
I 2. akt venter og venter man. Intet sker. Nedtur. Det er lyden fra en nyåbnet, men doven Sprudelwasser efter pausen. Ærgerligt. Kirkegaardsscenen. Kommandantens entré. Festen. Helvede, der åbner sig. Ingenting fungerer rigtigt.
Kierkegaard ville have været forskånet. Han var gået før. Vi andre kunne være gået ved pausen. Med en ret festlig fornemmelse af succes.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
