Rikke Lylloff og Benjamin Kitter i ‘Dogville’ (Foto: Emilia Therese)

LANDS-

*

BYENS

*

VILDE

*

HUNDE

Triers ’Dogville’ er iscenesat på Odense Teater som et uhyggeligt teater-symfonisk mesterværk. Fremragende og vedkommende.

Manuskript: Lars von Trier. Instruktion og bearbejdelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Medvirkende: Rikke Lylloff, Kurt Dreyer, Benjamin Kitter, Mads Nørby, Mikkel Bay Mortensen, Githa Lehrman, Betty Glostad, Nana Christine Morks, Mette Maria Ahrenkiel, Klaus T. Søndergaard, Magnus Christensen, Lea Baastrup Rønne, Malene Melsen, Lars Simonsen, Anders Gjellerup Koch, Louise Davidsen og Michael Grønnemose.

’Dogville’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 25. maj. Varighed: 1 t 45 min. Uden pause.

*****

SOM en bibelsk lignelse. Sådan må man opleve Lars von Triers ’Dogville’.
Også i den version, der nu er på Odense Teaters store scene. En lignelse som en fortælling, der ikke bare er en god historie, men en historie med en moralsk pointe.
En historie om menneskeligt fordærv. Om et menneske, der med en art søvngængeragtig naivitet konfronterer fordærvet, indavlet og degenerationen.
I filmen valgte Trier at skære fortællingen ind til benet.
Vi var nok i et provinsielt hul ved navn Dogville. Alle navne på steder og mennesker sagde os, at vi befandt os i U.S.A. Men det var noget, vi ellers måtte tænke os til.
Det var ’Dogme’-år. Alt foregik på et blankt gulv. Hvis man spørger folk, om de husker filmen, siger det: Det var den med striberne. Huse, gader var afmærket med striber. Inden for dem boede og færdedes filmens personer.
På Odense Teater ligger den store scene åben fra start til slut. Det ligner et kræmmermarked. Landsbyboernes samlede brok af møbler og inventar er hobet op, vi er på torv, på gade, i forsamlingshus, på gårdsplads, på værksted. Beboerne er der med deres det ene og det andet, i rullestol, med baby, med værktøj. Og bag det hele vælder et fjeld sig. Der er real western over historien.
På den måde er det lykkedes iscenesætter Tue Biering og scenograf Nicolaj Spangaa at bringe realisme ind over historien, men egentlig mere surrealisme, for han opererer med handlingen og personerne, som om vi overværer et stykke musik, en kontrapunktisk historie, hvor action, stemmer og handling er et fletværk af op- og nedtoninger, af dramatiske udløsninger, pauser, hvilepunkter. Replik, referat, soli, tutti. Med mikrofoner eller uden.

ÅNDELØST

Vi følger åndeløst med i fortællingen, som var den en symfoni om den unge Grace, der er på flugt fra kriminelle forfølgere, prøver at komme videre over bjergene, men hentes tilbage af den unge fyr, der er landsbyens intellektuelle væsen med ambitioner om at tænke et par skridt videre end flokken af beboere, der ikke har andet og mere end hverdagen og dens problemer i hovedet.
Han får overtalt beboerne til at beholde pigen i landsbyen. Og overtalt pigen til som modydelse at hjælpe de enkelte husholdninger en times tid hver dag.
Her starter tilsnøringen, derouten, den enerverende, men fuldstændigt rolige og konsekvente skildring af, hvordan massepsykotisk udnyttelse og undertrykkelse af pigen indfinder sig med ubønhørlig automatik.
Kan man forlange det ene af hende, kan man også forlange det andet. Truslen om at smide hende ud og overlade hende til forfølgerne bruges til stadig nye krav. Voldtægter, overfusninger, tæv, sjoflinger gror som paddehatte omkring hende. Hendes modspil er tolerance, forståelse, accept.
Rikke Lylloff’s Grace er som en hellig Teresa, der accepterer lidelserne. En stadig kilde til nerver på højkant for publikum. For hvor er hun på vej hen, hvad sker der i hovedet på hende, hvad er hendes motiver ud over angsten for forfølgelsen, hvad er den egentlig baggrund for hendes fremfærd – spørgsmål, der pirres konstant af de foruroligende omgivelser, politiet, der indfinder sig, og gådefulde personer som den tavse, habitklædte ældre mand med de mørke briller, som kredser omkring i dette ragnarok, der naturligvis må ende galt med en nærmest apokalyptisk slutning.

FREMRAGENDE

Hvis nogle som sagt ikke husker Trier-filmen for meget andet end Dogville-striberne på gulvet og måske Nicole Kidmans medvirken som Grace, vil Odense-publikummet nok huske denne opsætning for den fremragende besætning af den lange række af små og store roller. Udover Rikke Lylloff i hovedrollen bl.a. Benjamin Kitter som den unge vidtløftige humanist med den gode vilje og den ringe modstandskraft over for folkestemningen, Lars Simonsen som den afstumpede Chuck, Anders Gjellerup Koch som den blinde med seer-visionerne, og i øvrigt det hele blændende godt sammensatte komparseri af skulende, nævenyttige, selvoptagne, og såre rettænkende borgere. Rettænkende undtagen når det blev alvor.
Se rollelisten, det er næsten Odense Teaters totale skuespillerpersonale samlet under Tue Bierings taktstok. En taktstok, han her fører med en sikkerhed og nedtonet desperation i forhold til ofte set.
Hvis man igen spørger sig selv, hvad det er for et samfund og en mentalitet, Trier rammer med ’Dogville’, så hævder nogle, at det er Amerika og amerikansk selvgodhed. Men man skal ikke længere væk end til Erling Jepsens film, romaner og teaterstykker for at møde lignende skildringer, hvor det er forsnævrede, sønderjyske landsbymiljøer, som han har ramt lige så uhyggeligt.
Og man behøver ikke bevæge sig rundt i dagens Danmark i øvrigt for i f.eks. flygtningediskussionerne at se ubehagelige sider af den menneskelige karakter krable frem, når begivenheder kommer tæt på.
I Mungo Parks ’Uledsaget’, der er baseret på autentiske flygtninge- beretninger har Birgitte Simonsen i disse dage en kort rystende gengivelse af en piges beskrivelse af, hvordan hun forvandles til en veritabel ulv med hugtænder, når hun føler sig mest trængt.
Flygtninge og flygtninges forfølgere er af samme race.

gregersDH.dk