OPERAPERLE

*

*

‘Dido og Æneas’, Purcells lille perleopera i diskret, men formfuldendt udgave på Københavns Rådhus.

****

 
COPENHAGEN Opera Festival fortsætter med at overraske med usædvanlige arrangementer. I aftes var det festsalen på Københavns rådhus, der lagde rum til Purcell’s ’Dido og Ænæas’.
Barokopera i en sal, der dufter af Nyrups mix af skønvirke og vikingebulder – forrige århundredeskifte i al sin tyngde. Og så Purcell – den sprødeste, mest yndefulde musik, spillet af Concerto Copenhagen på deres liflige instrumenter – to tidsaldre i kæresteri, hvad kan man forlange mere?
Opførelsen er køn og indtagende som en jomfru. Diskret, stilfærdig, dramaet om den skæbneramte ulykkelige kærlighed mellem dronningen af Karthago og den fremmede hærfører Æneas holdt på et plan, hvor de store armbevægelser næsten indskrænker sig til skolekomedieformat.
Hvad der ikke er så skævt. For sådan er Purcells Dido og Æneas’ blevet til i tidernes morgen: På en pigeskole i Chelsea uden for London.

ELEGANT

Forestillingen er på den ene side teater med de forhåndenværende søm – en lille forhøjning til Dido, så hun kan dvæle på i forventning eller tristesse – det sidste, når øjeblikket er inde til finalen: den underdejlige sørgmodige sang i g-mol om tabt elskov ’When I’ m laid in Earth…’
Så ellers ikke så meget:  Baggrundsprojektioner, der skaber atmosfære af natur og kunst i 1700-tallet – den kunst, der fortæller antikke historier i vellystigt kropssprog eller parfumerede landskaber.
Og så en stang, der på skift kan være dørstolpe, galge, skibsmast, træ i skoven, og hvad der ellers er brug for til at fortælle eventyr om et livet ved hoffet, hekse og deres onde gerninger, jagtlivet i skovene, og helten, der står til søs.
Har vi fantasi, leger vi med, og forestillingen flyder så elegant og smidigt, at sceniske luksuskrav visner. I spinkle dansearrangementer, kor, der snor sig som stramaj omkring de tætte og kærtegnende barokinstrumenter, og de to hovedpersoner og deres hoffolk i næsten dukketeateragtig action. Ind imellem overordentlig muntert med de hidsige tilskud af hekse, alene eller i clinch med sømænd. En enkelt hængning i galgen, for at vi skal forstå, at det gik hårdt til i Karthago, også dengang.

SKANDINAVISK

Og så sangerne! En besætning, der er svensk-norsk med en Dido, der kan synge næsten vibratoløst, så hun er på bølgelængde med Concerto Copenhagens instrumenter, Kristin Mulders hedder hun. En macho-Æneas i fuld krigsmaling, panseret forgyldt og med fjer i hjelmen, Alexander Nohr, også fra det norske. Og ypperlige, præcise stemmer i øvrigt.
Det er en speciel oplevelse.
Man ser lidt skidt, hvis man sidder for langt tilbage på det flade gulv. Selvom scenen er hævet en halv meter. Forestillingen vises også det næste par aftener. Kom i god tid og bank dig fast på en plads så langt foran som muligt.
Det lønner sig.

GregersDH.dk