TEGNESERIE
’Djævlene’ på Betty Nansen er teater, der slår løs og rammer – ind imellem ved siden af.
***
Laura Bro, Jens Jørn Spottag, Preben Kristensen og Marie Louise Wille. Tegning: Claus Seidel
Det er rødt, og det er sort, og her skal du se plakat-teater, der vil noget.
Smæk for skillingen. Tegneserie. Teater, der ikke lader publikum i tvivl om, hvad det handler om.
Nemlig religiøst vanvid og hvad deraf følger. Det er historien om den franske præst Grandier, som i 1634 blev torteret og brændt på bålet efter en hysterisk hekseproces, som primært var baseret på beskyldninger for sex med flere af sognets kvinder, især en nonne. På det overordnede plan en magtdemonstration fra stat og kirke, bundet sammen dengang af alliancen mellem enevældigt kongedømme og katolske kardinalstyre.
Historien har vi set i mange udgaver, senest operaen ’Djævlene fra Loudun’, den polske komponist Pendereckis mesterværk fra 1960’erne, sat op på Det Kgl. Teater i 1982, slagkraftig musikdrama med et indhold, som dengang var en provokation i det kommunistiske, men dybt katolske Polen.
ANSVARET
Der har åbenbart været et helvedes hus med opsætningen på Betty Nansen Teatret. Kulminerende i, at Flemming Flindt er lempet ud som iscenesætter, og Peter Langdal har overtaget i sidste fase.
Hvem der præcist har ansvaret for hvad, kan man så sidde og gisne om.
Det er i hvert fald stensikkert, at det er den gamle balletmester Flindt, som har fået Marie Louise Wille og Jens Jørn Spottag til at gennemføre et reelt koreografisk stunt i forførelsesscenen, hvor tjenestepigen Claire har sat sig i skriftestolen for at bekende sin hemmelige forelskelse i Grandier – præsten selv.
PÅ GODT OG ONDT
Den lille scene fortæller noget om, hvordan forestillingen kunne være blevet, hvis gennemført som ren ballet. For det er noget af det, Flindt altid har kunnet: Skabe rene, enkle, korte og præcise dramatiske forløb. Det er da også det, opsætningen i det hele taget er præget af.
På godt og ondt. Præsten er godheden, friheden, tolerancen, de rene følelsers våbendrager – lidt anfægtet af og til – men ellers: Vores helt. Og modparten – fordelt på to: Preben Kristensens kardinal og hans håndlanger i Morten Staugaards skikkelse – nedrigheden selv. Magten og magtens forlængede arm.
TALEBOBLER
Så vidt, så godt.
Tegneserie-modellen ser ud til at være bevidst. Både i den måde, Peter Asmussen har skrevet scenerne – korte og med mono- og dialoger i taleboble-format – og Maja Ravns scenografisk klippede scener: Grafiske baggrundsprojektioner af kirkerum, landskab, by etc. I hurtige skift med black out imellem. På stumfilmmanér. Til præcist indpassede musik-underlæg, som Gert Sørensen har tilrettelagt.
Det giver lethed og hurtig gang. FOR let og FOR hurtig. Metoden kunne have strammet historien ind til at være rasende uhyggelig og skrapkantet hele vejen igennem. Men den er brugt til også at skabe flad og folkelig komik i mange scener, hvad der medfører usikkerhed om mål og vægt i hele fortællingen. F.eks. scenerne mellem landsbyens borgmester og læge: Ole Westh-Madsen ladt helt i stikken som en tumpet Claus Bondam-type skåret efter en Gustav Wied-komedie. Og Jess Ingerslevs læge skrevet ind i historien, som om han kom fra oplysningstiden hundrede år senere og hvad derfra fulgte. Fornuftens talsmand, en teatralsk læge-cliché, vi kan udenad, à la Ibsens Dr. Rank, eller Matador-doktoren hvad-han-nu-hed i Ove Sprogøes udlægning. Ærgerligt. For gensynet med Ingerslev på scenen er i sig selv en fornøjelse.
MELLEMTONER
Samme effekt ser vi i forsøget på at gøre både Jens Jørn Spottags Grandier og Preben Kristensens kardinal til ofre – mere for deres lattervækkende forfængelighed end for henholdsvis renlivet (blåøjet?) humanisme og sort despoti. Begge spillere bruger deres teknik og talent med slagkraft, men vi tror ikke på de psykologiske mellemtoner.
Så går det bedre med Morten Staugaards rungende uhyre af en inkvisitions-prælat, nakkedukkende over for kardinalen, brutal på sin kirkelige slagmark.
Bedst slipper Laura Bro og Marie Louise Wille fra deres opgaver. Laura Bro er den despotiske, seksuelt underernærede priorinde, der sætter handlingen i skred med piskesving over for er par uskyldige, lesbiske nonne-aspiranter, men selv jages op i en krog og underkaster sig voldelig exorcisme. Gennemført uden vaklen. Og Marie Louise Wille mobiliserer al sin sødme som Claire, pigen, der som en Ofelia famler efter kærligheden.
STYRKE OG SVAGHED
’Djævlene’ er en forestilling, der har sin styrke i hastige, enkle billeder og et interessant skuespillerhold. Sin svaghed i usikkerheden om mål og midler: Skal vi have rystende drama? Eller pittoresk folkekomedie? Vi får lidt af hvert. Bare aldrig med overbevisning.
