Joen Bille som diktatoren i ‘Det som diktatoren ikke sagde’ (Foto: Thomas Petri)

VERDEN VIL BEDRAGES

En diktators tankegang pillet fra hinanden. Joen Bille er på hård opgave som Tunesiens flygtede præsident Ben Ali.

Titel: ’Det som diktatoren ikke sagde’. Forfatter: Mériam Bousselmi. Instruktion og scenografi: Jacob F. Shokking. Oversættelse: Per Aage Brandt. Medvirkende: Joen Bille.

’Det som diktatoren ikke sagde’ spiller på Operaens Takkeloftet til og med den 17. december. Manuskriptet er trykt som program.

****

EN verden proppet med løgne! Diktatorernes løgne. Og vores egne.
Der er ingen pardon i den forestilling, der nu spiller på Operaens Takkeloft-scene.
Forestillingen er en monolog. En fiktiv enetale af den tunesiske præsident Ben Ali, der flygtede over hals og hoved for seks år siden, da det såkaldte ’arabiske forår’ brød ud. Foråret, der blomstrede som en spontan ekstase i en stribe arabiske middelhavslande og mellemøsten – med Tunesien som den eksplosive indledning, da en ung mand stak ild til sig selv og døde i protest mod sine livsvilkår.
Den tunesiske dramatiker, der har skrevet monologen, forestiller sig, hvordan den gamle diktator gør boet op i en analyse af, hvad der skete, og hvad det var for mekanismer, der kommer i udbrud.
En slags selvforsvar – som hurtigt viser sig at være et rasende modangreb. En dissektion af de kræfter, der, som han ser det huserer i alle mennesker – i en diktator og i gud og hver mand, når det kommer til stykket: Behovet for at udøve magt, få ret, rage til sig, sætte sig på andre. Han vender snedigt sin forklaring på, hvad han selv som magterobrer har brugt af midler, til at plante det behov hos andre, hos folket, hos alle.
Monologen er hård kost for publikum – og for den skuespiller, der er alene på scenen i de 70 minutter, den varer. Teksten er en nådesløs, associationsmættet øvelse. Et gennemført postulat, hvor darwinistisk tankegang om den menneskelige natur foldes ud i munden på en resigneret diktator, der prøver at læsse sine egne motiver og egenskaber over på omverdenen.
Han bruger abers måde at etablerer magthierakier på som et billede på, hvordan tilsvarende strukturer nødvendigvis findes blandt mennesker. Folket, masserne, d.v.s. de der gør oprør mod et diktatur, må nødvendigvis handle ud fra de samme grundlæggende egenskaber – grådighed, begær, selvopholdelsesdrift, lyst til undertrykkelse og samtidig nøje etablering af udspekuleret retfærdighed – som enhver diktator, hvis de for muligheden for det. Så bare kom an: Jeg er jer. Og I er mig. Vi står lige. Og I venter jo bare på en ny stærk mand, der kan få orden i sagerne.

VERDEN VIL BEDRAGES

Joen Bille er skuespilleren, der påtager sig den hundesvære opgave med at få denne enorme tekst til at fungere. Han griber det glimrende an med sans for den hån og den intellektuelle ironi og humor, der også er muligheder for i teksten.
Den tunesiske forfatterinde lader f.eks. diktatoren referere til snedige bedragere à la englænderen Arthur Furguson, der engang i 1920’erne præsterede at sælge Nelson-monumentet på Trefalgar Square for en formue til en naiv amerikansk turist.
Verden vil bedrages. Og den bliver det. Af mig, diktatoren. Og ikke mindst af det folk, jeg er flygtet fra…
Opsætningen af stykket er i hænderne på Jacob F. Shokking og hans Holland House. Det hjælper teksten og Joen Bille stærkt igennem, at Shokking kan så meget med den omgivende scenografi. Bille får lov at flytte sig mellem mange positioner foran baggrunde af store, persiske tæpper. Et enkelt skud og en brag af stole, der braser ned bag ham, fortæller om revolution og flugt. Videoprojektioner af voldsomme abefjæs vrider sig på baggrundene, så Billes eget projicerede diktatoransigt flyder sammen med dem.
Det er en fin hjælp til forståelse af den udspekulerede tekst, at den foreligger i nobelt programtryk og handy lommeformat – med yderligere et par gode artikler om baggrunden for stykket og for det ’arabiske forår’. Forfatterinden breder klart dette Ben Ali-portræt ud til at være et alment diktator-portræt og en tankevækkende vinkel på en diktators modpart, folket.
I den konkrete sammenhæng: Tuneserne, som jo aktuelt sidder i enorme problemer med at finde deres ben i overgangsprocessen fra diktaturet. Uden synderlig hjælp fra det Europa, som det med sin franske baggrund er delvis rundet af.
Det seneste nummer af det fransksprogede tidsskrift ’Jeune Afrique’ indeholder en stribe artikler om det desperate behov for vestlige investeringer i Tunesien.
Vesten har jublet over ’foråret’. Råbt bravo i en uendelighed. Nu kikker Vesten den anden vej.

gregersDH.dk